Til

Socialministeriet,

e-mail: eco@sm.dk & p-boern@sm.dk

Hvidovre, den 18. august 2011

Sag 11/531 - Dok. 6569/11 SL/mmh/kft

Formålet med reglerne er, at der altid anvendes den mindst indgribende foranstaltning, at proportionalitetshensyn altid må indgå, samt at dette altid skal ske med respekt for det enkelte individ. DH mener, at det i vejledningen skal fremstå fuldstændig klart, at så længe, der alene anvendes den hjemlede tvang og eventuel magt, er der tale om lovlige tjenestehandlinger. Alt, der går herudover, er som udgangspunkt strafbare forhold - typisk vold - der vil medføre fængselsstraf. Medmindre der undtagelsesvist foreligger en straffrihedsgrund såsom nødværge eller nødret.

Punkt 7 og punkt 16

Det fremgår i punkt 7, at vejledningen tager udgangspunkt i servicelovens §§ 123, 123 a, 123 b og 123 c samt bekendtgørelse nr. 1093 af 21. september 2010 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Der skrives senere i punkt 16, at regelsættet også omfatter børn og unge, der er i aflastning. Disse børn og unge er imidlertid ikke anbragt uden for hjemmet. DH mener på den baggrund, at der opstår usikkerhed om, hvilke børn og unge, der rent faktisk er omfattet af reglerne. Der er derfor behov for præciseringer i såvel bekendtgørelse som vejledning. DH finder det hensigtsmæssigt, at reglerne finder anvendelse både ved døgnanbringelse (når barnet er anbragt) og ved døgnaflastning (når barnet ikke er anbragt).

Det fremgår af punkt 10, at sundhedsloven ikke giver hjemmel til at anvende tvang i forbindelse med behandling. DH savner en tydeliggørelse af betydningen af dette og konsekvenserne heraf, når det drejer sig om børn med nedsat psykisk funktionsevne. Tilsvarende som i vejledningen om magtanvendelse for voksne, hvor der i pkt. 3 er en nærmere beskrivelse af betydningen af, at man ikke kan behandles mod sin vilje.

DH mener, det skal præciseres, at reglerne om magtanvendelse både vil gælde aflastning efter § 52.3.5 og § 84. Aflastningsophold kan også ydes efter servicelovens § 84 og ikke kun efter § 52.3.5. Dette bør fremgå eksplicit af vejledningen.

Som nævnt under bemærkningerne til punkterne 7 og 16, er der ikke overensstemmelse mellem bemærkningen ”idet reglerne om magtanvendelse er knyttet til anbringelsesstedet (typen af anbringelsessted) og ikke årsagen til, at barnet eller den unge opholder sig på anbringelsesstedet” og vejledningens titel ”om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet”. Spørgsmålet er, om man skal være anbragt efter anbringelsesreglerne, før magtanvendelsesreglerne gælder. Eller om reglerne også gælder, hvis man alene opholder sig på anbringelsesstedet som aflastning.

Det fremgår af punktet, at

”Hvis barnet eller den unge har en kommunikativ eller kognitiv funktionsnedsættelse skal der være særlig opmærksomhed på, at barnet eller den unge skal have alders- og handicaprelevant støtte og kompensation til at blive hørt, og herunder til at redegøre for sin egen oplevelse af episoden.”

DH savner, at der i forlængelse af ovenstående skrives ligesom i punkt 82 ”at det sikres, at der på anden vis tilvejebringes en beskrivelse eller tolkning af barnet eller den unges reaktioner og signaler”.

Det fremgår videre i punkt 80, at:

”det følger af god forvaltningsskik og servicelovens § 71, stk. 1, at forældrene får information om barnets hverdag, herunder også orienteres om eventuelle registreringer vedrørende magtanvendelse. Det kan derfor overvejes, om forældremyndighedsindehaveren bør orienteres. Dette er dog ikke et krav i forhold til magtanvendelsesbekendtgørelsen.”

DH mener, at det skal fremgå af vejledningen, at når det drejer sig om børn og unge, der på grund af nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne ikke selv kan redegøre for episoden, bør forældrene altid orienteres. I modsat fald bliver forældrenes ret til at klage over brug af magt umulig at anvende i praksis.

DH finder det nødvendigt, at både anbragte børn og unge, samt deres forældre, ikke bare bliver gjort bekendt med reglerne om magtanvendelse, men at de informeres om, hvordan forholdet er mellem lovlige tjenestehandlinger, anvendelse af tvang og anvendelse af magt. Det bør fremgå af punktet, at ikke blot forældre med kognitiv eller kommunikativ funktionsnedsættelse sikres tilpasset information om klagemuligheder, men også børnene sikres en tilpasset og forståelig information.

DH mener, at det er nødvendigt, at dette punkt skærpes. Det er ikke nok, at medarbejdere gøres bekendt med bekendtgørelsen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. De skal også have forståelse for bekendtgørelsens indhold for at minimere magtanvendelse. At være bekendt med reglerne om magtanvendelse er ikke nødvendigvis det samme som at have en forståelse af dem. DH mener i forlængelse heraf, at magtanvendelsesreglerne obligatorisk skal indgå i introduktionen af alle nye medarbejdere, inklusiv vikarer, og at vejledningen bør indeholde konkrete anvisninger på, hvordan et bedre kendskab til reglerne kan udmøntes.

Vejledningen bør også berøre det svære emne om, hvordan kollegaer indbyrdes forholder sig, hvis en kollega ikke overholder reglerne. Hvilke forpligtelser har den enkelte medarbejder, skal der foretages en indberetning til nærmeste leder, eller hvordan skal medarbejderen agere?

DH påpeger, at når det handler om børn og unges klagemulighed over den trufne afgørelse, skal barnet have den støtte og vejledning, der er nødvendig for at kunne indgive klage. Herunder skal der tages hensyn til barnets funktionsnedsættelse. I forhold til børn og unge med handicap knytter der sig allerede i dag uløste juridiske problemer, når det gælder udøvelsen af klageretten. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor barnet på grund af funktionsnedsættelse ikke selv er i stand til at klage. Hvordan sikrer man barnets retssikkerhed i disse tilfælde?

Generelt bør det overvejes, hvordan retssikkerheden kan styrkes i forhold til børn og unge, der udsættes for magtanvendelse. DH mener, at hvis barnet eller den unge modsætter sig magtanvendelsen, bør det automatisk opfattes som en klage. Derudover vil det være relevant med beskikkelse af en uafhængig rådgiver med den nødvendige handicapkompetence, til de børn og unge med handicap, der er udsat for magtanvendelse.

DH mener endvidere, at der bør være klarere regler for, hvordan der følges op på registreringen af brugen af magtanvendelse. Dette er frit overladt til den enkelte kommunalbestyrelse, da det kun er selve registreringen, der er regler om.

Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til socialpolitisk konsulent, Maria Holsaae, på tlf.: 3638 8527 eller e-mail: mmh@handicap.dk.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

3