Socialministeriet

Att.: Maja Marker

E-mail: mma@ism.dk

Hvidovre, den 17. marts 2010

Sag 10/228 - Dok. 2964/10 SL/KP/ck

Her følger konkrete bemærkninger fra DH til udvalgte punkter af vejledningen:

Punkt 29. Det fremgår bl.a., at det kan være et nyttigt redskab at udarbejde en skriftlig handleplan sammen med forældrene samt ideer til, hvad handleplanen kan indeholde. For eksempel at handleplanen kan medvirke til at sikre en koordineret indsats, hvor alle involverede personer og instansers ansvar og forpligtelser klargøres. Det fremgår også, at en handleplan kan være et godt og nyttigt redskab i forhold til overgangen til voksenalderen.

DH støtter, at der udarbejdes en handleplan, når der ydes handicapkompenserende ydelser til familierne. Denne plan skal udarbejdes efter servicelovens § 141. Men samtidig skal der efter servicelovens § 140 altid udarbejdes en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger (servicelovens §§ 52, 58 og 76), hvilket også fremgår af vejledningen.

DH mener, det kan skabe forvirring om, hvorvidt der skal udarbejdes to handleplaner. DH mener, der skal udarbejdes en sammenhængende plan for den støtte, familien modtager. Der er således behov for en klargøring heraf i vejledningen.

Punkt 38 ff. DH savner, at familievejlederordningen omtales i dette afsnit om rådgivning. Omtalen kommer først under afsnit II om tilbud til børn og unge med handicap. Men ordningen bør også nævnes under dette rådgivningsafsnit, eventuelt med en henvisning til at ordningen omtales nærmere i afsnit II.

DH savner, at reglerne om tilsyn med hjemmetræning efter servicelovens § 32 beskrives i dette afsnit.

DH savner en beskrivelse af ydelserne efter servicelovens §§ 41 og 42, når forældre bor i hver sin kommune, jf. vejledningen til retssikkerhedsloven pkt. 273.

Punkt 117. Det fremgår bl.a., at ”Familievejlederne skal desuden kunne tilbyde at formidle kontakt til andre familier med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.” DH mener, dette punkt bør uddybes. Nogle kommuner mener, dette kan ske alene ved at kommunen henviser familierne til at kontakte en handicaporganisation med forventning om, at denne organisation har nogle tilbud til familierne. Selvom det under alle omstændigheder er en relevant henvisning, er det ikke sikkert, det er tilstrækkeligt.

Punkt 130. Det fremgår bl.a., at ”Forskellen i forpligtelsens omfang hænger sammen med, at for børn under skolealderen er det typisk dagtilbuddet, der giver barnet den særlige støtte og behandling, mens den særlige støtte og behandling for børn i skolealderen primært varetages i skoletilbuddet”. DH mener, formuleringen er meget uheldig. Skolen behandler ikke men underviser og giver støtte til undervisning. Barnet eller den unges behov for øvrig støtte og behandling varetages derfor ikke i skoletilbuddet. Det skal klart fremgå af vejledningen. Desuden er det vigtigt at støtte og behandling, der ikke vedrører undervisningen, tilrettelægges så barnet eller den unge i videst muligt omfang kan følge undervisningen.

Punkt 131. Det fremgår bl.a.: ”De særlige dagtilbud kan tilbyde forældre til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne lejlighedsvis aflastning. Der kan i de særlige dagtilbud etableres aflastning, der indebærer overnatning i weekenden, hvis der er behov herfor.” DH savner her en beskrivelse af lovgrundlaget.

Efter hvilke bestemmelser i serviceloven skal en sådan aflastning ydes, herunder hvorvidt det fordrer en § 50 undersøgelse og en § 140 handleplan.

Punkt 135. Det fremgår bl.a., at: ”Forældrenes betaling for barnets ophold i særlige dagtilbud er reguleret i servicelovens § 32 stk. 5.” Samtidig fremgår det af § 32, at de særlige dagtilbud kan oprettes og drives som et selvstændigt dagtilbud eller oprettes og drives i forbindelse med et dagtilbud.

Ankestyrelsen har truffet en afgørelse om betaling for et særligt dagtilbud i C-12-07, hvor en familie skulle betale for opholdet i et særligt dagtilbud oprettet i forbindelse med et almindeligt dagtilbud efter reglerne i dagtilbudsloven.

