Høring om vejl. om retssikkerhed og administration på det sociale område

Socialministeriet

Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

Den 2. maj 2006

J.nr. 4043.273 [10.15.01] /KP

DSI mener, der er positive forbedringer i vejledningen. På nogle områder savner DSI dog mere klarhed og præciseringer, ikke mindst i forhold til afsnittet om handicapråd. Her følger DSI´s konkrete bemærkninger:

Punkt 17 - 27

DSI erfarer, at der stadig er problemer med kommunernes håndtering af sagsbehandlingstider og frister for afgørelser. Selvom lovgivningen ikke åbner mulighed for sanktioner, må der som et minimum være en forpligtelse til, overfor borgeren, at oplyse om mulighederne for at påtale urimeligheder.

DSI foreslår derfor, at kommunerne vejledes i at give et skøn over sagsbehandlingstiden indenfor en fastsat frist - fx 14 dage - efter modtagelse af en ansøgning. Samtidig bør kommunen oplyse borgeren om, hvor der kan rettes henvendelse, hvis sagsbehandlingstiden opleves urimelig lang.

Punkt 32

Det er positivt, at vejledningen klart fastlægger, at det er sagsbehandlerens opgave at formidle både rettigheder og sagsbehandlingsregler til borgeren. I den forbindelse er det en god ide, at vejledningen henviser til socialministeriets pjece ”Få borgerens medvirken til at lykkes”. Spørgsmålet er, hvordan der bliver fulgt op på, hvordan denne opgave varetages.

Punkt 65 - 68

I disse to afsnit savner DSI en henvisning til den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation VISO. Oplysningsgrundlaget er meget betydningsfuldt for sagens behandling og afgørelse. For mennesker med kronisk sygdom eller handicap kan VISO være en væsentlig faktor, idet borgeren ikke altid selv har overblik over, hvilke oplysninger der er relevante. Tilføjelsen kan fx ske i punkt 67, hvor man præciserer, at oplysninger i forbindelse med en ansøgning først og fremmest må komme fra borgeren selv.

Punkt 69

DSI ser gerne en tilføjelse om vigtigheden af de lægelige oplysningers aktualitet, når det gælder progredierende sygdomme, som fx Sclerose, ALS, Parkinsons sygdom og atypiske Parkinson sygdomme. Disse sygdomme kan medføre forandringer og forværringer i løbet af ganske kort tid. Samtidig er det som regel ikke ansøgerens egen læge, der besidder den aktuelle og tilstrækkelige viden, men den speciallæge som pågældende har kontakt med.

Punkt 194

Det er positivt, at vejledningen udbygges med formuleringer fra Ankestyrelsens klagevejledning om, at uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid kan betragtes som en afgørelse, der kan klages over. DSI mener, det vil være relevante at uddybe, hvornår sagsbehandlingstiden kan betragtes som ”uforholdsmæssig lang”. Selvom der ikke kan gives entydige svar på dette spørgsmål, vil det være relevant med vejledende retningslinjer.

Punkt 227

DSI mener, det er relevant at supplere dette punkt med formuleringer fra Ankestyrelsens vejledning, om hvilke forhold, der kan tale for, at en myndighed tillægger klage over en afgørelse opsættende virkning. Her nævnes fx, hvis afgørelsens iværksættelse vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren eller det offentlige - som ikke - eller kun vanskeligt - lader sig genoprette.

Ifølge DSI´s erfaringer kan flere typer afgørelser, end flytning i forbindelse med botilbud efter § 92, have vidtrækkende konsekvenser for borgeren.

Punkt 323

Dette punkt skal udvides med en sætning om, at kommunalbestyrelsen hører handicaprådet over alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap.

Punkt 326

Det er positivt, at det fremgår, at der udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af rådet, med mindre det af praktiske grunde ikke er muligt at udpege et tilstrækkeligt antal stedfortrædere.

