Kampvalg, teleslyngler og folkedansere
Kampvalg, teleslyngler og folkedansere
I dette efterår farter fire af DSI's medarbejdere samt vores næstformand, rundt i hele landet og deltager på alle stiftende møder i de nye DSI-afdelinger. Dette er en personlig beretning fra livet på landevejene og i forsamlingshusene.
Af Henrik Søndergaard,
organisationskonsulent i DSI
Det går intet mindre end forrygende med at få oprettet DSI-afdelinger i kommunerne. Mens dette skrives, afholdes 8-10 stiftende møder om ugen landet over.
Opgaven med at få etableret de nye afdelinger er uddelegeret til vore 15 amtsafdelinger, som fik ansvaret for den praktiske forberedelse af de stiftende møder i afdelingerne. Man kunne på forhånd frygte, at amtsafdelingerne ikke var særlig motiverede til at løse denne opgave - set i lyset af, at de selv skal nedlægges med udgangen af 2006. Men alle amtsafdelinger har taget opgaven meget seriøst og har virkelig knoklet for at forberede DSI til den nye struktur. Det synes jeg er fantastisk og fortjener stor ros og anerkendelse. Tak i hvert fald herfra.
I skrivende stund er der etableret 48 afdelinger og planlagt stiftende møde i yderligere 42, således at vi inden jul har i hvert fald 90 af de 98 afdelinger på plads og sandsynligvis lidt flere. Selv på Fanø får vi en afdeling!
Tordenskjolds nye rekrutter
Da vi påbegyndte denne vel nok største organisatoriske ændring i DSI's historie, blev der fra flere sider udtrykt stor bekymring for, om det nu også var muligt at finde folk nok, der ville gå ind i arbejdet i de nye afdelinger. Disse bekymringer må på nuværende tidspunkt heldigvis siges at være gjort til skamme. Med nogle få undtagelser har der været et flot fremmøde på de stiftende møder. Og endnu bedre, der kommer faktisk mange nye folk, som ikke tidligere har deltaget i DSI-sammenhænge.
Jeg tror, der er to årsager hertil. For det første betyder det noget, at der nu kommer en DSI-afdeling på kommuneniveau. Tingene kommer tættere på folk, hvilket er nemmere at forholde sig til - sammenlignet med et amtsligt niveau. Det er også rent praktisk nemmere at deltage.
For det andet har DSI's medlemsorganisationer, så vidt jeg kan vurdere, gjort et stort stykke arbejde for at finde og opfordre deres medlemmer til at gå ind i DSI-afdelingerne. Det synes jeg er meget glædeligt og tegner godt for det videre arbejde i afdelingerne.
Det er for øvrigt aldrig for sent for en medlemsorganisation at tilslutte sig en DSI-afdeling. Man er født medlem i alle afdelinger, og man kan til enhver tid aktivere sit medlemskab i en afdeling ved at udfylde den dertil beregnede tilslutningserklæring og aflevere den til afdelingsformanden. Så kom bare - der er stadig ledige pladser.
Teleslyngler
Ud over amtsafdelingens udsendte deltager der en repræsentant fra DSI-centralt på alle de stiftende møder. Det gør vi for at sikre, at alle afdelinger får de samme informationer og lejlighed til at stille spørgsmål.
Vi har etableret en gruppe, bestående af undertegnede, Dorthe Stief Christensen, Lone Barsøe, Poul Erik H. Petersen samt DSI's næstformand Mogens D. Pedersen. Gruppen tager rundt på de stiftende møder for at orientere om den nye struktur, de nye vedtægter, de lovpligtige handicapråd o.l. Herudover hjælper tre af vores dygtige sekretærer, Vita Nielsen, Karin Friis Trebbien og Else Paludan os med en masse praktiske ting i den forbindelse. Uden dem var det aldrig gået.
Det siger sig selv, at det er en kæmpe opgave at skulle rundt til alle disse stiftende møder - bare det at få koordineret, hvem der nu skal hvor hen en bestemt dag - men på mirakuløs vis har vi endnu ikke måttet melde afbud et eneste sted. Og selv om det er hårdt at skulle rundt på disse aftenmøder efter en normal travl arbejdsdag, så er det faktisk også rigtig sjovt og givende at komme rundt og møde så mange engagerede mennesker. Vi oplever da også mange både muntre - og knap så muntre - episoder undervejs.
Til de knap så muntre kommer teleslyngeanlæggene ind som en klar nummer et. Det er mig en gåde, at vi i vort højtudviklede samfund, hvor vi udvikler elektroniske dimser til ethvert tænkeligt formål, ikke kan finde ud af at fremstille en teleslynge, som fungerer HVER gang, og som kan betjenes af hvem som helst. Der ligger en nobelpris og venter til den, der løser problemet!
Folkedansere
I den mere muntre afdeling finder man musikalske indslag fra nabolokalerne. Der var f.eks. et stiftende møde på Fyn, der blev afholdt i et kælderlokale i en ældre bygning. I lokalet ovenover havde den lokale folkedanserforening sin ugentlige træningsaften, så det gik lystigt derud af med hamonikamusik, mens loftet gyngede faretruende. Det sled noget på stemmebåndet.
Ugen efter i Nordsjælland blev et stiftende møde flyttet til et andet lokale, fordi en linedancer-forening skulle bruge det store lokale til deres udfoldelser. Og for at det ikke skal være løgn, måtte jeg ugen efter igen konkurrere med en stor forsamling squaredansere med cowboyhatte og hele udtrækket. Jeg kan klart bekræfte, at Danmark er Vild med dans for tiden.
Mange steder afholdes valg til både formandsposten og forretningsudvalget. Det er glædeligt, at så mange er interesserede i at deltage i arbejdet. Disse valg forløber som regel i god ro og orden, men der har da også været nogle pudsige episoder. Man måtte f.eks. i en afdeling på Sjælland igennem 7-8 afstemninger før alt var afgjort - og så måtte man endda trække lod om formandsposten.
Når man så godt brugt har overstået endnu et stiftende møde, så er det jo "skønt" at skulle ud i sin bil sent på aftenen og tilbringe 1-2 timer på landevejen hjem. Her kræver det sin mand at holde sig vågen, men mit efterår blev heldigvis reddet af en ny CD fra Neil Young, som kører uafbrudt på bilstereoen i disse aftentimer. Prairie Wind, kan anbefales. Ingen harmonikaer.
