Share |
Forside | Dokumenter | Høringssvar | Høring: TV 2's ændringer i public service-tilladelsen

Høring: TV 2's ændringer i public service-tilladelsen


Kulturministeriet

Lykke Guldbrandt

e-mail: lyg@kum.dk

Hvidovre, den 16. maj 2011

Sag 11/386 - Dok. 3869/11 /MOL

DH's høringssvar vedr. TV 2's ændringer i public service-tilladelsen

Danske Handicaporganisationer (DH) har fra Kulturministeriet modtaget ovenstående til høring. DH takker for muligheden for at fremkomme med vore synspunkter og har følgende bemærkninger.

Først vil vi beklage den korte høringsfrist på 4 hverdage, der gør det meget svært for DH som paraplyorganisation at inddrage sine medlemsorganisationer. DH har på alle møder med Kulturministeriet i forbindelse med dette arbejde, og senere gennem mailkorrespon-dance, forhørt os om aftalen med TV 2 A/S og havde håbet at blive inddraget løbende i udarbejdelsen af public service-tilladelsen.

Den første formulering i tilladelsen vedr. ”særlige målsætninger”, siger, ”at TV2 skal styrke sin indsats for handicappedes adgang til tilbuddene på TV2 i forhold til niveauet i 2006”. Dette er egentlig meget positivt, men desværre afspejler resten af indholdet i afsnittet ikke dette.

DH mener, at målet af tekstede udsendelser ikke er ambitiøst nok. TV2 havde i den gamle tilladelse målet at tekste alle danske udsendelser inden udgangen af 2012, dette skal bibe-holdes. Hvis der er typer af udsendelser, TV 2 finder, det ikke er muligt at tekste, bør dette drøftes med handicaporganisationerne.

Det er en forbedring, at mindst to nyhedsudsendelser om aftenen skal være tekstede, men det er under al kritik, at dette kun skal ske på hverdage. DH understreger, at dette også skal ske i weekenderne. Hvorfor skal mennesker med behov for tekstning være dårligere stillet i weekenderne? Vi mener, at dette skal udvides til også at gælde i weekenderne.

Der er tale om en direkte forringelse vedr. tegnsprogstolkningen af nyhedsudsendelse. Hvor det tidligere var to udsendelser mellem kl. 17-24, der skulle tolkes, er det nu skåret ned til to udsendelse mellem kl. 17-20. DH mener, at TV2 og DR i fællesskab må løse udfordringen i forhold til at stille nyhedsudsendelser o.a. til rådighed med tegnsprogstolkning efter kl. 20.

Det er meget bekymrende, at mængden af tegnsprogstolkede udsendelser er afhængige af den allokerede kapacitet i DTT-nettet. I praksis frygter DH, at antallet af tegnsprogstolkede udsendelser aldrig kan øges. DH mener, man skal gøre en konkret indsats for at få løst den-ne problemstilling. Dette skaber også problemer i forhold til tegnsprogstolke udsendelser ved folketingsvalg og andre begivenheder af stor samfundsmæssig interesse. DH mener, der er behov for, at ministeriet indgår i en dialog med DH om denne særlige problemstilling.

DH beklager derudover, at TV 2 slet ikke bliver forpligtet til at levere synstolkning, der er af stor betydning for blinde og svagsynede. TV 2's dramaserier som bl.a. "Den som dræber" vil egne sig godt til at blive synstolket, og vi mener derfor, at TV 2 skal benytte sig af DR's erfaringer med synstolkning og levere synstolkning.

TV 2's tilladelse nævner, at man vil arbejde for at forbedre kvaliteten af tekstningen. DH synes, dette er meget positivt. Det er vigtigt at have fokus på kvaliteten af alle tjenester og foretage løbende evalueringen af kvaliteten af disse.

Til sidst vil DH understrege, at ministeriet skal inddrage handicaporganisationerne i det vi-dere arbejde med kontrakten og løbende i kontraktperioden, som det er besluttet i forbindel-se med DR's public service-kontrakt. DR havde selv et ønske om denne brugerinddragelse, da den kvalificerer public service-udbyderens arbejde med tilgængelighed til tv.

DH ser frem til at høre nærmere, og skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til konsulent for tilgængelighed til informations- og kommunikationsteknologi, Monica Løland, på tlf.: 3638 8524 eller e-mail: mol@handicap.dk.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

Handlinger tilknyttet webside
Søg