Punkt 327

DSI vurderer, at vejledningens formuleringer om kommunalbestyrelsens mulighed for at udpege repræsentanter for lokale grupperinger, ikke reflekterer hverken lovbemærkninger eller bekendtgørelse korrekt. I praksis har der vist sig mange problemer med denne formulering, som også er socialministeriet bekendt.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at i tilfælde, hvor der er andre væsentlige organisationer eller grupperinger af handicappede i kommunen, skal disse også kunne inddrages ved udpegningen lokalt, og der kan udpeges medlemmer af rådet fra disse grupper.

I vejledningen har man valgt langt løsere formuleringer. Således fremgår det fx, at ”kommunalbestyrelsen kan udpege repræsentanter for lokale grupperinger, selvom den lokale gruppering ikke er organiseret som en forening eller som en organisation. Der gælder således ikke et krav om en bestemt organisationsform for den lokale gruppering…” Videre fremgår det, at repræsentanter for en gruppering af brugere ikke behøver at være medlem af en brugerbestyrelse.

DSI mener, man med disse formuleringer desværre udvander væsentlighedskriteriet og åbner mulighed for, at mere eller mindre tilfældige grupper af personer kan blive udpeget. Efter DSI´s opfattelse er brugere af kommunens tilbud ikke en væsentlig organisering eller gruppering i relation til udpegning til handicaprådene - bortset fra de borgere, som bor på de meget store kommunale eller regionale institutioner, f.eks. Sølund i Skanderborg.

Når lovbemærkningerne betoner, at det skal være ”væsentlige organisationer eller grupperinger”, er det, efter DSI's vurdering, for at undgå, at enkelte personer, uden forankring i en brugerstyret organisation eller gruppering og dermed uden mandat, kan blive udpeget. DSI har umiddelbart intet imod, at andre end DSI kan udpege repræsentanter på handicapområdet, men der må være en vis grad af organisering og brugerdemokrati bagved.

Der må derfor være mere præcise kvalitetskrav til grupperingerne. Formålet med grupperingen må være væsentligt eller dække et (eller flere) væsentlige områder for kommunens indsats på handicapområdet. Åbnes der for en fri tolkning af en gruppering som en samling af konkrete brugere omkring et konkret tilbud, vil der potentielt være mange grupperinger, hvorfor det vil være vanskeligt for kommunen at imødekomme alle ønsker om repræsentation.

Det er ønskeligt, at det i vejledningen tydeliggøres, at ved kommunalbestyrelsens sammensætning af handicaprådet, bør den sikre sig, at handicaprådet repræsenterer forskellige handicapgrupper, som det fremgår af bekendtgørelsens § 50, stk. 4.(Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område nr. 1127 af 25/11 2005). Når kommunalbestyrelsen således udpeger en lokal organisation eller gruppering udenfor DSI, bør det være under hensynet til, at bredden af repræsentation af handicapgrupper sikres. Der skal foretages en konkret vurdering af, hvordan handicaprådet bedst repræsenterer kommunens forskellige handicapgrupper. En måske relativ lille gruppering af brugere af kommunens tilbud bør ikke tage en plads for en DSI repræsentant, der dækker en given handicapgruppe bredt.

Det er meget væsentligt at få vejledningen præciseret på dette punkt, ikke mindst i betragtning af, at det er kommunalbestyrelsen, der afgør hvilke organisationer eller grupperinger udenfor DSI, der er relevante at inddrage.

Samtidig er problemet, at bekendtgørelsen indeholder modstridende bestemmelser om handicaprådenes sammensætning. Ifølge § 50 stk. 2 fremgår det, at handicaprådet sammensættes af 3-7 medlemmer udpeget efter indstilling fra DSI. Senere i § 50 stk. 6 fremgår det, at kommunalbestyrelsen beslutter, om lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for DSI skal være repræsenteret i handicaprådet, blandt de 7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen. Denne opbygning af bekendtgørelsen er ikke logisk og giver i praksis anledning til problemer.

Punkt 329

DSI mener, punktet om handicaprådets opgaver skal udbygges. Det er uendelig vigtigt, at handicaprådets opgaver i tilstrækkelig grad beskrives som tværsektorielle, så handicaprådet ikke forfalder til primært at arbejde i forhold til enkelte sektorer.

Derudover mener DSI, det er vigtigt, at vejledningen understreger, at handicaprådets opgaver både retter sig til børn, unge og voksne (incl. ældre) med handicap. Der kan være en tendens til at glemme børn og unge med handicap. Konkret foreslår DSI, at sætningen ”Det kan fx være …….om tilgængelighed kan få betydning” derfor udbygges yderligere. Her følger et forslag:

”Det kan fx være initiativer i forhold til de kommunale bo- og fritidstilbud til børn og voksne med handicap, til genoptræning og rehabilitering, kvalitet i specialundervisningen for børn og voksne, at få flere med handicap i beskæftigelse, særlig indsats på kulturområdet og tilgængeligheden hertil m.v. Særligt i forhold til børn og unge med handicap kan det handle om initiativer til kvalitet og støtte i den almindelige undervisning, muligheder for fritidsaktiviteter og pasning samt muligheder for, at børn og unge med handicap har indflydelse på eget liv og situation.”

Punkt 331

Med den nuværende formulering i sidste afsnit åbnes op for, at der kan nedsættes udvalg, herunder forretningsudvalg i handicaprådet.

DSI mener ikke, det er hensigtsmæssigt, hvis handicaprådene organiserer sig som en formel organisation med forretningsudvalg og evt. andre faste udvalg. Derimod kan det være relevant, at handicaprådene nedsætter adhoc arbejdsgrupper, hvilket i stedet bør fremgå.

Derudover kan der i vejledningen peges på, at formandskabet og sekretariatet sikrer en kvalificeret forberedelse af møderne.

Det bør også fremgå af vejledningen, at sekretariatet skal sørge for, at alle rådsmedlemmer modtager den nødvendige handicapkompensation, så alle kan deltage i rådsarbejdet på lige vilkår. Det kan være i form af tilgængeligt sagsmateriale for blinde og svagtseende, teleslynge/tegnsprogstolkning under møderne samt udsendelse af dagsordener og sagsakter i god tid for kvalificeret forberedelse.

Punkt 332

Det er positivt, at pligten til at udbetale diæter, godtgørelse for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse klart beskrives i vejledningen. Praksis viser nemlig desværre, at der også på dette område opstår problemer.

DSI vil samtidig foreslå, at punktet uddybes, så vejledningen forholder sig til mulighederne for den mest optimale indplacering af handicaprådene i kommunernes organisation. Handicaprådet skal være tværsektorielt, hvorfor en indplacering bør styrke dette aspekt. Kommunerne bør vejledes herom.

Punkt 391

DSI skal under dette punkt gentage sine bemærkninger fra sidst, hvor vejledning om retssikkerhed og administration var i høring. For det første må det være en fejl, at det er servicelovens § 42, der nævnes i sammenhæng med § 100. Merudgifter til børn og unge er den nye servicelovs § 41.

For det andet er DSI forundret over de beløbsgrænser, der nævnes, indenfor hvilke, det ikke er nødvendigt, at der foreligger kvittering for, hvorledes hjælpen er anvendt. Beløbsgrænserne er for enkeltudgifter 3000 kr. og ved løbende ydelser højst 1000 kr. pr. måned.

Disse beløbsgrænser harmonerer f.eks. ikke med den nugældende servicelov, hvor det af lovbemærkningerne i forbindelse med ændringerne i servicelovens § 84 pr 1.1.2003 blandt andet fremgår:

”Administrationen af ordningen forudsættes at blive tilrettelagt efter generelle principper og uden dokumentationskrav for hver enkelt udgift. ”

Dertil kommer, at beregningsreglerne for merudgifter indebærer, at det første standardbeløb, der udbetales på baggrund af sandsynliggjorte merudgifter, er kr. 1500,00 månedligt. Dette vil således være det mindste beløb, der udbetales efter denne bestemmelse, og der er ikke noget loft over den månedlige merudgiftsydelse. Udmålingen af tilskuddet sker ifølge bekendtgørelsens § 5 på grundlag af sandsynliggjorte merudgifter, jf. lovbemærkningerne.

DSI er derfor uforstående overfor, hvordan de foreslåede formuleringer i vejledningen kan forenes med reglerne om merudgifter.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

6