DH forstår ikke denne afgørelse. Når et barn er optaget i et særligt dagtilbud efter § 32, må betalingen for dagtilbuddet efter DH´s opfattelse være den samme uanset, hvor dagtilbuddet er beliggende. Dette bør præciseres i vejledningen.

Punkt 138. Det fremgår bl.a., at ”I nogle træningsprogrammer indgår, at barnet skal have et særligt kosttilskud og tilskud af mineraler og vitaminer. Hjælpe til udgifter til kosttilskud m.m., der er en del af træningsprogrammet, og som efter en konkret og individuel skønsmæssig vurdering er nødvendigt for at forældrene kan gennemføre træningen, kan bevilges, såfremt det efter en lægelig vurdering er forsvarligt i forhold til barnets tilstand.”

DH har meget svært ved at se, at et kosttilskud kan være end del af en træning. Familier, der ikke træner deres barn, kan alene få dækket udgifter til kost, når der er et lægeligt dokumenteret behov. Det samme bør gælde for familier, der træner deres barn.

Punkt 171. Det fremgår, at der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn eller ung til behandling, som følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, i det omfang udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger. DH mener, der er behov for en tilføjelse om, at der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter, hvis barnets tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler.

Punkt 175. Der er behov for at gøre opmærksom på de behov, søskende kan have for at være sammen med andre ligestillede søskende til et handicappet barn samt for at se andre børn, der er i samme situation som deres søster eller bror.

Punkt 189. DH mener, det er misvisende at henvise til § 84, og henvisningen giver anledning til problemer i praksis. Det fremgår, at aflastning efter § 84 går forud for aflastning efter § 41. Men for det første er der ikke i § 44 hjemmel til at bruge § 84 i forhold til børn. For det andet er det ikke meningsfuldt at anvende § 84 som aflastning, når det handler om børn. Aflastning efter § 84 vurderes efter hjemmeplejens kvalitetsstandarder, hvad der slet ikke giver mening i forhold til børn.

Punkt 190. Det fremgår bl.a., at ”Når der ydes tilskud til privat antaget hjælp, bør kommunen rådgive forældrene om det ansvar, der følger med at være arbejdsgiver.”

DH mener ikke, at ”bør” er tilstrækkeligt, da det er en kommunal forpligtelse, jf. principafgørelse fra Ankestyrelsen 46-09. Her fremgår det, at Nævnet har kompetence til at behandle klage over kommunens vejledning i forbindelse med BPA efter servicelovens § 96. Der må gælde en tilsvarende rådgivningsforpligtelse på børneområdet.

Punkt 197. Det fremgår bl.a., at ”Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx til et barn, som ikke har andre legemuligheder, vil dog kunne ydes efter § 41 - naturligvis under forudsætning af, at betingelserne for støtte i § 112 ikke er opfyldt.”

Det er DH's erfaring, at formuleringen volder store afgrænsningsproblemer i kommunerne. Der bør derfor være en uddybende beskrivelse i vejledningen.

Punkt 200-202. Det er DH's erfaring, at der er problemer i forhold til, hvem der har ansvaret for opgaven i forbindelse med respirationsinsufficiens. Det bør beskrives bedre.

Punkt 232 ff. DH savner et afsnit om sammenhæng med reglerne om kontanthjælp - herunder om beregning af en evt. ydelse, hvis modtageren er langvarig kontanthjælpsmodtager.

Titlen på dette kapitel er ikke konsekvent gennemført, idet der mange steder skrives ”udsatte børn”, fx i pkt. 278 om handleplaner og pkt. 300 om valg af foranstaltninger. Den første betegnelse dækker væsentligt bedre, da børn med nedsat funktionsevne ikke bør betegnes som ”udsatte børn”. Det foreslås, at man generelt bruger betegnelsen ”børn og unge med særlige behov”, hver gang der også tænkes på børn og unge med en nedsat funktionsevne.

Punkt 258. Det fremgår bl.a., at ”Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien skal handleplanen beskrive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.”

Her savner DH, at der beskrives hvilken form for støtte, familier med børn med handicap kan have behov for.

Center for Ligebehandling af Handicappede foretog i 2005 en interviewundersøgelse blandt forældre til børn med handicap på døgninstitution. Flere af forældrene i interviewundersøgelsen gjorde opmærksom på, at de havde brug for anden vejledning end bare den juridiske og den praktiske. De havde også brug for blandt andet hjælp og rådgivning i forhold til at tackle de følelsesmæssige problemer, der knytter sig til at ens barn flytter hjemmefra, før det er blevet voksent.

De forældre fra interviewundersøgelsen, der gav udtryk for, at det gik rigtig godt i forbindelse med anbringelsen, er samtidig også dem, der mener, at de fik vejledning om de følelsesmæssige problemer.

Punkt 262. Det fremgår, at en undersøgelse kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, hvis den unge er fyldt 15 år. I den forbindelse er det en væsentlig mangel, at der i vejledningen ikke er taget stilling til, hvad man gør i forhold til unge, der er fyldt 15 år, og som pga. en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan give et informeret samtykke. Det er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt problem, at der gives en partsstatus til unge, der er fyldt 15 år, uden at man har taget stilling til, hvad der skal gøres i forhold til at sikre unge, der pga. en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, ikke kan give et informeret samtykke.

Punkt 288. Se DH´s bemærkninger til punkt 258.

Punkt 298. Se DH´s bemærkninger til punkt 262.

Punkt 301 ff. I gennemgangen af de forskellige typer foranstaltninger mangler eksempler på støtte til familier med børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det kan ellers se ud som om, der kun kan ydes hjælp til familier med sociale problemer. Fx er der under pkt. 310 kun nævnt målgruppen ”socialt belastede unge, der har problemer med at begå sig i livet.” Unge med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan også have brug for en sådan støtte, og bør ikke som udgangspunkt udelukkes.

Punkt 306. Det fremgår bl.a., at ”Der skal gøres opmærksom på, at det er muligt at yde aflastning med hjemmel i servicelovens § 84, hvis aflastningen gives på grund af et barns eller en ungs funktionsnedsættelse og alene udspringer af den øvrige families behov. I disse tilfælde vil det ikke være nødvendigt med forudgående § 50 undersøgelse. Ydes aflastningen derimod på grund af barnets eller den unges særlige behov for støtte, kan den ikke gives med hjemmel i servicelovens § 84. I disse tilfælde skal § 52, stk. 3, nr. 3, anvendes.”

DH er helt uforstående over for denne bemærkning. Mener ministeriet, at børn og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan døgnaflastes efter § 84? At man med andre ord kan lade børn med betydelige funktionsnedsættelser døgnaflaste, uden at aflastningsstederne er godkendte, og uden at der føres tilsyn dermed? DH håber ikke, dette er tilfældet.

Punkt 318. det fremgår bl.a., at ”Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til forældrenes transportudgifter i forbindelse med samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for, at et fysisk eller psykisk handicappet barn kan besøge forældrene i hjemmet. Der kan fx ydes støtte til udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet, som er nødvendigt for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet.”

DH er glad for at dette eksempel nævnes, men mener, det er nødvendigt med en præcisering. Det skal fremgå, at denne støtte ikke kun kan ydes til forældre med en mindre stabil kontakt med børnene. Ankestyrelsens seneste praksis på området i principafgørelserne 12-09 og 171-09 efterlader et indtryk af, at kun forældre med dårlig kontakt til deres børn kan opnå dækning af transportudgifter. Det kan ikke være meningen. I øvrigt et godt eksempel på konsekvenserne af, at børn og unge med handicap anbringes efter de samme regler som omsorgssvigtede børn.

Punkt 325. Se DH´s bemærkninger til punkt 258.

Punkt 495. DH savner her en beskrivelse af de regler, der er fastsat i bekendtgørelsen. Specielt at der ikke skal betales for opholdet, når der er tale om et udpræget behandlingsmæssigt sigte, hvilket så godt som altid gør sig gældende, når det drejer sig om børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, jf. principafgørelse fra Ankestyrelsen C 56-05.

Punkt 518. DH savner her en beskrivelse af de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til børn og unge med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne. Der skal fx tages højde for dette aspekt, når den konkrete indsats i forbindelse med anbringelse skal vurderes. Her tænker DH fx på, at støtte til køb af bil ofte bortfalder i forbindelse med anbringelse, hvilket vanskeliggør familiens mulighed for samvær med barnet.

Afslutningsvis skal DH anbefale, at følgende to bekendtgørelser medtages i bilagene til vejledningen:

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand