Share |
Forside | Dokumenter | Høringssvar | Høring: Høring over ændring af lov om frikommuner

Høring: Høring over ændring af lov om frikommuner


Til Økonomi- og Indenrigsministeriet

E-mail: komoko@oim.dk

Taastrup, den 11. marts 2013

Sag 16-2013-00202- Dok. 113217/mmh

Danske Handicaporganisationers (DH) høringssvar til ændring af lov om frikommuner

Indledningsvist undrer det DH, at man i medierne kan læse, at kommunerne har fået lov til en række af de forsøg som fremsættes i denne lov. Det kan være svært at se pointen med at sende et lovforslag i høring, hvis det allerede er besluttet at forsøgene kan iværksættes.

DH finder det vigtigt at understrege, at frikommuner bør forpligtes til at tænke tværsektorielt ved at inddrage relevante brugerorganisationer, når der skal iværksættes nye forsøg. Innovation kræver viden og inddragelse af målgrupperne. Dette kan for eksempel ske i handicaprådene, men bør også ske ved inddragelse af andre relevante foreninger i lokalområdet.

Generelt om obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger

Generelt mener DH, det er positivt at lade kommunikationen mellem det offentlige og borgere blive digital. En stor gruppe af personer med handicap får større mulighed for selv at kommunikere, når dette kan foregå digitalt. Dette forudsætter bare, at man sikrer, at den digitale kommunikation kan benyttes af alle mennesker også de, der bruger kompenserende hjælpemidler ved digital kommunikation. Den digitale kommunikation skal være tilgængelig for mennesker med handicap og leve op til de standarder og retningslinjer, der findes for tilgængelighed for mennesker med handicap.

Der vil altid være nogle personer, som ikke kan blive 'digitale', heriblandt findes også mennesker med handicap. Det kan der være mange grunde til f.eks. svage læseforudsætninger, svært ved at indlære systemer mv. Nogle grupper af handicappede kan slet ikke benytte de digitale muligheder, fordi deres handicap er af meget gennemgribende art. En del mennesker med f.eks. hjerneskade har som følge af deres hjerneskade store problemer med at forstå det skrevne sprog, læse, forstå tal, opfatte hurtigt, overskue og forstå informationer m.m. For denne gruppe borgere er det nødvendigt med hjælp og støtte for at kunne kommunikere med det omgivende samfund. Borger.dk, skat.dk, NemID m.m. er ikke ydelser, disse borgere kan benytte selvstændigt. Disse borgere må forlade sig på hjælp.

Når man tilbyder andre kommunikationsformer end digitale, skal man sikre sig en bredde, der gør, at alle kan benytte en af løsningerne. Der findes også blinde og svagsynede, der af andre grunde end tilgængelighed ikke bliver digitale, og det vil ikke give mening at tilbyde denne gruppe en skriftlig blanket. Her vil det være mere relevant at tilbyde f.eks. fysisk fremmøde eller telefonisk kommunikation. Desuden må mennesker med handicap, som benytter anden indberetning end den digitale løsning, ikke forsinkes, komme bag i køen, eller skulle vente urimeligt længe på sagsbehandling på grund af manglende evner til at bruge den digitale løsning.

Når hjælp tilbydes, skal personer med denne opgave have en grundlæggende introduktion til, hvordan de skal forholde sig til de problemstillinger, der opstår, når mennesker med handicap enten skal være digitale eller tilbydes andre muligheder. Det er vigtigt at sikre, at der findes en viden om handicap og tilgængelighed de steder, hvor hjælp kan hentes. Desuden er det vigtigt at vide, at f.eks. afasiramte borgere har behov for, at man holder øjenkontakt, bruger korte sætninger, understøtter formidlingen ved at bruge kropssproget,

og alternative udtryksformer som f.eks. at tegne, pege på billeder og lign.

