Til

Martin Lindeblad Nielsen,

Socialministeriet,

e-mail: mln@sm.dk,

c.c.: p-handicap@sm.dk

Hvidovre, den 12. august 2010

Sag 10/668 - Dok. 8912/10 SL/kp/kft

Som det fremgik af DH's høringssvar til lovforslaget om modernisering og forenkling af reglerne om støtte til køb af bil, ændrer reglerne desværre ikke grundlæggende ved retstilstanden, sagsbehandlingstiden, kompleksiteten og bureaukratiet på området. DH havde håbet på, der for alvor blev gjort op med det komplicerede og bureaukratiske regelsæt, som er helt ude af proportioner sammenholdt med opgavens omfang og udgiftens størrelse.

Samtidig havde DH set frem til bedre muligheder for at vælge den bedst egnede bil. I dag er fx de nuværende regler for nedstolede busser utrolig styrende for kommunernes valg af bevilling til støtte til køb af bil, hvilket er helt urimeligt.

Betingelser for støtte

Helbredsmæssige forhold

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, fremgår, hvad der skal lægges vægt på i vurderingen af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Her er behov for 2 præciseringer.

Den ene i forhold til, at lidelsen ikke alene kan udvikle og forværre sig, men kan være af svingende karakter.

Den anden i forhold til ansøgerens evne til at færdes. Her er det nødvendigt med en præcisering, der klargør, at evnen til at færdes ikke alene handler om fysisk mobilitet. Konsekvenserne af alle typer funktionsnedsættelser skal inddrages, hvilket eksplicit skal fremgå af bekendtgørelsen. I praksis forbindes evnen til at færdes som oftest alene med gangdistancen i sager om støtte til køb af bil. Men det er utilstrækkeligt, hvorfor en præcisering i bekendtgørelsen er bydende nødvendig.

For eksempel kan mennesker med kognitive funktionsnedsættelser have vanskeligheder med at færdes med offentlige transportmidler. Det kan være sensitivitet over for mange mennesker fx i en bus eller et tog. Det kan være aparte adfærd, som gør situationen konfliktfyldt og uværdig for borgeren, såvel som for de øvrige passagerer. Derfor mener DH, at principperne fra Ankestyrelsens afgørelse C-47-02 skal fremgå eksplicit i lovgrundlaget. Ifølge denne afgørelse førte grænseoverskridende aktiv adfærd ved færden i offentlige trafikmidler til bevilling af støtte til køb af bil.

Tilsvarende præcisering er nødvendig i forhold til blinde, der fysisk kan være i stand til at benytte et offentligt transportmiddel, men som på grund af fx afstande mellem hjem, arbejde, fritidsaktiviteter m.v. og de offentlige transportmidler ikke i praksis kan gøre brug af offentlige transportmidler. Netop transporten, særligt til erhverv, er et stort problem for mange blinde.

Der kan være flere eksempler. Men det afgørende er at få præciseret og nuanceret begrebet ”evnen til at færdes” i selve bekendtgørelsen.

Dagligt kørselsbehov

I forhold til det oprindelige lovforslag er det en forbedring, at kravet om et dagligt kørselsbehov er erstattet af formuleringer om et aktivitetsniveau, som er sædvanligt for en jævnaldrende person uden funktionsnedsættelse i en i øvrigt tilsvarende livssituation, jf. bekendtgørelsen § 2, stk. 4. DH håber formuleringen vil modvirke en mere restriktiv bevillingspraksis, som der ellers var lagt op til.

I forvejen er det meget vanskeligt at få bevilget støtte til køb af bil, hvis ansøgeren ikke er i enten arbejde eller under uddannelse. Også selvom kørselsbehovet i praksis ikke kan dækkes efter andre regler. DH deler i den forbindelse Muskelsvindfondens bekymring for konsekvenserne for borgerne, når præciseringen efterfølgende skal foretages i ankesystemet, jf. vedhæftede høringssvar.

Ifølge bekendtgørelsens § 4 kan der ydes støtte, hvis ansøgers samlede kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger. Her er det vigtigt at være opmærksom på den problemstilling, at nogle borgere i praksis hverken er berettiget til støtte til køb af bil eller til at få dækket deres kørselsbehov efter andre bestemmelser. Det må derfor i forbindelse med afgørelsen sikres, at der er reelle alternative muligheder for at dække kørselsbehovet ved andre ordninger.

I vurderingen af om en ansøger er i stand til at benytte offentlige transportmidler eller andre transportordninger, indgår de helbredsmæssige forholds indvirkning på ansøgerens evne til at færdes. I den forbindelse skal DH gentage bemærkningerne til bekendtgørelsens § 2, stk. 2, om behovet for at præcisere, at evnen til at færdes ikke alene handler om fysisk mobilitet. Tilsvarende er der brug for en yderligere præcisering af den sidste sætning i § 4, stk. 2. Her nævnes udtrætning eller risiko for forværring af funktionsevnen som eksempler på de særlige hensyn, der skal indgå i vurderingen. Som foreslået i forhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 2, er der også her behov for at nævne funktionsevnens svingende karakter.

Afprøvning af bil

Som det fremgik af DH's høringssvar til lovforslaget, mener DH, det er afgørende, at afprøvning kan overlades til borgeren og en aktør på området, hvis borgeren ønsker det. Bekendtgørelsens 8, stk. 2, sikrer under alle omstændigheder, at kommunen i samarbejde med ansøgeren formulerer, hvilke krav bilen skal opfylde. DH kan på den baggrund ikke se, hvad der taler imod at give borgeren denne ret. Hvis det er op til kommunen at vurdere, hvorvidt afprøvning kan overlades til de, der har forstand på det, nemlig borgeren og en aktør, er vi lige vidt. Denne fase er erfaringsmæssigt meget tidskrævende.

Endvidere er der behov for at præcisere, hvordan kommunen skal forholde sig til resultatet af den konkrete afprøvning udført i samarbejde mellem ansøgeren og aktøren.

Genbevilling af bil og forenklet procedure

DH foreslår en ændring i § 10, stk. 3, så det fremgår, at kommunalbestyrelsen anvender forenklet sagsbehandlingsprocedure ved genbevilling. I den nuværende formulering fremgår det, at kommunalbestyrelsen ”kan anvende”. DH mener, det er afgørende, at udgangspunktet er, at der anvendes en forenklet sagsbehandlingsmetode ved genbevillingssager. Det uddybes under alle omstændigheder i sidste sætning i § 10, stk. 3, hvornår proceduren kan anvendes. Hvis forenklet sagsbehandling ved genbevilling ikke er udgangspunktet, er vi lige vidt i forhold til det omfattende bureaukrati, der hersker i genbevillingssager. Borgeren kan intet stille op, hvis kommunen vælger det fra.

Samtidig skal det præciseres i forbindelse med indholdet i sidste sætning i § 10, stk. 3, at en uændret funktionsnedsættelse og/eller kørselsbehov ikke nødvendigvis skal opfattes som en 100 % uændret tilstand. Der kan godt ske mindre ændringer, men som ikke vurderes at have væsentlig betydning for behovet for støtte til køb af bil.

Afslutningsvis skal DH henvise til bemærkningerne i vedhæftede høringssvar fra Muskelsvindfonden, som DH tilslutter sig.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

3