Høring: A European vision for Passengers: Communication on Passenger Rights in all transport modes - COM (2011) 898

Til

Transportministeriet,

e-mail: ctt@trm.dk & thb@trm.dk

Hvidovre, 09 januar 2012
Sag 19-2012-00174- Dok. 71437 SL/mol/kft

Høringssvar: A European vision for Passengers: Communication on Passenger Rights in all transport modes - COM (2011) 898

Danske Handicaporganisationer (DH) har modtaget ovenstående til høring. DH takker for muligheden for at fremkomme med vore synspunkter og har følgende bemærkninger:

Der er fortsat behov for en fokus på passagerrettigheder med henblik på at skabe en sammenhængende mulighed for at rejse fra eget hjem og til ønsket destination inden for eller uden for EU. Der er fortsat ”huller” i reguleringen, eller dele af denne, når det gælder rejser lokalt, regionalt, nationalt og globalt. Der er langt igen, før alle borgere i EU har sammenlignelige muligheder for at rejse, når de vil, hvorhen de ønsker - og hvorfra de ønsker.

Det er fortsat en udfordring at få nationale myndigheder med ansvar for implementeringen af reguleringen fra EU til at fungere rimelig transparent og ensartet på tværs af EU. Reguleringen fra EU inkluderer ikke passagerrettigheder for passagerer med reduceret mobilitet/handicap på lige fod med andre. Der er altid tale om særlige rettigheder i særlige afsnit. Der er behov for en langt større inklusion i tankegangen - og kun behov for særlige afsnit med rettigheder, når de har et formål.

Det er et problem for personer med reduceret mobilitet/handicap, at der ikke ses på passagerrettigheder i et meget bredere perspektiv, fx således at producenter af transportudstyr eller tilstødende infrastruktur (stationer, havneanlæg, stoppesteder etc.) også inkluderes, når der skabes nye passagerrettigheder. Det virker fx uhensigtsmæssigt i betydelig grad, at en chauffør i en tilgængelig bybus ikke også har det som en naturlig opgave at skulle assistere personer med reduceret mobilitet/handicap, der ønsker at benytte bybussen. Det er da uhensigtsmæssigt at skulle sikre anden form for assistance ved alle stoppesteder i stedet.

Diskrimination

Det er ofte således, at såkaldte neutrale regler medfører en direkte diskrimination af personer med reduceret mobilitet/handicap. Det kan fx gælde spørgsmålet, om et konkret handicap kan fordre ekstra plads ved et flysæde. Da denne plads oftest kun findes i forbindelse med businessbilletter, fx i et fly, bliver passageren krævet at skulle betale ekstraomkostningerne i forhold til at rejse på økonomiklasse. Men der er ingen, der siger, at der ikke også kunne være pladser på økonomiklassen, hvor der er ekstra plads. Det gælder fx også spørgsmålet om medtagelse af mobilitetshjælpemidler i nogle flytyper eller hos nogle flyselskaber baseret på vægt, hvilket oftest kan undgås ved ændret procedure i forbindelse med håndteringen af mobilitetshjælpemidler.

Måske bør det overvejes, hvorvidt der skal være en særlig rettighed for personer med reduceret mobilitet/handicap til ikke at kunne blive afvist at rejse i tilfælde af overfyldte fly, tog eller skibe? Det vil altid være forbundet med ekstra besvær og omkostninger, hvis personer med reduceret mobilitet/handicap skal kompenseres i forhold til besværet ved at blive udelukket fra en forventet rejse. Der er tale om en problemstilling, der på denne måde vil kunne løses tilfredsstillende for såvel personerne selv, som de selskaber, der er ansvarlige for rejsen og/eller assistancen.

Desuden bør det overvejes, hvorvidt der er udfordringer, der kan skyldes multipel diskrimination, fx kombinationen af seksualitet og handicap eller handicap og køn. Dette kan være relevant ved indretning af tilgængelige toiletter.

