Høring: ny matchmodel
BER-sekretariatet
Arbejdsmarkedsstyrelsen
Holmens Kanal 20
Postboks 2150
1016 København K
E-mail: dsr@ams.dk og lpo@ams.dk
Hvidovre, den 29. januar 2010
Sag 10/96 - Dok. 1211/10 SL/mer/kft
Vedr. høring om nye og ændrede bekendtgørelser som følge af den nye matchmodel
Danske Handicaporganisationer (DH) har modtaget ovenstående materiale til høring og takker for muligheden for at afgive bemærkninger.
Positivt med ny matchmodel, men der skal følge handling med!
DH finder det positivt, at jobcentrene skal rette deres fokus mod den lediges arbejdsmarkedsparathed uafhængigt af forsørgelsesgrundlaget. DH har en forhåbning om, at den nye matchkategorisering vil blive en kærkommen anledning for jobcenteret til at ”mainstreame” indsatsen for ledige med handicap, og organiseringen vil understøtte indsatsen for ledige med handicap, således at der er fokus på indsats og opkvalificering, kompensationsbehov og det rette jobmatch.
DH ser frem til, at det nye fokus på 3 måneders perioder ift. at kunne tage et job eller tage imod et tilbud, kan sætte fokus på, at dette reelt også sker: At ledige med handicap ikke skal vente længere tid på aktive tilbud, afklaring af hjælpemiddelbehov f.eks. som forudsætning for virksomhedspraktik.
Midlertidigt passive i gruppe 3
DH er bevidste om, at der er en række mennesker, som ikke på ethvert givet tidspunkt kan deltage i et aktivt tilbud efter LAB loven, og det skal der være plads til. DH er imidlertid også bekymrede for gruppe 3, der kan gå midlertidigt passive. Hvor længe er midlertidigt? Hvordan sikrer man kontakten til den ledige, der betyder, at der tilbydes rette indsats - bredt set over flere kommunale forvaltninger- på rette tidspunkt?
Det er nødvendigt, at jobcenteret sikrer procedurer for, at personer, der har behov for anden indsats end jobcenterets f.eks. behandling, for på lidt længere sigt at kunne deltage i en beskæftigelsesindsats, får dette tilbudt.
DH vil også henlede opmærksomheden på DH's m.fl. forslag om at etablere en rehabiliteringsindsats med tilhørende ydelse, som netop har til formål at sikre en aktiv indsats, også for personer, der ikke har det direkte erhvervssigte lige foran sig, og som ikke kan have glæde af en jobplan, før andre forudgående tiltag iværksættes. DH's rehabiliteringsforslag kan læses her:
http://www.handicap.dk/dokumenter/rapporter-notater/rehabiliteringsydelse
Fleksjobvisiterede og gruppe 3
Når fleksjobvisiterede befinder sig i længere tid i gruppe 3, mener DH, det altid bør give anledning til overvejelser omkring selve visiteringen til fleksjob. Er det rette hylde, eller bør det rettelig handle om en pensionssag? Er der kommer yderligere hændelser i personens liv, der f.eks. kræver et (nyt) revalideringsforløb?
Politisk fokus på gruppe 3 - de midlertidige passive
DH vil opfordre til, at der fra politisk side er fokus på, hvor mange og hvor længe personer, der forventes at finde en plads på arbejdsmarkedet, placeres i midlertidigt passiv kategorien. En negativ udvikling i gruppe 3 på landsplan bør få alarmklokkerne til at ringe, således at Arbejdsmarkedsstyrelsen kan fremlægge initiativer der iværksætter en forstærket indsats.
DH vil gerne understrege vigtigheden af, at jobcenterets kontaktforløb overfor personer i gruppe 3 tilrettelægges således, at det er muligt at foretage en reel vurdering af, hvorvidt personens tilstand eller situation har ændret sig.
Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til konsulent Mette Raun, mr@handicap.dk
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
