Share |
Forside | Dokumenter | Høringssvar | Høring: Adgang, indskrivning og orlov ved videregående uddannelser

Høring: Adgang, indskrivning og orlov ved videregående uddannelser


Til

Undervisningsministeriet,

Hvidovre, den 10. februar 2010

Sag 10/81 - Dok. 1701/10 SL/sih/mmh

Høring om bekendtgørelse om adgang, indskrivning og orlov mv. ved Undervisningsministeriets videregående uddannelser

Hermed følger høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) til høring om bekendtgørelse om adgang, indskrivning og orlov mv. ved Undervisningsministeriets videregående uddannelser.

DH vil gøre opmærksom på, at de i kapitel 2 nævnte muligheder for at lave en særlig tilrettelagt prøve eller individuel bedømmelse, såfremt ansøgeren ikke lever op til de officielle krav, skal være tilgængelige og tage højde for de særlige behov, personer med handicap har.

I forhold til kapitel 3 skal DH gøre opmærksom på, at handicap ikke må være grund for afslag på optagelse, men at dette udelukkende må ske på baggrund af manglende kvalifikationer.

Fra DH's side skal vi bemærke, at vi forventer, at de digitale selvbetjeningssystemer ved ansøgningen til en af Undervisningsministeriets videregående uddannelser nævnt i § 21, bliver tilgængelige for mennesker med handicap. Det betyder, at systemerne skal leve op til de tilgængelighedsstandarder, der findes for det pågældende system.

Ved at ratificere FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap har Danmark og EU forpligtet sig til at sikre tilgængelighed for personer med handicap. Det fremgår af artikel 9, at deltagerlandene skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at personer med handicap, på lige fod med andre, har adgang til den information og kommunikation, herunder informations- og kommunikationsteknologi, der er åben for eller gives offentligheden.

Såfremt systemet laves internetbaseret, skal standarden vedr. tilgængelighed til hjemmesider følges. Regeringen, KL og Danske Regioner indgik i oktober 2007 en aftale om anvendelsen af obligatoriske, åbne standarder for software i det offentlige. En af disse obligatoriske standarder vedrører tilgængeligheden af offentlige hjemmesider. Aftalen mellem Staten, kommunerne og regionerne betyder, at alle offentlige myndigheder skal sikre, at der ved væsentlige ændringer af offentlige hjemmesider, og ved udvikling af nye hjemmesider efter 1. januar 2008, sker en overholdelse af tilgængelighedsstandarden.

DH vil anbefale, at der hentes råd og vejledning om tilgængelighed til digitale systemer og de relevante retningslinier og standarder hos IT- og Telestyrelsens kompetencecenter IT for alle (KIA): http://www.itst.dk/kia

I forhold til § 25 vedr. ophør med at være studerende, hvis man ikke har været studieaktiv i sammenhængende 2 år, skal det bemærkes, at handicap kan give anledning til en længere fraværsperiode, og der skal i forbindelse med dispensationsmulighederne være opmærksomhed på dette.

Med venlig hilsen

0x01 graphic

Stig Langvad

Formand

2

0x01 graphic

Handlinger tilknyttet webside
Søg