Til

Karin Munk Petersen,

Socialministeriet,
e-mail: afbureau@ism.dk

Hvidovre, den 24. februar 2010

Sag 10/157 - Dok. 2148/10 SL/kp/kft

Hermed følger høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) til høring over afbureaukratisering på det sociale område.

DH mener, det er positivt, at formålsbestemmelsen udvides med formuleringer om, at hjælpen skal tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, muligheder og behov for hjælp, og skal respektere den enkeltes værdighed og ret til privatliv og ret til at bestemme over sit eget liv. Til gengæld beklager DH, at sætningen fra den nuværende formålsbestemmelse § 1, stk. 3, om, at hjælpen skal tilrettelægges i samarbejde med den enkelte, er udgået. Både inddragelse og samarbejde er væsentlige nøgleord, der bør indgå i formålsbestemmelsen.

For DH er det afgørende, at der foretages en kvalificeret udredning af barnets behov. Den særlige hjælp og støtte efter servicelovens § 32 til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, omhandler andet end særlige dagtilbud og hjemmetræning. Derfor er det vigtigt at få præciseret, at kravene til udredning af barnets behov skal ske, uanset om hjælpen skal ydes i et særligt dagtilbud, et særligt klubtilbud, andre tilbud efter serviceloven, andre tilbud efter dagtilbudsloven, eller hjælpen ydes som hjemmetræning.

Med lovforslaget lægges der op til, at det ikke længere skal være et krav, at der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50 som udgangspunkt for beslutninger om støtte i særlige dagtilbud.

DH medgiver, at der er svagheder i den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 i forhold til at vurdere eksempelvis behandlingsbehovet for børn med nedsat funktionsevne. DH mener derfor under alle omstændigheder, der er behov for at udvikle og tilpasse undersøgelsen eller nye redskaber, der egner sig til at udrede bl.a. behandlingsbehovet for børn og unge med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. På samme måde, som der på voksenområdet er udviklet en funktionsevnemetode.

Men så længe, der ikke er noget andet at sætte i stedet for, mener DH, kravet om en børnefaglig undersøgelse skal fastholdes som udgangspunkt for at foretage en faglig kvalificeret udredning af barnets behov for støtte efter servicelovens § 32. Uanset om støtten skal ydes i et almindeligt dagtilbud, et særligt dagtilbud eller som hjemmetræning.

Når afskaffelse af kravet om en børnefaglig undersøgelse kædes sammen med afbureaukratisering, må det indebære, at en udredning af barnets behov skal være mindre omfattende end en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Ifølge § 50, stk. 5, må undersøgelsen ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader. DH er derfor uforstående over for, hvorfor denne bestemmelse ikke er tilstrækkelig til at mindske undersøgelsen, hvis formålet tilsiger det.

Hvor meget mindre kan en udredning blive, og hvad er det så for en type udredning, der skal udarbejdes forinden der træffes beslutning? Det fremgår ikke af lovens bemærkninger.

Udgangspunktet for at finde frem til den rigtige hjælp og støtte må være en helhedsorienteret og tværfaglig udredning af barnets behov. Derfor bør der være krav til udredningen og vurderingen af barnets behov, herunder om støtten skal ydes i et almindeligt dagtilbud, et særligt dagtilbud, andre foranstaltninger eller som hjemmetræning.

DH er bekymret for reduktionen af kravet om to årlige hjemmebesøg til ét årligt hjemmebesøg. DH forudser, at det i mange kommuner vil betyde en forringelse af kommunes tilbud til borgere, som ikke selv har kræfter eller evner til at tage kontakt med kommunen. Nogle mennesker med funktionsnedsættelser i denne aldersgruppe kan have massive problemer i hverdagen, uden at have indsigt i egne rettigheder. Samtidig kan de have svært ved at finde frem til rette vedkommende i den kommunale administration.

Selvom borgerne har personlig og praktisk hjælp i forvejen, kan der være behov, som ikke rapporteres videre i de kommunale systemer. Enten på grund af manglende ressourcer eller manglende viden om rettigheder til fx talepædagogisk undersøgelse, specielle hjælpemidler m.v.

Forebyggelsesindsatsen er meget vigtig. I den forbindelse savner DH opmærksomhed rettet mod de pårørende, der skal tænkes ind i en forebyggelsesindsats. Flere både danske og udenlandske undersøgelser viser, at pårørende til fx kronisk syge påføres psykiske og fysiske belastninger, og at de har en større dødelighed end andre i samme aldersgrupper. DH foreslår derfor, at pårørende, som særlig udsat gruppe, omtales, når vejledningen om den forebyggende indsats skal revideres.

I lovbemærkningerne fremgår det bl.a., at forslaget giver mulighed for, at kommunalbestyrelserne kan kombinere, variere og udforme indsatsen for forebyggelse til de lokale behov, fx i form af særlige forebyggende temakurser, seniordage m.v. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle grupper af ældre med funktionsnedsættelser kan profitere heraf. Nogle har væsentlige problemer med mobilitet, befordring m.v. og kan derfor have svært ved at gøre brug af disse initiativer. De skitserede planer om nyskabende fællesaktiviteter kan derfor ikke erstatte eller kompensere for individuelle hjemmebesøg.

