Høring: Ændring af bekendtgørelse om fleksjob
Til
Arbejdsmarkedsstyrelsen,
Att.: Mette Frandsen,
e-mail: mf@ams.dk
Hvidovre, den 17. december 2010
Sag 10/947 - Dok. 12719/10 SL/mer/kft
Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) til høring om ændring af bekendtgørelse om fleksjob
DH takker for muligheden for at kommentere bekendtgørelsen, idet der gøres opmærksom på, at høringsfrister på 2 hverdage ikke giver handicaporganisationerne mulighed for at bidrage på et tilfredsstillende niveau.
DH er bekymrede ved udsigten til, at uddannelse nedprioriteres. Det er DH's holdning, at uddannelse og tilegnelse af nye kompetencer kan være en vej ud af ledighed - særligt for mennesker med handicap og evt. nedsat arbejdsevne. Jo længere tid, man går ledig, eller er uafklaret ift. udviklingen af ens arbejdsevne, jo mere relevant er det at have mulighed for at tilegne sig nye kompetencer, og derigennem gøre dig attraktiv for en potentiel arbejdsgiver.
DH har gentagne gange påpeget, at indsatsen over for ledighedsydelsesmodtagere, som er en overset gruppe i beskæftigelsessystemet, bør forstærkes. I den sammenhæng er tilegnelsen af nye kompetencer en meget vigtig indsats. Det er DH's holdning, at den 6 ugers selvvalgte uddannelse anvendes i alt for ringe omfang over for ledighedsydelsesmodtagere. Det afspejles i bemærkningerne, idet det fremgår, at der ikke forventes, at et prisloft har udgiftsmæssig betydning. Fokus her bør derfor være at sikre, at langt flere får tilbuddet om uddannelse, og DH er bekymrede ved udsigten til, at et prisloft kan stå i vejen for det.
Prisudviklingen i 6 ugers uddannelsestilbud bør følges tæt af Beskæftigelsesministeriet mhp. at vurdere, om der sker et fald i priserne, eller om loftet reelt afstedkommer et markant fald i personer, der modtager uddannelsestilbud - og det bør være muligt at se denne udvikling for alle ydelsesgrupper, herunder også ledighedsydelsesmodtagere.
Hvis dette høringssvar give anledning til yderligere spørgsmål, kan beskæftigelsespolitisk konsulent Mette Raun kontaktes på mr@handicap.dk.
Med venlig hilsen

Stig Langvad
Formand
2