Afslutningsvis vil vi understrege, at hjælp og andre kommunikationsformer aldrig må erstatte tilgængelighed for mennesker med handicap til digitale løsninger. Tilgængelige løsninger må ikke fravælges, fordi der kan laves en alternativ løsning i stedet i form af hjælp eller andre kommunikationsformer. Det har vi desværre oplevet på mange andre områder, og må derfor kraftigt understrege, at dette ikke må ske i forhold til kommunikationen med det offentlige. En person, der bruger kompenserende udstyr, og derfor godt kan bruge tilgængelige løsninger, må aldrig blive henvist til en alternativ kommunikationsform. Der skal altid laves tilgængelige løsninger.

Specifikke bemærkninger

Beskæftigelsesområdet

§§29 b-d

DH finder det interessant og yderst relevant at give frikommunerne ret til at forlænge sygedagpengene udover de gældende forlængelsesbestemmelser i sygedagpengelovgivningen, som efter DH's vurdering ikke er tilstrækkelige. Ansøgerkommunens kriterium for at forlænge sygedagpengene yderligere indbefatter brug af lægeerklæring til at dokumentere, at personen har en alvorlig sygdom med usikkerhed om udfaldet, varig tilstand eller helbredelse efter langvarigt behandlingsforløb. Det er et kriterium, som DH imødeser, vil kunne sikre et fortsat stabilt forsørgelsesgrundlag for flere sygemeldte, som er ramt af alvorlig sygdom og kræver et stabilt forsørgelsesgrundlag til at understøtte fortsat behandling, end de nuværende regler giver mulighed for. DH er meget positiv over for dette.

DH vil foreslå, at erfaringerne fra ansøgerkommunen og evt. andre frikommuner, som benytter sig af de udvidede muligheder for sygedagpengeforlængelse, indsamles med henblik på at justere sygedagpengelovgivningen, som aktuelt er under revision.

Børne- og Undervisningsområdet

§ 9 d

Det er en forudsætning, at børn med særlige behov skal sikres samme mulighed og valgfrihed for at deltage i den engelsksprogede undervisning. Endvidere skal det sikres, at der stilles tilstrækkelig ressourcer til rådighed og at der er tilgængelige undervisningsmaterialer, således at elever med særlige behov kan deltage på lige fod med deres klassekammerater.

By, bolig og landdistrikter

§ 24 d

DH er meget bekymrede for, at udvide kommunernes beføjelser for at opsige en lejer i en plejebolig. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er der tale om en særlig sårbar gruppe, for hvem store omvæltninger i hverdagen kan have store konsekvenser. Det er DH's erfaring, at kommunerne tænker meget kreativt når det handler om at kunne 'flytte' personer med handicap fra deres bolig. Bl.a. er der eksempler på kommuner der ved 'frivillig motivation' af borgere de ønskede skulle flytte fra botilbud, gik langt over alle etiske grænser. DH mener, at forsøget vil skabe stor risiko for, at opsigelse af lejer i plejebolig kommer til at ske på nogle vilkår, der er i strid med både rimelighed og den enkeltes retssikkerhed.

Sundheds- og forebyggelsesområdet

§ 26 a

DH er i mod forslaget vedrørende forsøg med den vederlagsfri fysioterapi, hvor lægerne skal indsende oplysninger om deres henvisninger til kommunen, der dermed får mulighed for at vurdere henvisningerne i forhold til kommunens øvrige tilbud til borgeren. DH mener det er forkert at give kommunerne adgang til at kontrollere den lægefaglige vurdering af behovet for vederlagsfri fysioterapi. Det vil forringe borgernes retssikkerhed.

DH er imod forslaget af flere grunde, herunder fordi:

  1. Der er tale om personfølsomme oplysninger, som borgerne har givet til sin læge og som derfor ikke bør sendes til kommunen (heller ikke selv om patienten skal samtykke).

