Høringssvar: Vejledning om alarm- og pejlesystemer til børn og unge
Til
Anne Bækgaard,
Socialministeriet,
e-mail: aba@sm.dk.
Hvidovre, den 1. april 2011
Sag 11/252 - Dok. 2592/11 SL/mmh/kft
Danske Handicaporganisationers (DH's) høringssvar til vejledning om alarm og pejlesystemer til børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted
Indledningsvist skal DH gentage, at vi finder en overvågning af den konkrete udvikling på området helt afgørende. Der pågår pt. en intens debat om kommunernes styring af udgifterne på det specialiserede socialområde, og i den forbindelse har borgmestre bl.a. udtrykt ønske om, at der i højere grad åbnes mulighed for medicinering, overvågning og magtanvendelse for at reducere udgifterne.
DH er særdeles bekymret over denne udvikling i holdningen til mennesker med stort behov for hjælp. Vi kan i vejledningen se, at der er gjort bestræbelser på at imødegå risikoen for en utilsigtet glidning i anvendelsen af alarm- og pejlesystemer, hvilket er positivt. Men vi er desværre ikke overbeviste om, at alle kommuner kan modstå fristelsen til at iværksætte overvågning af børn og unge med handicap af ressourcehensyn.
DH finder derfor den planlagte lovrevision meget vigtig, og opfordrer til, at der allerede nu tages skridt til en overvågning af udviklingen på området.
DH har følgende specifikke bemærkninger til vejledningen:
Målgruppe
Under afsnittet Målgruppe påpeges det, at loven giver ”adgang til i konkrete tilfælde at anvende et personligt alarm- eller pejlesystem over for en bestemt person.” DH foreslår, at der efter ”konkret tilfælde” tilføjes ”og under særlige omstændigheder”. Det skal fremstå helt tydeligt allerede under målgruppen, at selvom et barn eller ung mangler evnen til at færdes i fx trafikken, giver det ikke en automatisk mulighed for at benytte et alarm- eller pejlesystem.
Betingelser for iværksættelse
Under dette afsnit fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på alternativer til alarm- og pejlesystemer og at benyttelsen af ”sådanne alternativer bør indgå i overvejelserne om, hvorvidt alarm- eller pejlesystemer er påkrævet i de enkelte tilfælde”. DH mener, at sådanne alternativer skal indgå i overvejelserne, ikke kun bør. Der er tale om magtanvendelse og alternativer skal altid overvejes.
Skulle ovenstående give anledning til spørgsmål, kan disse rettes til socialpolitisk konsulent, Maria Holsaae, på tlf.: 3638 8527 eller e-mail:mmh@handicap.dk.
Med venlig hilsen

Stig Langvad
Formand
2
