Velfærdsministeriet
Att.: Elsebeth Jarl Brúnes

E-mail: ejb@vfm.dk

Hvidovre, 4.12.2008
Sag 08/1079 - Dok. 14180/08 KP/ck

DH er ikke imod, at det kommunalpolitiske ansvar i opgavevaretagelsen på det sociale område understreges ved at blive formuleret i formålsbestemmelsen. DH stiller imidlertid spørgsmålstegn ved lovændringens praktiske betydning for kommunernes ageren.

Denne pessimisme skal ses i lyset af, at retssikkerhedslovens formålsbestemmelse i forvejen indeholder gode elementer, der langt fra altid tjener som inspiration i den kommunale praksis. Således fremgår det bl.a. af retssikkerhedslovens § 1, at formålet med loven er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager, samt at fremhæve at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp.

Praksis viser med al tydelighed, at kommunalbestyrelserne langt fra altid træffer afgørelser i sociale sager med udgangspunkt i disse formuleringer i formålsbestemmelsen.

Men måske vil en understregning af det kommunale ansvar i opgaveopløsning, som foreslået med lovændringen, give kommunerne ny inspiration til at anvende formålsbestemmelserne i almindelighed. DH er nemlig enig i lovbemærkningernes formulering om, at lovens formålsbestemmelse bl.a. har til formål at vejlede borgere og myndigheder om de hensyn og grundlæggende principper, som loven generelt bygger på. ”Disse principper kan også inspirere kommunalbestyrelserne, når de udvikler kvaliteten i den sociale service.”

Sammenlignet med retssikkerheden i den statslige forvaltning er kommunernes retssikkerhed væsentligt ringere. Ikke på grund af ringere uddannelse eller mindre kvalifikationer blandt medarbejderne, men fordi retssikkerhed prioriteres lavere i kommunerne end i staten. De kommunale politikere interesserer sig i højere grad for økonomi end retssikkerhed. Herved bliver økonomien sat over alt andet.

Kommunernes lovovertrædelser på socialrettens område vidner om mangel på retskultur. Et helt nyt eksempel vedrører sygedagpenge, hvor en undersøgelse fra Region Sjælland har vist fejl i 47 % af afgørelserne siden begyndelsen af 2007.

Der er derfor behov for at indskærpe retssikkerheden overfor kommunerne i forbindelse med behandling af kommunalbestyrelsens ansvar i henhold til retssikkerhedsloven.

Ophævelse af forbud mod at den samlede kommunalbestyrelse kan behandle personsager

DH anerkender forslaget, der giver kommunalbestyrelsesmedlemmer mulighed for bedre føling med overholdelsen af lovgivningen i kommunen - og bringer retstilstanden på det sociale område i overensstemmelse med det kommunale styrelsessystem i øvrigt.

Samtidig skal DH dog understrege vigtigheden af, at behandlingen af personsager i kommunalbestyrelsen kommer til at foregå under betryggende retssikkerhedsmæssige forskrifter. Det vil sige, at det sker i lukkede møder og med fuld respekt af tavshedspligten samt forvaltningslovens øvrige regler. Baggrunden for den nuværende regel har været, at personsager på det sociale område typisk indeholder fortrolige oplysninger, som ikke er fundet egnet til et større forum, jf. bemærkninger til lovforslaget. En opblødning af de nuværende regler nødvendiggør derfor, at sagerne behandles med omhu i den samlede kommunalbestyrelse.

Omvendt medgiver DH, at det også kan bidrage til at styrke borgernes retssikkerhed, at samtlige kommunalbestyrelses medlemmer kan få indsigt i de konkrete sager og afgørelser på det sociale område.

DH bifalder, at Ankestyrelsen og de sociale nævn kan forlange en tilbagemelding om kommunalbestyrelsens behandling af en praksisundersøgelse på et kommunalbestyrelsesmøde, herunder hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til, og fastsætte en frist for tilbagemeldingen.

Men DH stiller spørgsmålstegn ved effekten af dette initiativ alene. Som DH tidligere har givet udtryk for, i et brev til Velfærdsminister Karen Jespersen af 21. november 2007, overholder kommunerne ikke loven om behandling af praksisundersøgelser. Det viser en undersøgelse fra Ankestyrelsen, offentliggjort i november 2007.

Kun halvdelen af kommunerne har på det tidspunkt overholdt loven og har behandlet undersøgelserne. Eller rettere, næsten overholdt loven, for det er samtidig kun halvdelen af disse kommuner, der har drøftet undersøgelserne. Resten har alene haft dem til orientering.

DH mener, det er dybt kritisabelt, at kommunerne tilsyneladende er ligeglade med denne lov og undersøgelsen. Formålet med loven var netop at understrege det politiske ansvar for praksis i kommunerne og dermed styrke det politiske fokus på borgernes retssikkerhed. Gennem praksisundersøgelserne får kommunerne kendskab til egen praksis. Det giver mulighed for at tage initiativ til forbedringer i kommunens forvaltning, hvis praksisundersøgelsen har afsløret problemer. Flere - næsten alle - praksisundersøgelser har vist problemer i den kommunale sagsbehandling.

Ved ikke at overholde loven afskærer kommunerne sig fra at lære af praksis ud fra ankesystemets undersøgelser. Det er ikke bare ærgerligt men kritisabelt. Af undersøgelsen fremgår det samtidig, at der ikke er udsigt til, at flere kommuner fremadrettet har tænkt sig at overholde loven. Men det skal de vel?