  2. Det udelukkende skal være en lægefaglig afgørelse, hvorvidt en patient skal have vederlagsfri fysioterapi på baggrund af de opstillede kriterier og patienten skal have frit valg om hvorvidt det skal ske i privat praksis eller i kommunalt regi. Denne afgørelse må kommunen ikke have indflydelse på. DH frygter, at dette forsøg vil ligge et pres på patienten om anvendelse af et kommunalt tilbud.

  3. Det vil skabe et helt unødigt bureaukrati i form af dobbeltarbejde, når patienten både skal vurderes hos praktiserende læge og i kommunalt regi. Hvis der er behov for et supplerende kommunalt tilbud, kan praktiserende læge allerede i dag indenfor servicelovens rammer anvise patienten dette. Ligesom der er vide - og i vidt omfang uudnyttede - muligheder for øget samarbejde og dialog mellem praktiserende læger, fysioterapeuter og kommunen.

Det skal afslutningsvis nævnes, at DH er meget interesseret i at kommunerne spiller en større rolle ift. den vederlagsfri fysioterapi, så den fysioterapeutiske behandling i højere grad tænkes sammen med andre relevante kommunale tilbud og så de kommunale faciliteter og kompetencer udnyttes bedre. DH indgår således også meget gerne i en dialog med parterne om hvordan denne intention kan virkeliggøres indenfor de eksisterende lovgivningsmæssige rammer.

Socialområdet

§ 28 a

DH er både bekymrede og uforstående over for de forsøg der kan iværksættes i forhold til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). Bekymrede fordi DH's medlemsorganisationers erfaringer viser, at lige præcis BPA-ordningen i forvejen administreres meget forskelligt i kommunerne landet over. Vi oplever samtidig, at kommunerne har svært ved at administrere ordningen - både i forhold til udmåling, arbejdsgiver- / arbejdslederrolle samt fastsættelse af takster, administrationsbeløb mm. Det er en tendens, som bekræftes i Deloittes evalueringsrapport om BPA. DH er generelt bekymret for den udvikling vi ser i kommunerne, hvor BPA ordningen udhules. Vi er uforstående, fordi Social- og Integrationsministeren i øjeblikket arbejder på revision af BPA- reglerne, herunder nogle af de elementer som foreslås med denne lov.

Som minimum må der gælde nogle basale principper, som frikommunen ikke kan gå på kompromis med:

  • Alle vurderinger og udmålinger skal ske på baggrund af konkrete og individuelle behovsvurderinger, som aldrig må tilsidesættes på grund af fastsatte principper i lokale servicestandarder.

  • Alle vurderinger skal være i overensstemmelse med intentionerne i loven om at sikre borgerne en helhedsorienteret og fleksibel hjælp, som giver mulighed for at leve en tilværelse på lige fod med andre borgere på samme alder og livssituation.

  • Alle udmålinger skal være i overensstemmelse med udmålingsbekendtgørelse og gældende retspraksis og det skal understreges, at udmåling af hjælp på en BPA-ordning har et andet sigte end det, der ligger i hjemmeplejebestemmelserne.

Det skal sikres, at borgeren, såfremt man ønsker at afgive sit arbejdsgiveransvar til en borgerstyret forening eller et privat firma, får udmålt et administrationsbeløb, som er tilstrækkeligt til, at man reelt kan vælge mellem de aktører, som befinder sig på markedet. DH har selv været med til at foreslå standardisering ift. takststrukturen for udmåling af tilskud og mener derfor ikke det giver mening at lave frikommuneforsøg omkring takststrukturen, da der formodentlig inden for kort tid kommer en fastsættelse af administrationsbeløbet, som gælder for hele landet. Hvis forsøgene alligevel godkendes, mener DH, at frikommunerne også skal være forpligtet til at følge den ny centralt fastsatte takst.

DH kan være enig i, at der skal skabes sikkerhed for, at de private virksomheder, der varetager arbejdsgiveransvaret lever op til en række krav og standarder, men mener ikke, det er et individuelt kommunalt anliggende. DH har tidligere peget på, at der bør være en central og ubureaukratisk certificeringsordning. Virksomhederne skal kunne sammenlignes på en række parametre, som borgerne har let adgang til.

