Høring: Forhøjelse af ydelsesloftet for tabt arbejdsfortjeneste
Til
Social- og Integrationsministeriet,
Att.: Tina Hansen,
e-mail: tha@sm.dk
Hvidovre, den 16. december 2011
Sag 11/932 - Dok. 10549/11 SL/mmh/kft
Vedr. høring over forslag til lov om ændring af lov om social service (forhøjelse af ydelsesloftet for tabt arbejdsfortjeneste)
Danske Handicaporganisationer (DH) er positive over for den forhøjelse af ydelsesloftet, som fremsættes i lovforslaget. DH vil understrege, at selvom der er tale om en klar forbedring, er der ikke tale om genopretning i overensstemmelse med et af de bærende principper i dansk handicappolitik, nemlig kompensationsprincippet. Der vil fortsat være en del familier, omend færre end før, for hvem det bliver uforholdsmæssigt dyrt at få et barn med handicap passet i hjemmet, hvor det er den bedste løsning.
Herudover mener DH, at det vil være nødvendigt at ændre forudsætningerne for lovgivningen, således at der er tale om en maksimal grænse på 37 timer i gennemsnit om ugen. Dette for at kunne leve op til nutidens og fremtidens arbejdsmarkeds krav om fleksibilitet, hvor der vil være et ændret mønster i, hvornår der arbejdes. Eksempelvis, at der er arbejdsdage på over 8 timer, men fortsat inden for rammerne af en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand
