Du er her: Forside > Dokumenter > DH-Nyhedsbrev > DSI-Nyhedsbrev 4-2006 (december) > Fra de gode viljers vej til rettigheder

Fra de gode viljers vej til rettigheder

— Arkiveret under ,


Fra de gode viljers vej til rettigheder

RETTIGHEDER: Forbud mod diskriminering og rettigheder er for alvor kommet på dagsorden. Foreløbig mest på arbejdsmarkedsområdet, men det er kun en begyndelse.

Af Tina Klejs Jensen, konsulent i DSI

Efter en lang tradition med en tro på "de gode viljers vej" tilføjer DSI nu rettighedslovgivning som et nyt redskab i kampen for at sikre et samfund, hvor alle har lige muligheder for at deltage. Den hidtidige førte politik har ikke i tilstrækkeligt omfang medført en systematisk og tilstrækkelig eliminering af de samfundsskabte barrierer, som mennesker med handicap står overfor, og som forhindrer dem i at deltage på lige vilkår med andre.

DSI vil arbejde for, at der i Danmark indføres en lovgivning, som forbyder al diskrimination af mennesker med handicap indenfor alle områder i samfundet. Rettighedslovgivningen skal være et supplement til den allerede førte politik. Den skal sikre adgang til bl.a. boliger, uddannelse, sundhedsydelser, varer og tjenester, transportmidler, kommunikation, kultur osv.

Det er ikke kun i Danmark, at man ønsker en rettighedslovgivning. Det er en generel tendens i mange andre lande. Nogle steder har man allerede indført rettighedslovgivning, andre steder arbejder man på det. Vi skal høste af disse erfaringer og bruge dem konstruktivt i arbejdet herhjemme.

Regeringsudvalg ser på rettigheder

I foråret 2006 bad DSI regeringen om at tage initiativ til en lovgivning, som generelt forbyder forskelsbehandling af mennesker med handicap, eller - til at starte med - at undersøge mulighederne og andre landes erfaringer. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen meddelte DSI, at regeringen ville nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal se nærmere på mulighederne for og konsekvenserne af at indføre en antidiskriminationslovgivning i Danmark. Udvalget begynder forhåbentligt sit arbejde i nærmeste fremtid.

En rettighedsbaseret tilgang til handicappolitikken stiller nye krav til fortolkning og afklaring af handicappolitiske begreber. Ikke mindst selve begrebet handicap. Som følge af de nye udfordringer har DSI oprettet en konsulentstilling indenfor området rettigheder og ligebehandling.

Juristnetværk

Vi har i Danmark allerede et forbud mod diskriminering af handicappede, men det vedrører kun arbejdsmarkedet. Det findes i Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Men formuleringen af lovens indhold og begreber er på flere områder uklar. Det drejer sig ikke mindst om definitionen af begrebet handicap. At dette kan få uheldige konsekvenser viste denne sommers dom fra Århus Byret. Byretten afgjorde, at en kvinde med sklerose, ansat i fleksjob, ikke var at betragte som handicappet - og dermed ikke havde krav på lovens beskyttelse.

Hvis retspraksis udvikler sig i den forkerte retning kan det få fatale konsekvenser for, hvor godt mennesker med fremadskridende kroniske sygdomme er beskyttede mod forskelsbehandling.

For at undersøge nærmere, hvordan Lov om forbud mod forskelsbehandling administreres i praksis, har DSI taget initiativ til at samle en række jurister, som har praktisk erfaring med sager af denne art. DSI håber, at gruppen med tiden kan udvikle sig til et netværk, hvis viden DSI kan trække på.

Nyt klagenævn

Regeringen fremsætter i næste folketingssamling et forslag om etablering af et fælles klageorgan, som skal tage sig af alle klager vedrørende diskrimination på grund af køn, alder, seksuel orientering, religion/tro, race/etnicitet og handicap. Det fælles klagenævn vil kunne behandle konkrete klager om diskrimination. Klagenævnet kan dog ikke behandle sager, der verserer indenfor domstolene eller det fagretlige system.

Det er vigtigt at understrege, at mennesker med handicap kun kan bruge klagenævnet til sager, der hører til Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Nævnets afgørelser er endelige og bindende for parterne i sagen, men kan dog indbringes til prøvelse ved domstolene. Hvis nævnet finder, at lovgivningen er overtrådt, kan det tilkende klageren en godtgørelse. Nævnet kan i særlige tilfælde underkende en afskedigelse.

DSI hilser det nye nævn velkommen og ser frem til at gå i dialog med beskæftigelsesministeren om nævnets konkrete udformning. Et vigtigt krav fra DSI er, at klagenævnet får tilført den nødvendige faglige viden om handicap og arbejdsmarkedet. DSI vil desuden arbejde for, at nævnet får et bredere mandat på handicapområdet, f.eks. ved også at skulle forholde sig til anden EU-lovgivning. På den måde kan vi få udvidet beskyttelsen, så den ikke kun gælder i forbindelse med arbejdsmarkedet.

2007 for lige muligheder

EU har udnævnt 2007 til året for lige muligheder for alle. Der skal i løbet af året gennemføres debat- og oplysningsaktiviteter i alle EU's medlemslande for at øge kendskabet til EU-lovgivningen om ligestilling og ikke-forskelsbehandling.

De seks forskellige beskyttelseskriterier, der tidligere nævnt, er også indeholdt i denne kampagne. Den danske regering har nedsat en styregruppe, som skal tilrettelægge aktiviteterne i løbet af året. DSI er selvfølgelig med.

Man kan søge om midler til aktiviteter, hvis man planlægger en aktivitet, der omhandler mindst to diskriminationsgrunde. Det kan eksempelvis være etnicitet og handicap. Der er ikke afsat de store midler til året, hvilket sætter sine naturlige begrænsninger for omfanget af aktiviteterne. Det forventes, at alle deltagende parter selv bidrager med ressourcer fra egne budgetter til gennemførelse af aktiviteter.

Handlinger tilknyttet webside
Søg
 
  • DH
  • Danske Handicaporganisationer
  • Kløverprisvej 10 B
  • 2650 Hvidovre
  • Tlf.: 3675 1777
  • Fax: 3675 1403
  • dh@handicap.dk