Ny inspiration til den kommunale handicappolitik
Ny inspiration til den kommunale handicappolitik
DSI-LOKALT: Mange kommuner er gået i gang med at formulere en kommunal handicappolitik. Det er godt. Mindre godt er det, at vi har oplevet flere eksempler på kommuner, som blot har kopieret en af de sammenlagte kommuners gamle handicappolitik for at anvende den som den nye kommunes politik. Der ses også eksempler på kommuner, hvor embedsmænd udarbejder en flot formuleret handicappolitik, uden at inddrage handicaprådet eller andre brugere.
Vi skal have den lokale DSI-afdeling og handicaprådet på banen, så det er med at være vågen.
Som man kunne læse i det seneste nummer af DSI-Nyhedsbrev, har DSI deltaget i et europæisk projekt, hvor man gjorde sig erfaringer med at udarbejde lokale handicappolitikker. Her blev lagt vægt på, at udarbejdelsen af en lokal handicappolitik er en proces, hvor brugerrepræsentanterne inddrages og høres. Ligeledes er det afgørende, at alle sektorer involveres i arbejdet, da det endnu engang skal slås fast, at handicappolitik ikke kun berører socialforvaltningen eller teknisk forvaltning.
Medarbejdere - fra sagsbehandlere til ledere og politikere - skal kende til kommunens handicappolitik og selv være med til at udarbejde og gennemføre de konkrete handlingsplaner. Kun på den måde bliver kommunens handicappolitik levende og et aktivt styringsredskab for kommunens indsats.
Hen ad vejen er målet, at kommunens folk altid indtænker handicapaspektet, når de planlægger og beslutter de almene tilbud og serviceydelser.
De mange gode råd til, hvordan man arbejder med en kommunal handicappolitik, er samlet i et inspirationsmateriale, som kan hentes på DSI's hjemmeside: www.handicap.dk/publikationer_og_pjecer/lokal_politik
Organisationskonsulent Dorthe Stief tilbyder at bidrage på workshops eller temadage, hvor kommunens handicappolitik er på dagsordenen. Hun træffes på dsc@handicap.dk eller tlf. 3675 1777.
Forrige: Fortsat tillidsrepræsentantuddannelse
