Høring: borgernes mulighed for frit valg

Finansministeriet

Att.: Martin Sillemann

E-mail: marts@fm.dk

Hvidovre, den 16. april 2010

Sag 10/298 - Dok. 3872/10 SL/SIH/ck

Bemærkninger fra Danske Handicaporganisationer (DH) til høring om udvikling af borgernes muligheder for frit valg

Dansk handicappolitik har i mange år hvilet på sektoransvar, ligestilling og kompensation. Borgere med handicap skal have samme muligheder som andre borgere. Det princip er nu knæsat i Handicapkonventionen, der er ratificeret af Folketinget, og som trådte i kraft i Danmark i 2009. Konventionen forpligter den danske stat over for den enkelte borger og det internationale samfund.

Konventionen opridser en række centrale begreber: tilgængelighed til det fysiske miljø, til information og materialer, universelt design i bygninger, anlæg m.m. samt at der bliver foretaget rimelige tilpasninger, når dette er nødvendigt, for at borgeren kan udnytte sit frie valg.

Anvendelsen og udmøntningen af disse begreber er afgørende nødvendig for, at borgere med funktionsnedsættelse kan benytte det frie valg, som andre borgere har - altså at borgere med funktionsnedsættelser reelt kan udøve de lige muligheder, som konventionen fastslår retten til.

Viden er en forudsætning for at kunne udøve det frie valg. Informationer om valgmuligheder tager ofte ikke hensyn til, at nogle af de borgere, der skal orientere sig i mulighederne, ikke har samme vilkår for at tilegne sig information som andre. Således er mangel på tilgængelig information en væsentlig barriere for at udøve frie valg for mennesker med ordblindhed, mennesker med synshandicap og mennesker med udviklingshæmning. Dette gør sig gældende, når man skal træffe valg på egne vegne og når man som pårørende skal vælge på vegne af børn, eller f.eks. skal støtte forældre eller søskende i valg af plejebolig m.v.

Ifølge lovgivningen er der frit skolevalg til folkeskolen på tværs af kommunegrænser. Specialskoler er folkeskoler, og det frie skolevalg dækker således ifølge lovgivningen også denne skoleform. Vi anerkender, at valget baserer sig på en faglig visitation, hvori familiens egne vurderinger spiller en stor rolle. Når det er afklaret, at barnet har behov for en bestemt type specialskole, så må barn og forældre have samme frie skolevalg på tværs af kommunegrænser som andre. Dette er dog ofte ikke tilfældet i praksis. Kommuner foretrækker, at børn benytter specialskoler indenfor egen kommunegrænse, og vi hører derfor ganske ofte fra forældre, der ikke kan få lov til at vælge en specialskole, som ligger udenfor kommunegrænsen. Det må understreges, at det frie skolevalg gælder, også over kommunegrænser, for børn med specialpædagogiske behov.

Befordring til og fra skole er en særlig problemstilling. I fald kommunen har visiteret barnet til en specifik skole, sørger kommunen for befordring. I fald forældrene vælger en specialskole, hvor befordring er nødvendig, må de selv sørge for, at barnet kommer frem og tilbage fra skolen. Befordringen er handicapkompensation. Men kommunen yder ikke denne kompensation, hvis familien vælger en skole uden for kommunen. Altså er der ikke frit valg. Og slet ikke fordi de offentlige transportmidler ikke er tilgængelige, og fordi barnet som følge af udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelse ikke har mulighed for selv at tage frem og tilbage.

Når børn går på specialskole i en anden kommune end hjemkommunen, og denne er organiseret som heldagsskole, skole med integreret fritidsordning, eller blot en skole hvortil der er knyttet en fritidsordning, ser vi eksempler på, at hjemkommunen ønsker, at barnet udelukkende skal benytte skoledelen og et fritidstilbud i egen kommune. Vi ser endog eksempler på, at hjemkommunen foretrækker at give forældre tabt arbejdsfortjeneste om eftermiddagen på trods af, at forældrene og barnet ønsker, at barnet bliver i den fritidsordning, der er tilknyttet skolen.

En yderligere begrænsning af det frie skolevalg på grundskoleområdet opstår, fordi SU-styrelsen administrerer en meget begrænset bevilling til specialundervisning, støtte m.m. til elever med specialpædagogisk behov på frie grundskoler. Er der flere elever med større behov, end der er midler til i puljen, så kan der ikke bevilges den rette støtte i fornødent omfang. Dette tvinger nogle elever fra frie grundskoler over i kommunale folkeskoler, og dermed fratages eleven og forældrene det frie skolevalg.

Endelig er det frie valg af folkeskole også præget af manglende fysisk tilgængelighed på landets folkeskoler. Ofte har elever med fysiske handicap kun én skole at vælge i en kommune eller et skoledistrikt.

Ved overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse oplever mange at skulle aflevere hjælpemidler, der er brugt i skolen. Dette på trods af at den unge har behov for præcis de samme hjælpemidler under en ungdomsuddannelse. Der skal søges nye hjælpemidler hos SU-styrelsen. Kommunen modtager de gamle hjælpemidler, SU-styrelsen køber nye hjælpemidler, og den unge kommer i nogle tilfælde til at vente på levering af hjælpemidlerne det første stykke tid af ungdomsuddannelsen. Det er ikke økonomisk samfundsmæssigt og til skade for den unges uddannelse. Vi vil derfor foreslå, at den unge og forældrene skal tilbydes frit valg til at beholde hjælpemidlerne indkøbt af kommunen. Kommunen og SU-styrelsen må afklare overdragelsen af hjælpemidlerne fra den ene instans til den anden indbyrdes, og uden at borgeren er inddraget.

Dagtilbud til børn med handicap kan ydes både efter dagtilbudsloven (almindelige dagtilbud) og efter serviceloven (særlige dagtilbud). På samme måde, som i forhold til skolevalg, anerkendes at der er behov for en faglig visitation. Når det er afklaret, må det frie valg på tværs af kommunegrænser være gældende.

I forhold til det frie valg efter dagtilbudsloven giver lovgivningen problemer. Udgifterne til støtte til et barn med plads i en anden kommune anses som en del af normeringen og indgår derfor i institutionskommunens budgetterede bruttodriftsudgifter. Det er derfor institutionskommunen, der vurderer typen af støtte, tildeler støtten og betaler støtten til barnet.

Forældrenes egenbetaling til en plads i dagtilbud i en anden kommune udgør forskellen mellem tilskuddet fra opholdskommunen og bruttodriftsudgiften for det benyttede dagtilbud. Det kan betyde, at forældrene får en stor egenbetaling, hvis der er forskel på serviceniveau i de to kommuner. Opholdskommunen kan beslutte at give et ekstra tilskud enten til forældrene, institutionskommunen eller begge, ved brug af dagtilbud over kommunegrænser, men det er ingen ret.

I forhold til hjælpemidler er der teoretisk set mulighed for at vælge det hjælpemiddel, som passer bedst. Man kan anvende et beløb svarende til kommunens tilbud om hjælpemiddel og kan efterfølgende selv betale differencen.

Men kommunernes fælles storindkøbsaftaler kan betyde, at kommunerne får en favorabel pris. Det er på den ene side positivt, men betyder samtidig, at borgerens tilskud derfor vil være langt fra konkurrenternes pris, hvis borgeren foretrækker andre produkter. Herved betyder det frie valg, at borgeren får en relativ stor egenbetaling på et hjælpemiddel, som samtidig er kommunens ejendom. Denne mekanisme virker begrænsende på det frie valg.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand