Høring: ligestilling og ikke-forskelsbehandling

Socialministeriet

Att.: Lisa Ibenfeldt Schultz

E-mail: lsc@sm.dk

Den 12. april 2006

J.nr. 4043.274 [10.15.01] SL/MR/KP/ck

DSI vil gerne indledningsvis takke Folketinget for at tage interesse for denne problemstilling, som Danmark hidtil ikke har overvejet seriøst i forhold til gældende politik.

DSI ønsker, på baggrund af danske og internationale erfaringer, at der ved lov indføres et generelt forbud mod diskrimination, en pligt til at udarbejde sektorbaserede handlingsplaner, og at der oprettes en administrativ klageadgang med den rette viden om handicap og med et tilfredsstillende lægmandselement udpeget af DSI. En bred diskriminationslovgivning, der som eksempler også omfatter en ikke-diskriminerende adgang for mennesker med handicap til bl.a. boliger, uddannelse, sundhedsydelser, varer og tjenester, transportmidler, kommunikation, kultur og foreninger.

Et generelt diskriminationsforbud vil være i overensstemmelse med internationale erfaringer og tendenser og sender det rigtige signal. Det skal ikke bare være moralsk forkasteligt og uden sanktionsmulighed at diskriminere mennesker med handicap, men også retsstridigt med sanktionsmuligheder.

Dansk efterlevelse af menneskeretlige forpligtelser kræver, at Danmark ikke bare anerkender princippet om lighed, men ved lov giver mennesker med handicap en generel rettighed til lighed og forbud mod diskrimination.

I dag findes der desværre ikke en samlet lovgivning om ikke-forskelsbehandling af mennesker med handicap, hverken i EU eller i Danmark. Det er med andre ord ikke lovgivningsmæssigt forbudt at diskriminere mennesker med handicap, undtagen på arbejdsmarkedet. Det sidstnævnte forbud er kun godt 1 år gammelt i Danmark - indført ved lov nr. 31 af 12. januar 2005 om forbud mod forskelsbehand­ling på arbejdsmarkedet, jf. EU direktiv 2000/78. Mennesker med handicap kan således risikere at blive diskrimineret og nægtet adgang til alle andre områder end arbejdsmarkedet uden at kunne klage til et uvildigt klageorgan - og uden mulighed for at sanktionere den, som diskriminerer.

Bliver mennesker med handicap da diskrimineret i praksis? Svaret er ubetinget ja, i hvert fald er det handicaporganisationernes vurdering, at det sker inden for visse områder, som DSI i dette høringssvar vil give en række eksempler på.

Der findes kun meget få danske undersøgelser, som illustrerer omfanget af diskriminationen af mennesker med handicap, men det finder sted i lovgivningen og i praksis.

Det skal understreges, at et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap ikke er uforeneligt med dansk lovgivningstradition med positiv særbehandling i form af forskellige former for kompensation mv.

For DSI er det vigtigt at understrege, at en rettighedslovgivning ikke skal være et brud med dansk tradition om primært at udvikle et inkluderende samfund via politiske initiativer frem for via individuelle og ”tilfældige” retssager. Derfor er det vigtigt, at en dansk lov om forbud mod diskriminering af mennesker med handicap suppleres med sektorbaserede handlingsplaner og et administrativt klageorgan. Denne model synes at fungere tilfredsstillende i England, hvor de har haft sådan lovgivning siden 1995.

Dansk handicappolitik har i årtier haft de gode viljer som udgangspunkt. Politikerne har udstukket henstillinger og retningslinjer om, at mennesker med handicap ikke må forskelsbehandles, og at der skal tages hensyn til mennesker med handicap i alle samfundets tilbud. De, der løser opgaverne, skal herefter sikre, at henstillingerne bliver fulgt.

Det sker bare ikke i et tilstrækkeligt omfang.

For DSI er det vigtigt, at alle borgere har adgang til de samme muligheder, og at alle kan leve op til de samme demokratisk pligter.

Samfundsudviklingen har bl.a. medført, at flere og flere opgaver løses af private udbydere eller offentlige myndigheder, der er underlagt kontraktstyring med stramme økonomiske rammer.

