Høring: Tilskud til tandbehandling til personer med sjældne sygdomme

Til

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse,

Att.: Tue Schou Pedersen,

e-mail: tsp@sum.dk

Hvidovre, den 3. januar 2012

Sag 07/376 - Dok. 9995/11 SL/hs/kp/kft

Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) vedrørende udkast til lovforslag om ændring af sundhedsloven (tilskud til tandbehandling til personer med sjældne sygdomme)

DH har i en årrække gjort opmærksom på den diskrimination, der finder sted, når nogle grupper med kronisk sygdom har ekstraordinært store og sygdomsrelaterede udgifter til tandpleje, som de selv må dække. Det handler især om personer med epilepsi, psykiske funktionsnedsættelser, sindslidende, parkinson, nogle stomiopererede m.v.

Diskriminationen forstærkes endvidere af, at forskellige sygdomsgrupper med sammenlignelige sygdomsrelaterede udgifter til tandpleje forskelsbehandles. Hvis man lider af Sjøgrens Syndrom eller kræft, kan man få dækket sygdomsrelaterede udgifter over 1.725 kr. pr. år.

DH hilser det derfor velkomment, at der nu lægges op til, at målgruppen af tilskudsberettigede udvides. Lovforslaget er en god løsning for dem, der nu bliver omfattet, men det løser ikke problemerne for de, der fortsat ikke kan få dækket nødvendige merudgifter til tandbehandling. Hermed fastholdes uligheden og i adgangen til tandsundhed og dermed diskriminationen. Det gælder for eksempel borgere med epilepsi eller diabetes, der kan have store udgifter til tandbehandling som en direkte følge af deres handicap/kroniske sygdomme.

I forhold til epilepsi har flere internationale undersøgelser vist, at tandsundheden hos mennesker med epilepsi er væsentligt forringet. Nogle af de hyppigst forekommende tandskader som følge af epilepsi er: Knækkede tænder og tandkroner, når patienterne under kramper bider meget hårdt sammen; tænder, der slås ud eller knækker ved fald i forbindelse med anfald; revner i emaljen eller skader på tandrødder efter hårde stød; emaljeskader på grund af bivirkninger ved medicin (mundtørhed, opkastninger og sure opstød); udviklingsskader på tænderne som følge af epilepsi i de tidlige barneår. Samtidig ved vi også, at der er mange, der misforstår og tror, at skader på tænder hos mennesker med epilepsi efter fald kan sammenlignes med ”almindelige” ulykker - men det er ikke tilfældet, da der er tale om konsekvenser, der ikke entydigt kan føres tilbage til personernes handicap/kroniske sygdom.

DH skal henvise til rapport fra Dansk Epilepsiforening om epilepsi og tandskader, som sætter tal på problemets omfang: ”Epilepsi og tandsundhed i Danmark”

Ingen i Danmark fører statistik over antallet af epilepsirelaterede tandskader.  Men overfører man sammenlignelige svenske tal på danske forhold, er der årligt ca. 130 danskere, der får behandlingskrævende tandskader grundet epilepsi. Af disse vil ca. 65 personer med epilepsi være i en situation, hvor de ikke kan få dækket udgiften. De er derfor henvist til selv at betale disse handicapbetingede udgifter - bl.a. fordi de er udelukket fra at blive dækket via sundhedsloven og servicelovens bestemmelser om handicapbetingede merudgifter til personer med handicap (§ 100).

I såvel Norge, Sverige og på Færøerne gives der kompensation for tandlægebehandlinger, der skyldes epilepsien. I lovforslaget til loven, der førte til kompensationen i Sverige, var begrundelsen bl.a.: ”En omkostningsfri tandbehandling ville betyde meget for personer med epilepsi. Disse har ofte en svag økonomi fordi de oftere end andre har en svag position på arbejdsmarkedet. De er også oftere arbejdsløse eller pensionister.” Danske Handicaporganisationer er enige i dette - men vil tilføje, at det ikke kun handler om en såkaldt svag økonomi, men også handler om en udgift til tandbehandling, der direkte kan føres tilbage som en konsekvens af personens handicap/kroniske sygdom. 

I forhold til mennesker med diabetes er de mest almindelige problemer tandkødsbetændelse og paradentose. Sygdommene er ofte alvorligere hos mennesker med diabetes, bl.a. fordi sår i munde kan have sværere ved at hele hos mennesker med diabetes. Andre mundlidelser som nedsat spytproduktion og svampeinfektioner kan også opstå, og man skal desuden passe på huller i tænderne. Endelig er der sammenhæng mellem alvorlige paradentoseskader og udviklingen af følgesygdomme som nyresygdom og hjertekarsygdom. Diabetes er ikke en sjælden sygdom, men tandproblemer hos diabetikere er en meget overset følgesygdom. Også her er der tale om en direkte sammenhæng mellem handicap/kronisk sygdom og udgifter til tandbehandling.

Andre grupper kan nævnes, der får tandproblemer og ekstra store tandudgifter som følge af fx medicinering.

DH mener, det er afgørende, der bliver rettet op på denne ulighed. Personkredsen i den foreslåede § 166, stk. 3, skal ændres, så det kommer til at fremgå, at personkredsen også omfatter personer med kroniske sygdomme og handicap, der har ekstraordinære udgifter til tandbehandling som følge af den kroniske lidelse eller handicappet. Ellers vil den nuværende diskrimination på tværs af handicapgrupper/kronisk sygdom fortsætte - hvilket er klart i strid med Handicapkonventionen.

DH ønsker også at gøre opmærksom på de samspilsproblemer, der opstår med servicelovens § 100 om merudgifter til voksne. Højesteretsdom af 18. oktober 2011 stadfæstede, at det er i overensstemmelse med sektoransvarlighedsprincippet, at der ikke kan ydes dækning af udgifter til tandbehandling til handicappede personer, som har ekstraordinære tandlægeudgifter som følge af deres handicap, efter servicelovens § 100. Det vil sige nogle borgere hverken kan opnå støtte til tandbehandling efter § 166, stk. 3, fordi de er uden for målgruppen, eller efter servicelovens § 100, fordi sektoransvarsprincippet betyder, at der ikke kan ydes hjælp til en sundhedsydelse efter denne bestemmelse.

Sektoransvarlighedsprincippet indebærer, at hver enkelt sektor i samfundet er forpligtet til at sikre ligebehandling og ligestilling af personer med et handicap inden for den pågældende sektor. Dette princip indebærer derfor også, at der ved ændringer af sundhedslovgivningen må tages højde for, hvilken betydning ændringen vil få for ligestillingen af personer med handicap.

Derfor skal afgrænsningen af personkredsen i den foreslåede § 166, stk. 3, også omfatte de personer, der ville være berettiget til at få hjælp efter servicelovens § 100 til tandbehandling, hvis de ikke var afskåret herfra som følge af sektoransvaret. Eller også skal det være således, at målgruppen omkring servicelovens § 100 ændres, så det er muligt at opnå den nødvendige kompensation for handicapbetingede merudgifter til tandbehandling, hvis ikke dette kan opnås efter sundhedsloven § 166, stk. 3.

Den foreslåede udvidelse af støtten til personer med ekstraordinære udgifter til tandbehandling har umiddelbart en positiv indflydelse herpå, men det må samtidig tillægges betydning, at afgrænsningen af personkredsen ikke bliver vilkårlig i relation til gruppen af personer med anerkendte handicap.

Endelig ser DH frem til dialog om udkast til den vejledning og den liste, Sundhedsstyrelsen skal udarbejde for de grupper, der fremadrettet kan nyde godt af de ændrede vilkår.

Konklusionen er, at der bliver mindre diskrimination, men at diskrimination fortsat er til stede, hvilket Danmark er forpligtet til at ændre på gennem ratifikationen af Handicapkonventionen og ved sit medlemskab af EU, bl.a. funderet på den nyeste traktat.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

3