Til

Socialministeriet,

e-mail: caw@sm.dk, ssc@sm.dk og sm@sm.dk

Hvidovre, den 2. september 2011

Sag 11/661 - Dok. 7023/11 SL/mmh/kft

DH vil indledningsvist gentage, at det vil være relevant at se på, hvordan konflikter, og dermed besøgsrestriktioner, kan forebygges. I den sammenhæng indgår dels de mange utidssvarende og umoderne botilbud, dels den institutionsprægede tænkning, der fortsat præger indsatsen på området mange steder. De fysiske rammer i mange botilbud er under al kritik, og udviklingen på området går alt for langsomt - sommetider også i den forkerte retning. De fysiske rammer har afgørende indflydelse på kultur og faglighed i indsatsen, og derfor er det meget bekymrende, at der fortsat opføres institutionslignende botilbud til voksne mennesker med handicap. Tendensen de senere år går i retning af større og større enheder og tilbud om institutionelle ”pakkeløsninger”. DH finder derfor behov for endnu engang at minde om servicelovens klare intentioner om adskillelse af bolig og service. En sikring af, at der er tale om borgerens bolig frem for den ansattes arbejdsplads, vil således være et helt afgørende bidrag til at forebygge konflikter.

DH har følgende mere specifikke kommentarer til vejledningen.

DH finder det relevant at fremhæve nødvendigheden af at have forsøgt sig med mindre indgribende initiativer tidligere i vejledningen. Lige nu fremgår det først under vejledningen til § 137 d. DH mener også, det vil være relevant i forhold til lovens § 137 a og b, da det er centralt for forståelsen af, hvornår der kan indføres besøgsrestriktioner.

DH anbefaler endvidere, at der i forbindelse med kommunalbestyrelsens afgørelse skal foreligge en udførlig beskrivelse/dokumentation af, hvilke mindre indgribende initiativer, der er forsøgt. Dette krav er gældende i forbindelse med magtanvendelsesreglerne på det sociale område, og kunne med fordel også tydeliggøres i denne sammenhæng. Besøgsrestriktioner er et indgreb i den enkeltes selvbestemmelse, og der skal derfor være solid dokumentation for, at der ikke findes andre løsninger end en besøgsrestriktion.

I vejledningen på s. 5 under afsnittet 'Regulering af besøg i den del af boligen, som beboeren alene råder over', fremgår at: ”Bestemmelsen er aktuel i de situationer, hvor der er et højt konfliktniveau mellem konkrete besøgende og personalet, og hvor konkrete besøgende har en chikanerende eller generende adfærd over for det personale, der skal levere hjælpen, i form af kritisk og personlig overfusning.”

DH vil her gerne gentage vores bemærkning fra høringssvaret til selve lovforslaget om, at det ikke i sig selv er relevant, om en pårørende er 'kritisk', men alene om vedkommende 'overfuser' personalet. Benyttelsen af ordet kritisk kan være problematisk, da det er helt afgørende at sikre pårørendes ret til at give deres mening til kende over for ledelse og personale i botilbuddet. Det er klart, at disse synspunkter skal leveres på en ordentlig måde, og uden at nogen føler sig utrygge, udsættes for trusler eller lignende. Som det fremgår af vejledningens s.1: ”Besøgende, der alene stiller sig kritisk over for f.eks. serviceniveauet, kan ikke blive mødt med en besøgsrestriktion”. Kritik af udførelsen af hjælpen må henhøre under en kritik af serviceniveauet og kan dermed ikke i sig selv medføre besøgsrestriktion. Derfor bør ordet kritisk ikke fremgå i forlængelse af overfusning, da kritik og overfusning ikke naturligt ligger i forlængelse af hinanden.

Vejledningen forholder sig ganske kort til beslutningskompetencen om besøgsrestriktioner i forhold til regionale tilbud. DH mener, at det i høj grad også vil være relevant at forholde sig til det faktum, at borgere i det samme botilbud kan have forskellige handlekommuner, jf. de nyligt ændrede regler om betalings- og handlekommune (sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar). Dette kan give anledning til uklarhed, øget administration og forringet retsstilling af borgeren.

DH mener således at vejledningen i denne sammenhæng efterlader en række ubesvarede spørgsmål, eksempelvis:

- Skal personalet/ledelsen i det botilbud, hvor man overvejer at indføre en besøgsrestriktion, henvende sig til myndighedsafdelingen i handlekommunen, når der er ønske om besøgsrestriktioner?

- Skal kommunalbestyrelsen i opholdskommunen (der jo er driftsansvarlig for tilbuddet) godkende en evt. besøgsrestriktion indført af en (anden) handlekommune?

- Kan handlekommunen (hvis denne ikke er identisk med opholdskommunen) i realiteten træffe denne type afgørelser om borgere i en anden kommune (den besøgende og beboeren i tilbuddet) og om adgangen til lokaliteter i en anden kommune (opholdskommunen)?

DH forudser, at disse forhold medfører en meget uhensigtsmæssig og rodet situation. Først og fremmest for de berørte borgere, for de pårørende, for medarbejdere og ledelse i botilbuddene - men antageligt også for medlemmerne af de kommunalbestyrelser, som skal træffe afgørelserne.

DH mener, det vil være relevant med en vejledende varighedsbestemmelse i vejledningen, således at en pårørende ikke til evig tid er pålagt besøgsrestriktioner, ifald den pårørende viser forbedret adfærd.

Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til socialpolitisk konsulent, Maria Holsaae, på tlf.: 3638 8527 eller e-mail: mmh@handicap.dk.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

3