Høring: udlandsbekendtgørelsen
Indenrigs- og socialministeriet
Att.: Tina Hansen
E-mail: tha@ism.dk
Hvidovre, den 7.december 2009
Sag 09/1049 - Dok. 14039/09 SL/KP/ck
Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) til ny bekendtgørelse vedr. ydelser under midlertidige ophold i udlandet (udlandsbekendtgørelsen)
Generelle bemærkninger:
DH finder, at det udsendte forslag er fuldstændig ude af trit med moderne tankegang i forhold til ligebehandling af personer med handicap i henhold til FN Handicapkonventionen, EU-direktivet med forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (som der arbejdes på at udvide), Lissabontraktaten, adgang til behandling i udlandet og andre europæiske direktiver/regulativer til fremme af fri mobilitet (forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med flyrejser, sejlads, rejser med bus) og ikke mindst forordning 1408/71.
DH mener samtidig, at det udsendte forslag er i modstrid med moderne tankegang i forhold til forenkling af regler, afskaffelse af bureaukrati og tillid til borgerne.
DH er uforstående over for, hvorfor mennesker med handicap ikke frit kan rejse udenfor landets grænser med den hjælp og støtte, de i forvejen gør brug af i Danmark.
DH mener principielt ikke, der er behov for en udlandsbekendtgørelse.
Mennesker med handicap, med lovligt ophold i Danmark, og med lovlig adgang til at modtage forskellige former for hjælpemidler, støtte m.v. efter dansk lovgivning, bør have ret til at medtage disse ydelser til udlandet, under midlertidige ophold, når der ikke er tale om merudgifter for kommunerne. Der bør heller ikke være en grænse for, hvor længe et midlertidigt ophold kan vare. Varigheden kan variere afhængig af opholdets formål.
DH mener alene, der er behov for en bestemmelse, hvorefter man har ret til at medtage sine lovlige ydelser under midlertidige ophold i udlandet. Dertil kommer, at der kan være konkrete og individuelle begrænsninger i forhold til, i hvilket omfang man kan blive kompenseret for ekstraudgifter i forbindelse med fx ferie.
En bekendtgørelse behøver alene at tage udgangspunkt i bekendtgørelsens to første bestemmelser:
§ 1. Hjælp efter serviceloven er betinget af, at modtageren opholder sig lovlig her i landet, jf. lovens § 2, stk. 1.
§ 2. Det er en betingelse for at bevare retten til hjælp i udlandet, at modtageren inden udrejsen opfylder betingelserne for at modtage hjælp, samt at kommunen løbende kan holdes orienteret om, at opholdet sker, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes, jf. § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Det vil være regelforenkling. Ovenstående kan formuleres både med respekt for medborgerskab og personlig selvbestemmelse og samtidig sikre rimelighed i forhold til at modtage offentlige ydelser.
Konkrete bemærkninger
DH mener, at det udsendte ændringsforslag har nogle klare mangler og uhensigtsmæssigheder, der vil være med til at øge bureaukrati og reducere borgerens retssikkerhed.
DH mener, at det er uheldigt at fastsætte regler om, at man skal meddele sin kommune, hvis man deltager i et lovligt midlertidigt ophold ud over en måned. For det første er det ganske unødvendigt. For det andet er det ikke noget, andre skal. For det tredje vil det kunne skabe problemer i forhold til at ” få lov til” at medtage sin hjælp ud over en måned - uanset om udgiften er den samme, når borgeren opholder sig i Danmark. Det er ikke usædvanligt, at personer med funktionsnedsættelse befinder sig udenfor Danmarks grænser i mere end 1 måned eller mere op til flere gange årligt i forbindelse med ferie og/eller erhverv.
Selvom det er positivt, at man nu kan rejse en måned uden at spørge om lov, virker grænsen fuldstændig vilkårlig. Hvorfor lige en måned? Hvorfor ikke to eller seks måneder? Grænsen må principielt gå ved opgivelse af dansk domicil og opgivelse forudsætter, at man tager ophold i længerevarende ubestemt tid i udlandet uden at have afklaret, om man agter at vende tilbage til Danmark. Hvornår skal en kommune nægte at give tilladelse til et længerevarende ophold i udlandet på fx 6 - 12 måneder for en dansk statsborger? Skal det fx være et problem at kunne blive udsendt som medarbejder i Bruxelles for den danske stat i 6 måneder, hvis omkostningerne for det danske samfund ikke er større end ved ophold i Danmark?
DH mener desuden, at der er åbenlyse mangler i opremsningen af de bestemmelser, der kan medtages til udlandet i forbindelse med midlertidige ophold. Det drejer sig fx om servicelovens §§ 83 og 85, hvorefter der ydes praktisk og pædagogisk hjælp. DH er uforstående overfor, hvorfor hjælp efter disse bestemmelser ikke lovligt kan medtages ved midlertidige ophold i udlandet. Det bør være muligt at kunne konvertere den personlige støtte til et økonomisk tilskud, der kan anvendes til at ”købe” den nødvendige støtte i udlandet eller fx hos personer, der er villige til at rejse med.
DH mener, at det på enhver måde er diskriminerende, at fx udviklingshæmmede skal betale deres egen ferie, lønnen til deres ”medbragte” pædagoger (inkl. tillæg), løbende udgifter til pædagoger m.v. og ikke mindst rejsen for pædagogerne. Det betyder, at en rejse til 5.000 kr. (for enhver anden dansker) sagtens kan beløbe sig til 20 - 25.000 kroner fra en person med udviklingshæmning, der skal på en uges ferie på Mallorca.
Tilsvarende er der heller ikke mulighed for at medtage tolke til social tegnsprogstolkning i udlandet.
Generelt er der også problemer med at få dækket nødvendige merudgifter under midlertidige ophold i udlandet. Det gælder fx merudgifter til hjælpere og kontaktpersoner, der vil være en forudsætning for, at det midlertidige ophold kan lade sig gøre. Der synes derfor at være behov for at tydeliggøre reglerne, så det fremgår, at der efter en individuel vurdering kan opnås supplerende støtte i forhold til den støtte, man normalt modtager i dagligdagen.
DH havde set frem til modernisering af den danske lovgivning, så det bliver muligt for personer med handicap at færdes og rejse på ferie m.v. i Danmark eller udlandet uden indblanding fra det offentlige. DH mener grundlæggende udlandsbekendtgørelsen er i strid med Handicapkonventionens artikel 20 om ret til personlig mobilitet og frit valg af opholdssted samt ind- og udrejse af landet i henhold til konventionens artikel 18.
Hvis der er behov for yderligere bemærkninger, kan socialpolitisk konsulent Kirsten Plambech kontaktes på 3638 8534.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