Retssikkerhed

Det er nødvendigt at blive meget præcis, når det gælder beskrivelse af grunde til at kunne udelukke fx personer med reduceret mobilitet/handicap fra at benytte en form for transport, der er åben for befolkningen som helhed. For det første er det vigtigt at nuancere i forhold til, hvorvidt der kan være tale om en risiko for andre eller ej. Denne risiko skal vurderes i forhold til de enkelte former for transport, da det ikke kan udelukkes, at der vil være stor forskel i forhold til risikoen på tværs af forskellige former for transport. For det andet er det meget vigtigt at fokusere på retssikkerheden, når det gælder personer med reduceret mobilitet/handicap, fordi afvisningen af at kunne benytte et konkret transportmiddel oftest vil blive foretaget af personalet. Personalet har ikke nødvendigvis den fornødne viden om en evt. risiko forbundet ved et konkret handicap, og er derfor ikke i stand til at træffe denne beslutning ensartet og med respekt for borgernes retssikkerhed. For det tredje er det vigtigt, at de nationale myndigheder også sikrer sig, at de har de fornødne forudsætninger for at kunne behandle sager inden for dette område, ligesom de skal være i stand til at formidle viden til aktørerne, således retssikkerheden kan styrkes og klagesager kan undgås.

Det bør ikke være således, at man kan afvises uden henvisning til alternative rejsemuligheder, hvis der er tale om, at den såkaldte normale form for transport mellem afrejsested og destinationen af forskellige årsager, fx størrelse eller konstruktion, ikke er i stand til at medtage en rejsende med reduceret mobilitet/handicap og/eller dennes mobilitetshjælpemidler.

Bestilling af billetter

I forbindelse muligheden for at kunne købe billetter i alle lande i EU, bør man også tænke på, at det skal være muligt på tværs af landene at bestille den nødvendige assistance for personer med reduceret mobilitet/handicap. Og det skal være nemt og ubureaukratisk.

Standardisering

Der er behov for et styrket åbent og demokratisk arbejde med standardisering inden for de enkelte former for transport og på tværs af disse - inklusive den tilstødende infrastruktur - således den sammenhængende rejse bliver mulig, og det bliver muligt at kunne sikre en overensstemmelse mellem forventninger og oplevelse hos personer med reduceret mobilitet/handicap. Med åbent og demokratisk arbejdet mener vi et arbejde, hvor repræsentanter for rejsende med reduceret mobilitet/handicap inviteres inden for og sikres de nødvendige ressourcer til at kunne bidrage på et lige niveau med eksperterne fra udbyderne af transport, og hvor det sikres, at den enkelte industri/transportform ikke har mulighed for at dominere resultatet unødvendigt. Det skal sikres, at EU ikke vedtager standarder, der ikke lever op til grundlæggende krav om åbenhed, demokrati og bred inddragelse af alle repræsentanterne.

Det er nødvendigt, at der udarbejdes standarder, der også beskriver krav til tilgængelig information til personer med reduceret mobilitet/handicap - og som tager hensyn til de mange forskellige behov, der findes på tværs af denne gruppe rejsende, fx blinde og svagtseende, ordblinde, personer med nedsat kognitive funktionsevne, personer med nedsat arm- og håndfunktion osv.

Assistance

Af hensyn til omkostninger, effektivitet og bedst mulig service for rejsende med reduceret mobilitet/handicap, vil det være en fordel, hvis reguleringen indrettes således, at det er en leverandør, der varetager den samlede assistance/håndtering vedrørende passagerer med særlige behov - inklusive deres mobilitetshjælpemidler gennem hele processen. Det vil sikre muligheder for effektiv træning og uddannelse, optimal udvikling af udstyr til støtte for assistancen, og ikke mindst bedre muligheder for en klar rollefordeling i forbindelse med udbud af denne form for service/assistance og andre former for udbud inden for transportområdet. Samtidig vil det være med til at sikre en optimal mulighed for at skabe tryghed omkring rejsen for personer med reduceret mobilitet/handicap.

Det vil være fremmende for forståelsen af behov for assistance til personer med reduceret mobilitet/assistance, hvis der udvikles et system med et internationalt anerkendt ledsagekort (eller nationale ledsagekort), der kan dokumentere behovet for nødvendig assistance for personerne, når de rejser med den såkaldte kollektive transport - uanset dennes karakter. Det vil være med til at støbe fundamentet for eksistensberettigelse for EU - nemlig den frie mobilitet.

Det er vigtigt, at der ikke skabes unødvendige administrative og bureaukratiske regler, der i sig selv kan være med til at virke indirekte diskriminerende for personer med reduceret mobilitet/handicap. Det kan fx være, når der er krav om tidlig information og registrering af behov for assistance - når det ikke er nødvendigt af hensyn til planlægningen at give denne information så tidligt. Den form for reguleringer forhindrer mulighederne for at rejse spontant for personer med reduceret mobilitet/handicap. Samtidig er det erfaringen, at informationerne meget sjældent bruges til det, de er tiltænkt. Det virker ofte som en overraskelse for rejseselskaberne og andre, når personer med reduceret mobilitet/handicap møder frem. Først da går planlægningen i gang.

Kompensation af ekstra omkostninger

Der er et behov for at understrege, at der ikke må være ekstra omkostninger forbundet ved, at personer med reduceret mobilitet/handicap benytter nogen form for transport åben for befolkningen som helhed, herunder kørsel med taxa. Det gælder også i forbindelse med at skulle medtage nødvendige mobilitetshjælpemidler.

DH mener, det skal præciseres på tværs af reguleringen, at rejser for personer med reduceret mobilitet/handicap ikke må være forbundet med ekstraomkostninger sammenlignet med rejser for personer uden reduceret mobilitet/handicap - og at beregningen skal inkludere alle udgifter, herunder også udgifter til nødvendig assistance og ledsagelse.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at når planlægningen vedrørende rejse for personer med reduceret mobilitet/handicap bliver forstyrret, forlænget eller forandret i betydelig grad, vil der være en række følgeomkostninger, som også skal kompenseres, frem for udelukkende at se på den rejsende selv (fx ekstraomkostninger ved transport, ledsager, overnatning osv.). Det er vigtigt at sikre, at personer med reduceret mobilitet/handicap kompenseres i samme omfang som andre, dvs. at der tages hensyn til de rimelige ekstra omkostninger, der er forbundet ved ændringerne eller afbrydelsen af den konkrete rejse.

Det er vigtigt at sikre, at forskellige former for medicinsk udstyr og/eller mobilitetshjælpemidler sikres erstatning ved skade, bortkomst eller forsinkelse i forhold til konsekvenserne ved dette. Det gælder om at erstatte den værdi, den konkrete konsekvens udgør (nyanskaffelse, reparation, erstatning, udlån osv.). I den sammenhæng er det også nødvendigt at se på forholdet mellem nationale, EU og globale reguleringer.

Information og kommunikation

Af hensyn til personer med reduceret mobilitet/handicap er det nødvendigt også at sikre, at information om forsinkelser, ændringer m.v. også sikres givet i et tilgængeligt format, således det er muligt for alle at kunne følge med i driften og dens evt. konsekvenser for planlægningen og/eller gennemførelsen af rejsen. Det gælder også informationen givet gennem andre kanaler end fx papir, hjemmesider eller mundtligt. Dette kunne i nogle tilfælde være SMS.

Det er vigtigt, at der også skabes muligheder og rammer, for at personer med reduceret mobilitet/handicap får mulighed for at indberette deres erfaringer (inkl. klager) i forhold til, hvordan hele systemet omkring deres assistance fungerer. Det er kun gennem inddragelse af kunderne, at vi skaber et system, der kan udvikle sig selv på baggrund af deres erfaringer.

Desuden er der er behov for at etablere et organ, der på tværs af EU kan bidrage til en hurtig afklaring af fortolkninger af assistance til personer med reduceret mobilitet/handicap. Det nytter ikke noget, at det overlades til 27 nationale myndigheder, der har hver sin tilgang til denne problemstilling - og handler med hver sin hastighed.

Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til konsulent for tilgængelighed, Monica Løland, på tlf.: 3638 8524 eller e-mail: mol@handicap.dk.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

2