Generelt er overskriften meget misvisende. Visitation til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 og genoptræning efter § 86 er ikke alene målrettet ældre. Bestemmelserne retter sig mod alle voksne, og også delvist børn. Bestemmelserne indgår i viften af handicapkompenserende bestemmelser til mennesker med handicap, også yngre mennesker.

DH mener, det er dybt problematisk, at der ofte i både ord og handling sættes lighedstegn mellem personlig og praktisk hjælp i hjemmet og ældre. Herved mister man et væsentligt perspektiv, fordi hjælpen i flere tilfælde også retter sig til yngre, og behovene derfor kan være meget forskellige. Personlig og praktisk hjælp kan også ydes til opgaver, der knytter sig til børnene, hvis den ene eller begge forældre har et handicap, jf. Ankestyrelsens afgørelse C-17-01.

DH må insistere på, at handicapaspektet bliver reflekteret i grundlaget for tildeling af personlig og praktisk hjælp.

Med forslaget ophæves pligten til at give en skriftlig begrundelse i afgørelser, der giver borgeren fuldt ud medhold. DH mener, forslaget er en væsentlig forringelse af borgernes retssikkerhed.

Ifølge lovbemærkningerne vil det bero på en konkret vurdering, om borgeren i en konkret sag kan anses for at have opnået fuldt ud medhold. Men hvornår er der givet fuldt medhold? Hvis der ikke foreligger en skriftlig afgørelse, er det umuligt at vide, om den leverede hjælp svarer til det ansøgte.

Kommunalbestyrelsen kan desuden ved mindre begunstigende tilpasninger i hjælpen undlade at give en ny skriftlig oplysning til borgeren. Men hvor er retssikkerheden så henne? Hvis den mindre begunstigende tilpasning pludselig forsvinder igen, har borgeren ikke en skriftlig afgørelse at forholde sig til. I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt at henvise til offentlighedslovens § 6 om notatpligt, hvorefter myndigheden er forpligtet til at gøre notater om mundtlige oplysninger med betydning for sagens afgørelse. Notatpligten overholdes ikke i praksis. Uden en afgørelse er dokumentationsgrundlaget derfor yderst tvivlsomt.

Endelig stiller DH spørgsmålstegn ved afbureaukratiseringseffekten. Af lovbemærkningerne nævnes eksempler på elementer, der kan indgå i vurderingen af, om en tilpasning er ”mindre”, om der er tale om en ydelse af samme art eller om en helt ny ydelsestype. Frem for at bruge tid og kræfter på at afgrænse afgørelsens karakter, er det mere enkelt for alle parter, at der udarbejdes en skriftlig begrundet afgørelse for den bevilgede hjælp.

Ifølge forslaget fjerner man samtidig forpligtelsen til at udarbejde et skema i forbindelse med afgørelsen om tildeling af personlig og praktisk hjælp. DH mener, det er vigtigt, at borgeren tydeligt kan se, hvad bevillingen indeholder, og er derfor bekymret for, hvad alternativet til skemaet bliver.

Endelig indebærer forslaget, at den nuværende forpligtelse til at udarbejde plejeplaner for beboere i plejehjem m.v. ophæves. En nøje tilrettelagt plejeplan med inddragelse af pårørende kan bidrage til at sikre den nødvendige helhed i indsatsen. Denne helhed nås ikke alene gennem sygeplejefaglige optegnelser, som udføres løbende i forhold til enkeltstående situationer og behov, og som der henvises til i lovforslaget. Desværre har DH erfaret eksempler på mangelfuld pleje og indsats for borgere, som bor på plejehjem eller i plejeboliger på grund af svær invaliditet. Set i lyset heraf mener DH derfor, at afskaffelse af plejeplaner er en alvorlig forringelse, også i forhold til samarbejdet med de pårørende.

Overskriften er misvisende, idet det ikke alene er ældre, der visiteres til plejehjem og plejeboliger. Også yngre mennesker med kroniske sygdomme eller andre funktionsnedsættelser kan være visiteret til både plejeboliger og plejehjem.

DH noterer sig, at man fastholder kravet om mindst ét årligt uanmeldt tilsyn i plejeboliger og friplejeboliger m.v., og at det sundhedsfaglige tilsyn bevares.

DH finder det kritisabelt, at man vil fjerne kravene om, at der efter hvert tilsynsbesøg skal udarbejdes en tilsynsrapport og mindst én gang om årligt skal udarbejdes og offentliggøres en samlet redegørelse om tilsynet. Det betyder også en fjernelse af kravet om, at tilsynsrapporten og den samlede redegørelse sendes i høring i bruger- og pårørenderådet og i det kommunale ældrerråd.

