Socialministeriet

Att.: Ellinor Colmorten

E-mail: eco@sm.dk og p-boern@sm.dk

Hvidovre, den 9. august 2010

Sag 10/656 - Dok. 8644/10 SL/MMH/ck

DH mener, at (adfærds)problemer i forhold til børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, bør løses med pædagogiske, sociale og strukturelle redskaber. Med lovgivningens og denne bekendtgørelses stramninger i forhold til magtanvendelse, mener DH, at vi bevæger os i den forkerte retning. Stramningerne står ikke mål med den indsats, der ønskes.

DH erklærer sig fuldstændig enig med formålsbestemmelsen: ”Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand”, samt at ”Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige.” DH frygter dog, at bl.a. kommunernes økonomisk pressede situation, og pladsmanglen på sikrede institutioner, kan føre til, at det omvendte netop vil være tilfældet. En sådan udvikling vil være meget beklagelig. I den forbindelse mener DH, at der bør afsættes tilstrækkelige ressourcer til at forebygge brugen af magt overfor børn og unge anbragt udenfor hjemmet.

DH mener ikke, at der i bekendtgørelsen tages tilstrækkelig højde for, at bekendtgørelsen både dækker børn og unge med sociale- og/eller adfærdsmæssige problemer og børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Af referat fra møde i følgegruppen vedr. vejledningen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, fremgår det, at der i 2011 udarbejdes en vejledning om magtanvendelse, der specifikt er rettet mod børn og unge med handicap anbragt udenfor hjemmet. Det betragter vi som en anerkendelse af de store forskelle, der er i målgruppen, og forskellen på de to målgrupper bør klart være afspejlet i bekendtgørelsen.

Der er i bekendtgørelsen adskillelige overvejelser om, hvordan magtanvendelse skal forstås. Det kan skabe tvivl hos det personale, der skal omgås børnene og de unge. DH mener, at enhver indgriben og behandling, som sker mod barnets vilje, skal betragtes som magtanvendelse. En sådan definition vil skabe bedre retssikkerhed for barnet og større klarhed for personalet.

Barnet har, bl.a. ifølge Børnekonventionens art. 12 og Handicapkonventionens art. 7(3), ret til at blive hørt i forhold til barnets egen situation og forhold. Handicapkonventionen slår fast, at barnet skal have alders- og handicaprelevant støtte for at udøve denne ret, og Børnekomiteen fastslår i deres 'General Comment' nr. 12 (2009), § 20, at ethvert barn skal opfattes som i stand til at udtrykke sig. Denne bestemmelse dækker selvsagt også børn med handicap. Børnekonventionens artikel 5 påpeger, at barnet har ret til at udvikle og udfolde sine evner i takt med udviklingen af disse, og at der skal ydes passende vejledning og støtte, således at barnet kan udøve denne ret. Det betyder, at der konstant skal være opmærksomhed på, om barnet har opnået nye kompetencer og færdigheder i forhold til egen inddragelse. Disse forhold gør sig gældende i enhver henseende, og således også i alle forhold vedrørende anbringelse og magtanvendelse over for børn og unge med handicap.

Generelt bør det overvejes, hvordan retssikkerheden kan styrkes i forhold til børn og unge, der udsættes for magtanvendelse. DH mener, at hvis barnet eller den unge modsætter sig magtanvendelsen, bør det automatisk opfattes som en klage. Derudover vil det være relevant med beskikkelse af en uafhængig rådgiver, med den nødvendige handicapkompetence, til de børn og unge med handicap, der er udsat for magtanvendelse.

DH påpeger, at når det handler om børn og unges klagemulighed over den trufne afgørelse, skal barnet have den støtte og vejledning, der er nødvendig for at kunne indgive klage. Herunder skal der tages hensyn til barnets funktionsnedsættelse. I forhold til børn og unge med handicap knytter der sig allerede i dag uløste juridiske problemer, når det gælder udøvelsen af klageretten. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor barnet, på grund af funktionsnedsættelse, ikke selv er i stand til at klage. Hvordan sikrer man barnets retssikkerhed i disse tilfælde? Hvordan er retsstillingen for eksempel, hvis der er pårørende med forskellige holdninger? Når det handler om at sikre, at der er personer, som kan hjælpe/støtte barnet under sagens behandling, kan det samtidig være nødvendigt at overveje et afgrænset værgemål.

DH finder, at en screening, der udelukkende søger at afdække psykiatriske problemer, ikke vil være en bred nok udredning. Screeningen skal være kompetent og tage udgangspunkt i barnets funktionsnedsættelse og også dække andre forhold som bl.a. ADHD og dysleksi. Disse to grupper er fx overrepræsenteret i fængsler, og der kan ved en screening sættes ind med den nødvendige behandling, og forebygge at den unge senere igen ender i fængsel.

I forhold til § 37 om anbringelsesgrundlaget m.v. på en særlig sikret afdeling, mener DH, at formuleringerne om grundlaget for anbringelse er uklare. Hvad menes med psykisk afvigende adfærd? Og hvilken begrundelse ligger bag, at unge, der viser symptomer på en diagnose kan anbringes? Børn skal vel kun anbringes på en særlig sikret afdeling, hvis de er til skade for dem selv eller andre?

Hvis der er spørgsmål til ovenstående kan socialpolitisk konsulent Kirsten Plambech kontaktes på tlf.: 3638 8534 eller på mail: kp@handicap.dk

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand