Share |
Forside | Dokumenter | DH-Nyhedsbrev | DSI-Nyhedsbrev 1-2007 (marts) | Tavshedspligt i handicapråd er en selvmodsigelse

Tavshedspligt i handicapråd er en selvmodsigelse

— Arkiveret under ,


Tavshedspligt i handicapråd er en selvmodsigelse

HANDICAPRÅD: Hvis kommunen pålægger handicaprådets medlemmer tavshedspligt, så kan kontakten til baglandet ikke finde sted. Rådets arbejde saboteres. Det har kommunen ikke lov til.

Af Dorthe Stief Christensen, organisationskonsulent i DSI

Sekretariatet er af flere af DSI's repræsentanter i handicaprådene blevet spurgt om, hvorvidt kommunen kan pålægge rådets medlemmer tavshedspligt i sager, påstemple papirer fortrolige eller kalde et punkt på dagsordenen for lukket og udenfor referat.

Mange af DSI's rådsmedlemmer er usikre på, om de kan blive pålagt et strafansvar, hvis de rundsender dagsordenen og bilag til formøder med DSI-afdelingen - eller på anden vis refererer fra møderne i handicaprådet. En sådan usikkerhed kan betyde, at man som repræsentant i handicaprådet ikke får hørt sit bagland om sager, som det vil være relevant at få holdningsafstemt og belyst hos handicaporganisationerne i kommunen.

Dette var langt fra hensigten med handicaprådene, og det er derfor vigtigt at få defineret, hvornår det er muligt for kommunen at pålægge rådsmedlemmerne en tavshedspligt.

Når man taler om tavshedspligt er det vigtigt at adskille den tavshedspligt, der er underlagt strafansvar som følge af forvaltningsloven - og den tavshedspligt, der følger af de politiske spilleregler. De politiske spilleregler er det vigtigt at få afstemt indenfor DSI-afdelingen. Denne artikel handler om den lovbestemte tavshedspligt.

Kun tilladt i få sager

Det følger af vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område, at medlemmer af handicaprådet er underlagt den samme tavshedspligt som ansatte i kommunen. På samme måde som det er gældende for kommunalbestyrelser, ældreråd, klageråd osv.

Der er dog særlige regler for, hvad der så må underlægges tavshedspligt! Det er kun meget få sager i handicaprådsarbejdet, det vil være relevant for kommunen at underlægge tavshedspligt. Det kan dreje sig om oplysninger om "enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold".

Holger Kallehauge, fhv. landsdommer og formand for både DSI-Frederiksberg og Frederiksberg Handicapråd, siger det på denne måde:

Et handicapråd er et dialogforum mellem kommunalbestyrelse og de lokale handicaporganisationer. Det er en selvmodsigelse at pålægge et dialogforum med et åbent bagland af handicaporganisationer tavshedspligt. Tavshedspligt bringer jo dialogen med baglandet til ophør og sætter dermed handicaprådet ud af spillet. Det er derfor logisk, at udgangspunktet og den altovervejende hovedregel må være, at sager, der behandles i et handicapråd, hverken bør eller kan være undergivet tavshedspligt.

Hvis tavshedspålæg overfor handicaprådet anvendes jævnligt - eller ligefrem i flæng - råder Holger Kallehauge medlemmerne til at gøre indsigelse herimod, og sætte problematikken på dagsordenen i rådet.

Såfremt DSI-afdelingen og rådsmedlemmer i en given sag er usikre på, om kommunen er i sin ret til at anvende tavshedspligten, er I velkomne til at søge vejledning hos DSI's sekretariat ved organisationskonsulent Dorthe Stief.

Søg