DH mener, kravet om tilsynsrapporter og redegørelser skal fastholdes sammen med forpligtelsen til at sende materialet i høring. Samtidig skal forpligtelsen udvides til også at gælde handicaprådet. Som nævnt retter tilbuddene sig ikke kun mod ældre, men også mod yngre med betydelige funktionsnedsættelser. Tilsynsrapporter og redegørelser gør det muligt at få indblik i indsatsen for både borgeren, pårørende og offentligheden i al almindelighed. Åbenhed og gennemsigtighed er vigtigt.

Endnu engang må DH gentage, at hjemmehjælp ikke alene retter sig mod ældre, men indgår i viften af handicapkompenserende ydelser om personlig og praktisk hjælp til mennesker med handicap. Overskriften er derfor misvisende.

DH støtter fuldt ud, at det bliver frivilligt at opkræve betaling for midlertidig hjemmehjælp. Ikke mindst set i lyset af de administrative omkostninger, der er forbundet med opkrævningen heraf.

Igen er det misvisende, at overskriften alene sigter til ældre, jf. de tidligere bemærkninger. DH mener ikke, det skal være frivilligt at oprette bruger- og pårørenderåd. DH mener, der til enhver tid skal sikres formelle rammer for indflydelse på tilbuddet for de borgere, der har ophold i det, eller alternativt for pårørende i det omfang, borgerne ikke kan tale deres egen sag.

DH støtter forslaget om at nedlægge klagerådene. DH mener, at klager over personlig og praktisk hjælp skal følge de sædvanlige klageregler på det sociale område og derfor skal sendes direkte til de sociale nævn. Der er ingen saglig begrundelse for, at klagerne først skal behandles i et kommunalt klageråd, hvilket gør klagebehandlingen længere og mere omstændelig.

Til gengæld fremgår det ikke af forslaget, hvordan regeringen vil sikre, at klagerådenes øvrige opgaver - ud over at behandle klagesager - skal varetages i fremtiden. Klagerådene skal følge udviklingen på området og medvirke til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger, jf. retssikkerhedslovens § 35. En vigtig opgave, som det er relevant både for ældreråd og handicapråd at beskæftige sig med i deres arbejde. DH foreslår derfor, at forslaget ledsages af en forpligtelse til at inddrage brugerorganisationer på området i arbejdet med at følge udviklingen på området.

Generelt i forhold til dagtilbudsloven aktualiserer forslagene det uhensigtsmæssige forhold, at ikke alle regler vedrørende dagtilbud er samlet i en fælles lovgivning. Særlige dagtilbud er hjemlet i serviceloven, mens øvrige dagtilbud er hjemlet i dagtilbudsloven.

DH mener, der er tale om en antikveret opdeling i ”normalområdet” og ”særlig-støtte-området”, som ikke er acceptabel.

Kommunens forpligtelse til at sørge for dagtilbud til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan og skal opfyldes på forskellige måder. Kommunerne skal både kunne inkludere de enkelte børn - langt de fleste - i de almindelige dagtilbud med den nødvendige støtte og kompensation, eller ved at oprette få og særlige kvalitetsdag- og klubtilbud til børn med ganske særlige behov.

DH's bemærkninger til de konkrete forslag tager således afsæt i de problemstillinger, det medfører, at kravet om udarbejdelse af pædagogiske læreplaner ikke gælder for de særlige dagtilbud efter serviceloven.

Erfaringer fra praksis, og en landsdækkende evaluering af arbejdet med de pædagogiske læreplaner, forbedrer det pædagogiske arbejde. Det er naturligvis positivt, men understreger vigtigheden af, at et tilsvarende krav om pædagogiske læreplaner også kommer til at gælde for børn og unge i særlige dagtilbud, jf. servicelovens § 32. Det gør det ikke i dag.

Kravet om børnemiljøvurdering fastholdes i forhold til fritidshjem, idet kravet er sammenfaldende med kravene i SkoleFritidsOrdninger. Men som nævnt indledningsvist gælder kravet om børnemiljøvurderinger ikke i forhold til særlige dagtilbud efter servicelovens § 32. Dermed er der forskel på reglerne afhængig af, om et barn med funktionsnedsættelse er optaget i et fritidshjem efter dagtilbudsloven eller et særligt dagtilbud efter serviceloven. Det er ikke sagligt.

Et godt fysisk miljø er et vidt begreb. Et barn, der har hørenedsættelse, har fx behov for god akustik - særligt i en sammenhæng, hvor der ofte er mange børn samlet i samme rum. Korrekt lys kan reducere lyd. Et barn med synsnedsættelse har behov for optimale belysningsforhold. Børn, der er blinde, udviklingshæmmede eller hjerneskadede, kan have behov for overskuelighed og lokaler, som de kan lære at finde rundt i og færdes i på egen hånd, for at understøtte deres selvstændighedsudvikling. For børn med allergi skal der tages hensyn til den mad, dagtilbuddet serverer, lige som redskaber må være af materialer, så børn med allergi frit kan bevæge sig i tilbuddet. Endvidere bør institutionens tilgængelighed indgå som en del af en miljøvurdering.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

6