De private udbydere har ikke på samme måde pligt til at følge politiske henstillinger, især ikke hvis det sætter dem i en dårligere konkurrencesituation, eller i det hele taget går ud over indtjeningen. De kontraktstyrede offentlige myndigheder er ofte underlagt vanskelige økonomiske forhold, som ofte betyder, at de økonomiske prioriteringer overdøver de politiske henstillinger.

Et eksempel herpå er tilgængelighed til offentlige hjemmesider. Politisk er der udtrykt ønske om, at offentlige hjemmesider er tilgængelige for mennesker med handicap. Men senest har konkurrencen ”Bedst på Nettet” afsløret, at under 10 % af de offentlige hjemmesider er tilgængelige. Enten kender offentlige myndigheder ikke det politiske ønske, eller også prioriterer de ikke tilgængeligheden til deres hjemmesider. De firmaer, der programmerer nye hjemmesider laver dem ikke tilgængelige, hvis det ikke er et udtrykkeligt krav fra myndigheden. Resultatet er, at under 10 % af offentlige hjemmesider er tilgængelige for mennesker med handicap. Dermed forskelsbehandles mennesker med handicap i forhold til andre borgere i det danske demokratiske samfund.

Regeringens handicappolitiske koordinator, Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har i et samråd i Folketingets Politisk-økonomiske Udvalg (jf. socialudvalget, alm. del, spm. 92) gjort sig til talsmand for, at lovgivning om ikke-forskelsbehandling af mennesker med handicap vil medføre et fokus på mennesker med handicap som en særlig svag gruppe, speciel og anderledes end alle andre.

Ministeren mener, at det er udansk at gøre en særlig gruppe af mennesker til et særligt problem, der kræver sin egen lovgivning. Ministerens foretrækker at inkludere alle gruppers behov i den almindelige lovgivning.

Det er imidlertid DSI's erfaring, at dette ikke sker i fornødent omfang, hvilket vil illustreres nedenfor.

DSI er derfor uenig med økonomi- og erhvervsministeren i denne fremstilling. Vi behøver kun at pege på den særlige lovgivning, som gælder i forhold til kvinder. I følge ministerens argumentation skulle kvinder så være en svag gruppe, og løsningen af problemerne med at sikre ligeløn og sikring af kvinder på barselsorlov for udansk. Det mener DSI ikke er tilfældet - tværtimod.

Økonomi- og erhvervsministeren henviser endvidere til, at lovgivning om antidiskrimination vil medføre, at politikerne vil blive nødt til at prioritere ressourcer på handicapområdet anderledes end i dag. I følge ministeren vil man f.eks. være nødsaget til at løse tilgængelighedsproblemer, som opstår her og nu, frem for at lave en prioriteret løsning af opgaverne i forhold til de ressourcer, der er til rådighed.

DSI finder, at ministeren med denne argumentation forsøger at mane et skræmmebillede frem for Folketinget og offentligheden om, at det koster mange penge at sikre ikke-forskelsbehandling. Et sådant skræmmebillede er efter DSI's opfattelse utroværdigt og matcher i hvert fald ikke DSI's holdninger - eller erfaringer fra f.eks. England.

DSI mener, at lovgivning om ikke-forskelsbehandling netop kan medføre, at ressourcerne prioriteres, så de bliver udnyttet til gavn for flest mulige borgere. Vi forestiller os ikke, at f.eks. tilgængelighed til eksisterende offentlige bygninger er sikret gennemført med det samme, bare fordi det er besluttet ved lov. Lovgivning om ikke-forskelsbehandling skal følges op af konkrete og realistiske handlingsplaner for, hvordan den eksisterende bygningsmasse kan gøres tilgængelig, og i hvilket tempo det skal ske. Lovgivningen skal også sikre, at nybyggeri gøres tilgængelig for alle. Det sikrer de gældende regler langt fra i dag. At gøre nye offentlige bygninger tilgængelige kræver ikke ekstra ressourcer men omtanke.

For DSI er det endvidere afgørende, at lovgivning mod forskelsbehandling af mennesker med handicap er nødvendig som udviklingsgaranti og retssikkerhedsbolværk for den enkelte i en tid, hvor bl.a. frie valg, markedsbaseret efterspørgsel, individuelle rettigheder og pligter mv. vinder frem.

I det ovennævnte samråd udtaler Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen også, at antidiskriminationslovgivning (eller lovgivning om ikke-forskelsbehandling) er i modsætning til princippet om sektoransvar.

Efter DSI's opfattelse forholder det sig fuldstændig omvendt. En generel lovgivning om ikke-forskelsbehandling af mennesker med handicap vil betyde, at alle sektorer vil være forpligtede til at sikre, at mennesker med handicap ikke fremover forskelsbehandles og gives lige muligheder sammenlignet med den resterende del af befolkningen.

Økonomi- og erhvervsministeren anvendte i det ovennævnte samråd Undervisningsministeriet som eksempel på en sektor, der har ansvaret for undervisning af mennesker med handicap. DSI finder, at Undervisningsministeriets sektoransvar er et godt eksempel.

Folketinget har eksempelvis vedtaget lovgivning om, at mennesker med handicap, som går på en SU-berettiget videregående uddannelse, skal kunne ansøge om specialpædagogisk støtte til hjælpemidler og materialer, som kan kompensere for funktionsnedsættelsen. Loven gælder ikke for åbne uddannelser eller uddannelser over konferensniveau. Mennesker med handicap bliver dermed forskelsbehandlet i forhold til de muligheder andre har, fordi afhængigheden af henholdsvis hjælpemidler m.v. afskærer dem fra f.eks. at tage en videregående uddannelse over konferensniveau.

En generel lov om ikke-forskelsbehandling vil medføre, at Undervisningsministeriet inden for sit sektoransvar fremadrettet skal sikre, at mennesker med handicap ikke forskelsbehandles, men tværtimod kan tage en åben uddannelse eller en videregående uddannelse over konferensniveau.

Dertil kommer, at erfaringer fra Den Europæiske Union viser, at anerkendelsen af rettigheden til ikke at blive udsat for diskrimination styrker sektoransvaret. Ikke bare i gennemførelsen af lovgivningen, men i selve lovgivningsprocessen og i udarbejdelsen af overordnede politikker.

Mainstreaming af ligebehandling af mennesker med handicap, bl.a. med udgangspunkt i Amsterdamtraktatens Artikel 13, har været en officiel del af EU Kommissionens politik. Det har bl.a. betydet udarbejdelse af Direktiv 2000/78, som forbyder diskrimination på arbejdsmarkedet.

Sideløbende er der inden for EU-samarbejdet vedtaget en lang række direktiver/standarder om tilgængelighed for mennesker med handicap til f.eks. transportmidler (busser), lufthavne og flyrejser - og mere er på vej. Herudover sikrer direktiver, som regulerer det sociale område, tillige hensyntagen til mennesker med handicap.

Således ser DSI ingen konflikt mellem ikke-forskelsbehandling og sektoransvar. Tværtimod komplimenterer og styrker de to principper hinanden.

DSI mener, der skal oprettes en administrativ adgang - med den rette handicapviden - til behandling af klager over diskrimination på grund af handicap og et handicaplægmandselement udpeget af DSI. Den administrative klageadgang skal have beføjelser til at træffe bindende afgørelser på lige fod med det eksisterende Ligestillingsnævn.

I spørgsmålet om et administrativt klageorgan på handicapområdet, som kan håndhæve lovgivning om ikke-forskelsbehandling, fremfører Økonomi- og erhvervsministeren, at det er regeringens opfattelse, at der ikke er behov for et klageorgan på handicapområdet. Ministeren mener, at de nuværende klageorganer, herunder ombudsmanden og domstolene, sikrer mulighed for at få sager behandlet og også sikrer ensartede afgørelser.

DSI skal henvise til, at der både i forhold til kvinder og etniske grupper findes klageorganer. Det er altså ikke et enestående fænomen, at der etableres klageorganer for særlige grupper. Tværtimod er det besynderligt, at ministeren netop ønsker at holde gruppen af mennesker med handicap væk fra at få etableret et sådant klageorgan. Vi vil her pege på, at antallet af civile søgsmål mod forskellige myndigheder, herunder især sociale myndigheder, er steget meget i de seneste årtier. Efter DSI's opfattelse antyder stigningen, at de nuværende administrative klagemuligheder ikke er tilstrækkelige.

Her følger en række eksempler på områder, hvor DSI mener mennesker med handicap udsættes for forskelsbehandling. Listen er ikke udtømmende, og indeholder eksempler fra flere sektorer.

- Busser, som kører mellem byer, er ikke normalt tilgængelige i forhold til de behov, mennesker med handicap har. Der er dog lovkrav om, at der er mindst en afgang dagligt med tilgængelig bus, hvis ruten er over 100 km.

Listen af mangler i dansk lovgivning er længere. Ovennævnte er kun et udpluk af mangler.

Desuden er der eksempler på, at unge i kørestol eller med et andet synligt handicap påfaldende ofte afvises af diskoteker, officielt på grund af manglende plads. Men diskotekerne er ikke ene om at diskriminere. Antallet af klager, som bliver kendt i organisationerne, er imidlertid begrænset. Man klager ikke, når der hverken er regler, der forbyder diskrimination, eller noget klageorgan.

Notatet mangler bl.a. at omtale to initiativer, nemlig Folketingets beslutning B43 af 2. april 1993 og de længeeksisterende bestemmelserne om fortrinsadgang til job i det offentlige og offentligt regulerede stadepladser mv., senest indskrevet i lov om kompensation til handicappede i erhverv fra 1991.

B43 indeholder, foruden hjemmel til oprettelse af Center for Ligebehandling af Handicappede, også en henstilling fra Folketinget til offentlige myndigheder om at sikre ligebehandling af mennesker med handicap.

Der er naturligvis tale om det, der i notatet kaldes softlaw, men for fuldstændighedens skyld bør denne folketingsbeslutning også nævnes i notatet, da den er grundlaget for gældende handicappolitiks grundpiller:

Bestemmelserne om fortrinsadgang til job i det offentlige og offentligt regulerede stadepladser mv., i lov om kompensation til handicappede i erhverv, er en sikring af, at mennesker med handicap har ret til en jobsamtale inden besættelse af stillinger i det offentlige, samt at mennesker med handicap har fortrinsadgang til f.eks. taxabevillinger eller stadepladsbevillinger. Overtrædelse af fortrinsadgangsreglerne kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, som kan påtale overtrædelser, men ikke komme med sanktioner over for lovbryderen.

Det er DSI's vurdering, at et notat som dette endvidere bør forholde sig til et andet af handicappolitikkens grundelementer, nemlig støtten til positiv særbehandling af mennesker med handicap, i forsøget på at fremme deres lige muligheder, f.eks. ved hjælp af ovennævnte fortrinsadgang.

Retten til ikke at blive udsat for diskrimination er en grundlæggende menneskerettighed, som er gentaget i samtlige menneskerettighedskonventioner, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 14, og FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, artikel 2 og artikel 26.

Siden 1990'erne er forbuddet mod diskrimination, på grund af funktionsnedsættelser, i stigende grad kommet på den menneskeretlige dagsorden. I 1993 blev ”FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede” vedtaget. Vedtagelsen understreger, at et lovgivningsmæssigt forbud mod diskrimination, på grund af funktionsnedsættelser, kan være nødvendigt. I 2001 besluttede FN's Generalforsamling at igangsætte udarbejdelsen af FN konvention om handicappedes Rettigheder, som forventes klar til ratifikation allerede i 2007. I henhold til det eksisterende udkast til konventionen, vil alle stater, som tiltræder konventionen, være udtrykkeligt forpligtede til, ved lov, at indføre et generelt forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser.

DSI finder, at Folketinget skal benytte det europæiske år om lige muligheder for alle i 2007 til at vedtage lovgivning om ikke-forskelsbehandling og herunder etablere administrativ klageadgang.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand

6