Høring: Lov om erhvervsuddannelser, produktionsskoler og erhvervsgrunduddannelse
Til
Undervisningsministeriet,
e-mail: efuefu2@uvm.dk
Hvidovre, den 26. februar 2010
Sag 10/162 - Dok. 1931/10 SL/sih/kft
Høring over forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om produktionsskoler og lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. (Produktionsbaseret erhvervsuddannelse og indberetningsportal for erhvervsgrunduddannelsen)
Hermed følger høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) til høring over lov om erhvervsuddannelser, lov om produktionsskoler og lov om erhvervsgrunduddannelserne m.v. (Produktionsbaseret erhvervsuddannelse og indberetningsportal for erhvervsgrunduddannelsen).
Hverken den gældende lovgivning eller de foreslåede ændringer lever op til artikel 3, 5, 19 eller 24 i Handicapkonventionen.
Lovgivningen om produktionsskoler er således mangelfuld og mennesker med handicap har meget ringe muligheder for at deltage.
Undervisningen er struktureret som samspil mellem værkstedsproduktion og teori i tilknytning hertil, og et sigte, der kan være et fleks- eller skånejob. Netop i kraft af denne tilrettelæggelse appellerer produktionsskolerne i høj grad til unge med handicap.
Der er imidlertid ikke knyttet en ordning for tildeling af hjælpemidler og anden specialpædagogisk støtte til produktionsskolerne, og det er i denne sammenhæng, lovgivningen kommer i konflikt med Handicapkonventionen. Skolerne kan optage unge med handicap, men de forventes selv at stille specialpædagogisk støtte til rådighed. Dette skal ske inden for det taxameter, som skolen får stillet til rådighed pr. elev, uanset elevens behov. I bemærkningerne om taxameteret er det ikke gjort klart, at der er tale om en gennemsnitsydelse, og at skolerne ikke må lade være med at optage unge med handicap.
DH finder, at lovgivningen må suppleres med paragraffer, der gør nøje rede for en ordning med specialpædagogisk støtte, som både sikrer, at den enkelte får kvalificeret støtte til tiden samtidig med, at der er klarhed om finansieringen.
Elever på produktionsskolerne får en særlig og lav støtte under uddannelsen. Dette må ændres, således at de får samme støtte som elever på erhvervsuddannelserne i øvrigt.
Vi vedlægger desuden høringssvar fra Landsforeningen SIND.
Med venlig hilsen

Stig Langvad
Formand
2

