Share |
Forside | Dokumenter | Høringssvar | Høring: Vedr. aftale om forenkling af beskæftigelsesindsatsen

Høring: Vedr. aftale om forenkling af beskæftigelsesindsatsen


Til

Arbejdsmarkedsstyrelsen,


Hvidovre, den 31. august 2011

Sag 11/662 - Dok. 7169/11 SL/jyh/kft

Høring af lovforslag om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats med flere love vedr. aftale om forenkling af beskæftigelsesindsatsen

Danske Handicaporganisationer (DH) har modtaget ovennævnte til høring. DH takker for muligheden for at fremkomme med vores synspunkter og har følgende bemærkninger:

Afskaffelse af beskæftigelsesregionernes forpligtelse til handicapkonferencer
DH er stærkt utilfreds med, at forpligtelser for myndighederne, som handler om dialog og samarbejde med repræsentanter for borgerne, skal falde bort som led i forenklinger af uhensigtsmæssige regler på beskæftigelsesområdet.

Dialog og samarbejde er omdrejningspunktet for handicapkonferencerne, som i lovforslaget helt skal forsvinde ud af ”loven om kompensation til handicappede i erhverv”.

Vi frygter, at når disse konferencer bliver gjort helt frivillige, vil de blive skubbet ud og forsvinde fra de mange opgaver, som beskæftigelsesregionerne skal løse, og som er direkte beskrevet i lovgivningen.

Det hænger ikke sammen med, at beskæftigelsesministeren igennem sin fastsættelse af mål for 2012 vægter, at indsatsen skal styrkes, for at flere skal opnå og fastholde ordinær beskæftigelse for dermed at begrænse tilgangen til førtidspension og fleksjob.

DH oplever, at viden om de barrierer, der hindrer borgere med handicap i at finde beskæftigelse på arbejdsmarkedet, i høj grad mangler i mange led af samfundet - på arbejdspladser, i jobcentrene og hos beslutningstagere!

Øget digital kommunikation mellem borger og jobcenter

Der er i lovforslaget indlagt en række ændringer i den digitale kommunikation med borgerne, hvor der i stigende grad stilles krav til borgeren om at benytte selvbetjening på Jobnet med fastlæggelse af pligter fra jobcentret samt til selv at registrere ændringer i livssituation (f.eks. ved syge- og raskmeldinger).

Der lægges op til generelt at bemyndige ministeren i forhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til at fastsætte regler om formkrav i forbindelse med digital kommunikation ved anvendelse af digitale selvbetjeningsværkstøjer samt modtagelse og afsendelse af digitale meddelelser.

I den forbindelse er det vigtigt for handicaporganisationerne at understrege, at digital kommunikation skal gøres tilgængelig for mennesker med handicap. Tilgængelighed er afgørende for, at nogle grupper af mennesker med handicap kan få adgang til digitaliseringen. Det betyder, at systemerne skal leve op til de tilgængelighedsstandarder, der findes for det pågældende område.

Ved at ratificere FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, har Danmark og EU forpligtet sig til at sikre tilgængelighed for personer med handicap. Det fremgår af artikel 9, at deltagerlandene skal træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til den information og kommunikation, herunder informations- og kommunikationsteknologi, der er åben for eller gives offentligheden. Desuden understregede Folketinget i forbindelse med ratifikationen af FN-konventionen, at tilgængelighed er en forudsætning for, at personer med handicap kan opnå lige muligheder for deltagelse i samfundslivet.

Vi nævner dette, fordi der ifølge DH's erfaringer ofte laves digital kommunikation uden hensyntagen til tilgængelighed. DH vil derfor anbefale, at der hentes råd og vejledning om tilgængelighed til digitale systemer, og de relevante retningslinjer og standarder, hos IT- og Telestyrelsens kompetencecenter IT for alle (KIA): http://www.itst.dk/kia

Vedr. enkeltbestemmelser

Lov om kompensation til handicappede i erhverv

Ad § 6 og 8): Der lægges op til at bemyndige ministeren til at fastsætte regler om tilskuddets størrelse til aflønning af personlige assistenter.

Det er i dag fastlagt i loven, at tilskuddet skal svare til den overenskomstmæssige HK-sats på statens område, samt at jobcentret har mulighed for at yde et højere tilskud til krævende assistance.

Der lægges således op til at bemyndige ministeren til at fastlægge tilskuddets størrelse fuldt ud samt at indføre en fælles sats for tilskuddet frem for fem satstrin.

DH mener, at hensigten med dette bliver en nedsættelse af tilskuddet til arbejdsgiverens ansættelse af personlige assistenter. Det kan få de konsekvenser, at det bliver vanskeligere at få arbejdsgivere til at benytte ordningen. SFI-undersøgelsen ”Handicap og beskæftigelse” viser, at kun 1 pct. af målgruppen brugte ordningen i 2010 (s. 73). DH vurderer, at mange kunne bevare eller få tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis ordningen blev mere anvendt, og dermed forebygge, at personer med funktionsnedsættelser marginaliseres fra arbejdsmarkedet og ender på løsninger, som er langt mere kostbare for samfundet og den enkelte.

Ad § 17stk, 1): Som tidligere beskrevet lægges der op til at fjerne kravet til et årligt møde mellem beskæftigelsesregionerne, jobcentre, arbejdsgivere og handicaporganisationerne helt. Det vil sige, at bemærkningerne til lovforslaget om ”at det fremover vil være de implicerede parters konkrete behov for samarbejde og dialog, der afgør, hvornår møder og andre tiltag om den handicappolitiske situation skal finde sted” med en vedtagelse vil blafre i vinden!

DH frygter, at det vil blive vanskeligt at stille krav om, at beskæftigelsesregionerne skal bruge midler og mandskabsressourcer på at afholde møder, når dette ikke er nedskrevet nogen steder i lovgivningen.

Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til beskæftigelsespolitisk konsulent Jytte Hougaard på tlf.: 3638 8557 eller e-mail:. jyh@handicap.dk.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

3

Handlinger tilknyttet webside
Søg