Lov om distributionspulje til blade og tidsskrifter
Kulturministeriet
Att. Anne Mette Risager
Nybrogade 2
Postboks 2140
1203 København K
Den 19. november 2003
J.nr. 3871.32 [10.11] /EP
De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har ikke modtaget ovenstående lovforslag i høring. Vi finder det imidlertid bydende nødvendigt at kommentere på vegne af vore 31 landsdækkende medlemsorganisationer, der samlet risikerer at miste 15-18 mio. kr. ved bortfald af portostøtte. Måske mere, hvis Post Danmarks annoncerede portostigninger realiseres.
En samlet øget omkostning på 15-18 mio. kr. er i sig selv markant. Den pålægges med et helt urimelig kort varsel, og tilmed på et område de ramte organisationer ikke selv kan påvirke i nævneværdig grad. Frivillige foreninger kan ikke undvære et medlemsblad. Det er kommunikationskanalen. Derfor er det ikke et felt, hvor de pålagte fordyrelser blot kan spares væk. Ej heller medlemskontingenter kan med kort varsel sættes i vejret - og slet ikke i handicaporganisationer, hvor mange medlemmers økonomi er baseret på førtidspension eller lave arbejdsindkomster. Det må undre, at flertallet bag portoforhøjelsen også stod bag ”Charter for frivilligt arbejde”, hvor de frivillige foreninger tillægges afgørende betydning for et demokratisk Danmark.
Nu forringes foreningernes muligheder for at fastholde den absolutte kerne i den demokratiske proces: Foreningernes blade. Det er mildt sagt dybt uforståeligt og et klart brud på såvel Charteret som andre politiske tilkendegivelser om de frivillige organisationers vigtige funktion. Kun hensynet til vore medlemmer gør, at vi ikke overlader til regeringen at varetage de samfundsnødvendige opgaver, handicaporganisationerne forestår: Sundheds-oplysning, vejledning af personer med handicap (= egenomsorg), netværksarbejde, selvhjælpsgrupper, ferieophold, behandling, engagement i demokratisk foreningsarbejde, med meget, meget mere.
Konkret til det foreliggende udkast til lovforslag kan vi anføre følgende :
- Generelt: Det fremgår af § 1, at kredsen af sandsynlige tilskudsmodtagere svarer så godt som til kredsen af tips/lotto-modtagere. Det kunne derfor med fordel overvejes at yde et forbedret, generelt tilskud via tips/lotto-lovgivningen. Hermed kunne spares den administration, der følger med den nye lov.
Specifikt for handicapområdet gælder, at de offentlige sundhedsmyndigheder lægger stadig større vægt på ”egenomsorg”, og at handicaporganisationerne derfor forventes at yde rådgivning herom gennem vore blade. Handicaporganisationerne burde således fortsat være omfattet af reglerne om portostøtte til bladudgivelser på linie med dagbladene. Er det ikke muligt, bør tips/lottotilskuddet til handicaporganisationerne sættes op med et beløb svarende til de påførte meromkostninger, dvs. 15-18 mio. kr. Subsidiært må puljen i Kulturministeriet hæves.
- Endvidere: Det forekommer uklart, hvorledes loven vil tage højde for de faktiske forøgede portoudgifter, de enkelte foreninger rammes af. Loven synes at yde tilskud i forhold til antal og omfang af foreningernes udgivelse, men tager ikke højde for de reelle portoforhøjelser, der må forventes at ramme meget forskelligt.
Hertil kan anføres, at den afsatte pulje sammenholdt med lovbemærkningernes skøn , at ca. 2.400 blade og tidsskrifter vil kunne opnå støtte, indebærer, at der gennemsnitligt kan ydes tilskud på lidt over 10.000 kr. pr. blad. Dette beløb er jo forsvindende lidt i forhold til de flere hundredtusinde af kroner, handicaporganisationerne hver har mistet med portostøttens bortfald.
- Vedr. § 1: DSI tager som forudsætning, at handicaporganisationerne alle er omfattet af begrebet "almennyttig", idet vi dog gerne ser handicapområdet specifikt nævnt i loven eller bemærkningerne til denne.
DSI vil under lovens behandling i folketinget tage netop dette emne op, såfremt sikkerhed ikke er skabt forud.
- Vedr. lovbemærkningernes punkt 2.3 Administration: Det fremgår ikke, hvorvidt de årlige oplysninger skal baseres på bagudrettede eller fremadrettede tal for udgivelser. Det fremgår, at tilskud kan kræves tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskud ændres. Det bør undgås, at foreningerne ikke har mulighed for at omlægge bladudgivelser, fordi indsendte tal til distributionspuljen "binder" for et år ad gangen. Dette specielt i en situation, hvor portostigninger kan påregnes, og hvor foreningerne selvklart vil tilstræbe at udsende blade så billigt som muligt.
Hvorledes vil støttepuljen håndtere blade, der udgives af f.eks. amtsafdelinger under en landsorganisation? Skal disse blade søge selvstændigt eller som part i landsorganisationens ansøgning?
Endvidere bør det tydeliggøres, hvorvidt foreningerne skal søge hvert år, samt hvor hurtigt de ansøgende foreninger får besked om godkendelse som tilskudsberettiget. Og der bør med ordningens usikre karakter være mulighed for at appellere spørgsmålet om godkendelse eller ej til mere end én instans.
- Vedr.3. Økonomiske og administrative konsekvenser: Det anføres, at lovforslaget ingen økonomiske konsekvenser har for erhvervslivet. Det turde vist være et udsagn, der bør modificeres. Mange blade forventes enten at måtte ophøre eller reducere sine oplag. Dette vil indlysende have negative konsekvenser for leverandører, distributører, journalister og andre ansatte, der er knyttet til bladene. Det vil uden tvivl have en klar negativ effekt på beskæftigelsen på dette område. Dette bør afspejles i lovforslaget.
Afslutningsvis skal DSI tilkendegive, at forliget bag dette lovforslag klart indikerer, at det tages som forudsætning , at der ikke sker en markant forøgelse af portotaksterne. Meldinger fra Post Danmark gør det allerede nu klart, at det modsatte vil være tilfældet - med mindre andre distributører kan løfte opgaver til en takst, der svarer bedre til den nuværende. Dette er imidlertid helt usandsynligt, da alle andre distributører er pålagt at opkræve moms, mens Post Danmark er fritaget herfor. Post Danmark kan altså uden konkurrence lægge sine priser 25 pct. over priser fra alle konkurrenter. Og langt hovedparten af foreningens blade kan ikke afløfte moms.
Hermed bortfalder to af forligets centrale forudsætninger: Posttaksterne stiger markant. Og konkurrencen på markedet er ikke reel. Det burde føre til en genforhandling af forliget. DSI vil gøre dette gældende under folketingets behandling af lovforslaget.
Der vedlægges høringssvar fra HjerneSagen.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
3
