Høring: Lov om folkeskolen m.v. (10. klasse på institutioner, der udbyder erhvervsudd.)
Til
Lone Basse,
Undervisningsministeriet,
e-mail: lone.basse@uvm.dk,
c.c.: goffme@uvm.dk
Hvidovre, den 9. marts 2010
Sag 10/211 - Dok. 2678/10 SL/sih/kft
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (10. klasse på institutioner, der udbyder erhvervsuddannelse)
Hermed følger høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) til høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (10. klasse på institutioner, der udbyder erhvervsuddannelse).
DH finder det positivt, at det sidste år i grundskolen kan tilrettelægges således, at det understøtter den unges overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse mest muligt. Fra Capacents undersøgelse fra november 2009 om uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap, ved vi, at børn og unge med handicap i alt for ringe grad kommer videre i ungdomsuddannelse og beskæftigelse. Efter vores opfattelse skal overgange fra en uddannelse til en anden gøres så enkel, som overhovedet muligt. Derfor finder vi også lovfor-slaget positivt.
Skal forslaget bidrage afgørende til, at flere unge med handicap tager en ungdomsuddannelse, er der en række forhold, der skal være på plads. Vejledningen af børn og unge med handicap er ofte hverken rettidig eller tilstrækkeligt kvalificeret. Vejlederuddannelsens elementer om uddannelse og handicap bør udbygges og forbedres.
I relationen til den enkelte unge er det af største betydning, at der er sammenhæng i den specialpædagogiske støtte, og at det hele tiden er klart, at vejledere og lærere har ansvaret for, hvem der er aktører og tovholdere i sager vedrørende overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse.
Når dette er særligt væsentligt i relation til lovændringen, er det fordi flere aktører (skole og ungdomsuddannelse) netop kan resultere i større uklarhed, hvis ikke forpligtelser, rolle og opgavefordeling er helt klar. Vi finder derfor, at fordelingen må nævnes eksplicit i lovgivningen.
Med venlig hilsen

Stig Langvad
Formand
2