DH er stærkt imod det foreslåede stk. 1. nr. 3, der giver kommunen mulighed for at beslutte at arbejdsgiveransvaret for alle eller udvalgte BPA ordninger i kommunen skal overgå til en godkendt forening eller privat virksomhed. Der må ikke ændres på borgerens ret til selv at varetage arbejdsgiveransvaret, hvis det er den model, som er mest hensigtsmæssig for den enkelte. Retten til selv at varetage arbejdsgiveransvaret er på mange ordninger afgørende for at sikre en maksimal selvbestemmelse over eget liv. Derfor må vi tage kraftigt afstand fra forslaget om, at kommunen kan bestemme, at tilskuddet skal overføres til en forening eller et privat firma.

DH finder det også uacceptabelt, hvis kommunen får adgang til - i ganske særlige tilfælde - ikke at respektere borgerens frie valg af hvem borgeren vil ansætte som hjælper. Det strider mod hele intentionen med BPA.


§ 28 c

DH er bekymrede for hvordan et forslag om at fravige reglen om ny skriftlig afgørelse ved ændring af hjælp efter § 83 og § 86 vil blive forvaltet. Selvom der arbejdes med nye principper for rehabilitering, så mener vi, det er afgørende for borgerens retssikkerhed, at man har tilstrækkelige klagemuligheder undervejs i et forløb. Dette princip kan blive kompromitteret med det fremlagte lovforslag.

§28 e

DH mener ikke der skal laves forsøg med, at give kommunerne hjemmel til at kunne flytte en borger i et botilbud, hvis en borgers behov ændrer sig. DH må gøre opmærksom på, at institutionsbegrebet er ophævet i dansk lov og at støtten til den enkelte borger skal udmåles individuelt - ikke ses som en kollektiv del af et botilbud. DH oplever, at kommunerne for at 'fylde' deres egne botilbud op, visitere borgere med vidt forskellige behov og forudsætninger til botilbud i egen kommune. DH ser en risiko for at denne tendens vil blive forstærket med et forsøg som det foreslåede.

DH er stærkt bekymrede for, at borgerens frie valg til at vælge et længerevarende botilbud, med de begrænsninger der er for det frie valg, sættes yderligere under pres. I forvejen har personer med handicap og omfattende behov for støtte meget begrænsede muligheder for at have indflydelse på, hvor de skal bo. DH vil understrege, at det fremgår af Handicapkonventionens art. 19, at personer med handicap skal have mulighed for at vælge deres bopæl og med hvem og hvor de vil bo. Desværre ser vi tegn på at udviklingen går i den modsatte retning og at personer med handicap og omfattende behov for støtte, betragtes som brikker man flytter rundt på ud fra hvordan det kapacitets- og budgetmæssigt passer kommunen. DH mener desuden, at det er uanstændigt hvis kommunerne som foreslået får hjemmel til at efterlevende ægtefæller, registrerede partnere m.v. kan tvinges til at fraflytte botilbuddet. Igen må vi gøre opmærksom på at der er tale om særligt sårbare personers hjem.

DH stiller sig uforstående over for, at forslaget også omfatter botilbud hvor der er en lejekontrakt. Selvom det skal fremgå tydeligt af lejekontrakten, vil det for mange personer der har behov for et længerevarende botilbud, være svært at forstå konsekvenserne af en sådan mulighed. Lejekontrakten skulle netop sikre borgeren ift. at kunne blive boende i sit hjem.

Trods de forudsætninger der er opstillet for at kunne flytte en borger, har DH på baggrund af sine erfaringer på området, ikke tillid til at forvaltningen af en sådan bestemmelse vil være etisk og retssikkerhedsmæssigt forsvarlig. DH må derfor tage kraftigt afstand for det foreslåede forsøg.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand

Handlinger tilknyttet webside
Søg