Forklaringen kan ikke alene henføres til, at kommunerne mangler viden om lovgivningen. Blandt de kommuner, der kender lovgivningen, er det langt fra alle, der behandler undersøgelserne. Men under alle omstændigheder er der et forbavsende stort antal, der ikke kender lovgivningen. Det er vel lidt underligt, når nu det er således, at det er kommunerne, der skal administrere lovgivningen i forhold til borgerne?

Selvom kommunernes udbytte af praksisundersøgelserne er meget forskelligt, medfører behandlingen af undersøgelserne i nogle tilfælde retningslinjer og standarder for god praksis i sagsbehandling og uddannelsesforløb. De kan med andre ord anvendes positivt. Og det er det, der er DH´s ønske. Man skal lære af sine fejl.

DH mener derfor, der må sættes ind over for de kommuner, der ikke udnytter potentialet i praksisundersøgelserne. Derfor er der supplerende behov for at stille krav til, hvordan kommunerne skal behandle praksisundersøgelserne.

DH mener desuden, at handicaprådet bør høres, så handicaprådets bemærkninger kan indgå i kommunalbestyrelsens debat.

DH mener, den foreslåede ændring er en forbedring, idet det tydeliggøres, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning til afgørelse skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres, og ansøger skal have skriftlig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag.

DH ser især med tilfredshed på, at det nu af lovgivningen specifikt fremgår, at sagsbehandlingstiden regnes fra ansøgningstidspunktet. I praksis er det nemlig ikke altid sådan lovgivningen fortolkes, når sagsbehandlingstiden skal beregnes.

DH er enig i lovbemærkningernes formuleringer om, at det er vigtigt, at lovens regler er så klare som muligt, så tvivl om kommunalbestyrelsernes ansvar undgås - men DH savner hensynet til borgeren i lovbemærkningerne. I praksis giver lange sagsbehandlingstider store kvaler for de borgere, der er afhængige af, at der træffes afgørelse. Derfor er det nødvendigt, at der sker forbedringer på dette område.

Ankestyrelsen har i R-4-04 knæsat princippet om, at en uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid kan sidestilles med et afslag. DH vil derfor foreslå, at der samtidig fastsættes en frist for, hvornår borgeren kan betragte en ansøgning som afslået på grund af passivitet. Konkret foreslår DH, at fristen fastsættes til 4 uger efter sagsbehandlingsfristens overskridelse. Efter dette tidspunkt skal borgeren kunne få sagen realitetsbehandlet af klageinstansen.

Det indebærer naturligvis, at de fastsatte sagsbehandlingsfrister er rimelige, hvilket tilsynsmyndighederne må have mulighed for at vurdere og tage stilling til.

I forhold til ansøgninger om førtidspension er det et stort problem, at sagsbehandlingen, der går forud for stillingtagen til at rejse en sag om førtidspension, kan trække ud i det uendelige. Den problemstilling bliver ikke løst med dette lovforslag.

DH har ikke noget imod, at det juridisk kan være muligt at fraskrive sig retten til diæter. Men DH finder det meget kritisabelt, at formålet er, at personer med sociale ydelser kan fraskrive sig diæter for at undgå påvirkning i sociale ydelser. Det er ikke rimeligt.

Af lovbemærkningerne fremgår det bl.a., at det er væsentlig for regeringen, at der er lige adgang til deltagelse i rådene, og at der ikke eksisterer økonomiske barrierer herfor. Men det sikrer man ikke med dette lovforslag. Nogle vil have ”råd” til at kunne tage imod diæter og den lille anerkendelse, det kan være. Andre vil ikke have ”råd” til det, da det kan have konsekvenser for deres sociale ydelser. Det er ikke ligebehandling.

Derfor mener DH, man må sikre, at der kan udbetales ”diæter” uden påvirkning af den pågældendes indtægt, hvad enten det er løn eller sociale ydelser.

Ministeren agter at indføre en tilsvarende fraskrivelsesmulighed for handicaporganisationernes medlemmer af handicapråd. DH´s synspunkter vil tilsvarende gælde på dette område. Her vil man kunne få en situation, hvor et medlem af handicaprådet med relativ stor arbejdsindtægt har ”råd” til at tage imod en diæt, mens en person med fx førtidspension ikke har ”råd” til at tage imod en diæt. Det er skævt.

Førtidspension tilkendes som erstatning for en arbejdsindkomst. DH mener derfor, førtidspension skal ligestilles med arbejdsindtægt, der ikke påvirkes af modtagelse af diæter.

DH mener med andre ord ikke, at forslaget om at gøre det muligt at fraskrive sig retten til diæter skal bruges som løsningsmodel på de problemer, der er opstået i forhold til diæters påvirkning af sociale ydelser.

I øvrigt mener DH, at der skal være pligt til at udbetale diæter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med frivilliges deltagelse og arbejde i forskellige råd. Det er en vigtig anerkendelse af det arbejder, der finder sted.

DH er enig i forslaget, der giver mulighed for, at bl.a. kommunalt ansatte på det sociale område kan udpeges som medlemmer af de sociale nævn og Ankestyrelsen og deltage i behandlingen af sager vedrørende andre kommuner end den kommune, de er ansat i. Der er ingen grund til at udelukke en så bred personkreds fra at kunne udpeges som medlemmer af de sociale nævn og Ankestyrelsen.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand

5