Høring: evaluering af den virksomhedsrettede aktiveringsindsats
Til Arbejdsmarkedsstyrelsen
Att.: Jens Erik Zebis og Rikke Hassett
E-mail: jez@ams.dk og rko@ams.dk
Hvidovre, den 9. august 2010
Sag 10/708 - Dok. 8454/10 SL/ME/ck
Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) vedr. høring over udkast til evaluering af den virksomhedsrettede aktiveringsindsats
DH har modtaget ovennævnte udkast til høring og takker for muligheden for at afgive bemærkninger hertil.
Generelle bemærkninger
Evalueringen viser, at der er god grund til at være opmærksom på hvordan, og i hvilket omfang, jobcentrene benytter sig af virksomhedsrettet aktivering i forhold til forskellige grupper af ledige. I betragtning af de veldokumenterede effekter heraf, finder DH det beklageligt, at omfanget af virksomhedsrettet aktivering fortsat generelt er relativt lavt.
I særlig grad viser evalueringen, at der er behov for markant større fokus på den virksomhedsrettede indsats for gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate og længerevarende ledige. Desuden mener DH, at der bør ske en styrkelse af den virksomhedsrettede aktiveringsindsats over for ledige med handicap eller nedsat arbejdsevne.
DH finder det meget beklageligt, at ledighedsydelsesmodtagere ikke er medtaget i analysen, selvom brugen af virksomhedsrettet aktivering, fx virksomhedspraktik, også kan og bør anvendes over for denne målgruppe.
Virksomhedsrettet aktivering skal tilbydes flere ledige
Virksomhedsaktivering har en positiv effekt for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige. DH mener, at det også gælder personer med handicap. Evalueringen viser desværre, at redskabet slet ikke bruges i tilstrækkeligt omfang over for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige. Evalueringen lægger sig således i forlængelse af Rambølls evaluering af handicapindsatsen, som viste, at jobcentrenes vejledning for personer med handicap kun i begrænset grad retter sig mod virksomhedsaktivering, herunder løntilskud og virksomhedspraktik, selvom disse redskaber også har en positiv effekt for personer, der er længere væk fra arbejdsmarkedet.
DH mener, at evalueringen bør medføre et markant øget fokus på at anvende virksomhedsrettet aktivering i indsatsen over for langt flere ledige, end det sker i dag - ikke mindst ledige, der har problemer i forhold til at opnå arbejdsmarkedstilknytning. Virksomhedsrettet aktivering skal som udgangspunkt overvejes hver gang, når det drejer sig om ledige med handicap. I den sammenhæng skal DH pege på behovet for at styrke det strategiske samarbejde generelt mellem jobcentre og virksomheder, herunder at sikre en bedre afstemning af forventninger omkring de ledige. Ligeledes er et forstærket fokus på, hvordan kompensationsordninger kan bruges, i forhold til virksomhedsrettet aktivering, helt afgørende, hvis flere personer med handicap eller nedsat arbejdsevne skal bringes nærmere arbejdsmarkedet (jf. bl.a. Rambølls evaluering).
Endelig er det positivt, at der i mange kommuner er sket en stigning i anvendelsen af den virksomhedsrettede indsats. Men det er bekymrende, at der er så stor forskel på både kommunernes indsats og ikke mindst på ventetiden for den ledige, inden der iværksættes virksomhedsrettede tiltag. Det bør ikke afhænge af bopæl, om man som ledig får en indsats, der virker.
Også fokus på langsigtede effekter
Virksomhedsrettet aktivering er et redskab, som i mange tilfælde hurtigt kan få ledige ind på arbejdsmarkedet. Det langsigtede perspektiv, i forhold til at opnå arbejdsmarkedstilknytning og selvforsørgelse, er dog fortsat lige vigtigt. Her er især forrevalidering og revalidering effektive redskaber til at bringe ledige, der fx har nedsat arbejdsevne, tilbage til selvforsørgelse. DH finder det derfor meget beklageligt, at der er sket et massivt fald ud over det forventede i brugen af disse redskaber.
Eventuelle henvendelser vedr. ovenstående kan rettes til arbejdsmarkedspolitisk konsulent Malene Eskildsen på me@handicap.dk.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
