DH's politikpapir om specialundervisning for voksne
Dokument oprettet 03-05-2010
Sag 09/1092 - Dok. 4398/10 /mmh
DH's politikpapir om specialundervisning for voksne
I FN's Handicapkonventions artikel 19 sikres retten til et selvstændigt liv og retten til at blive inkluderet i samfundet. Artikel 24 sikrer endvidere retten til uddannelse og i stk. 1.a indbefatter dette retten til fuld personlig udvikling. Formålet med voksenspecialundervisning er netop at kompensere voksne med fysisk eller psykisk handicap, således at de kan deltage i samfundslivet.
Ifølge loven skal voksenspecialundervisning afhjælpe eller begrænse virkningerne af fysiske eller psykiske handicap (kompenserende specialundervisning). Tilbuddet om voksenspecialundervisning skal medvirke til at forbedre deltagernes mulighed for at benytte kompenserende strategier, metoder og hjælpemidler, der øger deltagernes mulighed for aktiv deltagelse i samfundslivet. DH anser derfor voksenspecialundervisning som en af forudsætningerne for, at voksne kvinder og mænd, der har en medfødt eller senere tilkommen funktionsnedsættelse, kan blive inkluderet og deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Loven skal ikke være sekundær
DH mener ikke, at handicapkonventionens intensioner om inklusion og lige muligheder for alle realiseres i tilstrækkelig grad, når loven om specialundervisning for voksne er gjort sekundær i forhold til anden lovgivning. Det betyder, at der kun kan gives specialundervisning, hvis der ikke kan gives tilbud efter anden lovgivning. DH arbejder for at afskaffe den begrænsning. DH oplever, at kommunerne har meget forskellige fortolkninger i forhold til, at loven er sekundær. Dermed er der for stor variation i forhold til, hvornår den enkelte får et tilbud om voksenspecialundervisning. Det skal sikres, at alle har det samme retskrav for at modtage voksenspecialundervisning.
Faglighed og udvikling af kvalitet
Undervisningen skal ske på et højt kvalificeret niveau, både i forhold til det indholdsmæssige og i forhold til undervisernes kompetencer. Der er bevægelse i målgrupper, behandlingsformer og teknologisk udvikling, som kræver, at kommunerne har stor opmærksomhed på den faglige udvikling af tilbuddene.
Voksenspecialundervisning består af en række forskellige og individuelle undervisningsforløb. Der er derfor tale om en meget forskelligartet opgave, der nødvendiggør, at kommunerne samarbejder på tværs om tilbud, da det er svært at opbygge og fastholde den nødvendige ekspertise inden for de enkelte kommuner, fordi antallet af kvinder og mænd med et specifikt handicap er begrænset. En række kommuner vil være for små til at løfte opgaven selv.
Tilgængelighed
Voksenspecialundervisning er gratis for borgeren, og kommunalbestyrelsen skal sørge for befordring. FN's Handicapkonventions artikel 9 beskriver den tilgængelighed til undervisningens lokaliteter, materialer og pædagogik, som borgerne har ret til. DH anser kun voksenspecialundervisningen for at være fuldt tilgængelig, såfremt der er tilstrækkelige og kvalificerede materialer, hjælpemidler og anden nødvendig kompensation til rådighed for kursisterne. I den forbindelse bør der etableres et samarbejde mellem sektorerne, således at de hjælpemidler, der undervises i, også er tilgængelige for borgeren efterfølgende.
Afgrænsning
DH mener, at der er behov for en bedre afklaring af grænserne mellem træning, behandling og undervisning. Der er for stor usikkerhed omkring grænserne, og dette betyder, at mennesker, der har behov for specialundervisning, ikke får dette.
Udbrede viden om voksenspecialundervisning
DH vil arbejde for at sætte fokus på og udbrede viden om voksenspecialundervisning i kommunerne og i regionerne (ansvar for voksenspecialundervisning under indlæggelse), samt arbejde for, at der bliver et bedre samarbejde mellem kommuner og regioner og kommunerne imellem. Blandt andet ved at opfordre til, at kommuner og regioner benytter VISO i højere grad, og ved at udbrede viden gennem DH's lokalafdelinger og regionale dialogfora.
Adgang, igangsættelse og varighed
Den frie henvendelsesret til voksenspecialundervisning er vigtig. Enhver voksen skal kunne henvende sig til kommunens visitator eller direkte til den relevante specialundervisningsinstitution med ønske om faglig udredning af den oplevede problemstilling. Det er vigtigt, at udredningen foretages af fagligt kompetente personer. Der skal være mulighed for faglig opkvalificering af visiterende personer, såvel som af undervisere og rådgivere.
Den kompenserende voksenspecialundervisning skal igangsættes umiddelbart efter udredning, uanset hvilken organisering undervisningsinstitutionen er underlagt. DH oplever problemer med, at de forskellige organisationsformer giver borgerne unødig ventetid pga. bureaukratiske sagsgange, som sætter barriere for at igangsætte hurtige forløb. Det bør ikke være sådan, at den kompenserende undervisning udskydes og dermed, at borgeren risikerer at miste færdigheder eller skal igennem længere forløb, fordi den ansvarlige myndighed og den udførende enhed ikke er den samme.
Undervisning og rådgivning med henblik på afhjælpning af problemet skal iværksættes på baggrund af behovet. Der må ikke på forhånd være sat en øvre grænse for antallet af lektioner. Undervisningsforløbet skal tilrettelægges ud fra behovet. Ligesom planlægning og målopsætning skal ske i samarbejde mellem underviser og kursist/pårørende. Målsætningen skal revideres med mellemrum, f. eks hver 3. måned
Klagemulighed
DH anser det for vigtigt, at det bliver muligt at klage over indholdet af voksenspecialundervisning og ikke kun de retlige forhold.
De relevante artikler fra Handicapkonventionen
Artikel 24 - Uddannelse
1. Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse. Med henblik på at virkeliggøre denne ret uden diskrimination, og på grundlag af lige muligheder, skal deltagerstaterne sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring, der tager sigte på:
at opnå menneskets fulde personlige udvikling og erkendelse af dets værdighed og selvværd samt at styrke respekten for menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og den menneskelige mangfoldighed,
at personer med handicap udvikler deres personlighed, evner og kreativitet såvel som deres psykiske og fysiske formåen fuldt ud,
at gøre det muligt for personer med handicap effektivt at deltage i et frit samfund.
2. Ved virkeliggørelsen af denne rettighed skal deltagerstaterne sikre:
at personer med handicap ikke udelukkes fra det almindelige uddannelsessystem på grund af handicap, og at børn med handicap ikke udelukkes fra gratis og obligatorisk grundskoleundervisning eller fra undervisning på mellemtrin på grund af handicap,
at personer med handicap har adgang til en inkluderende og gratis grundskoleundervisning og undervisning på mellemtrin af høj kvalitet på lige fod med andre i det samfund, hvor de bor,
at der foretages en rimelig tilpasning ud fra den enkelte persons behov,
at personer med handicap får den nødvendige støtte i det almindelige uddannelsessystem til at lette deres effektive uddannelse,
at der ydes effektive individuelle støtteforanstaltninger i omgivelser, der giver størst mulig akademisk og social udvikling i overensstemmelse med målet om fuld inkludering.
3. Deltagerstaterne skal gøre det muligt for personer med handicap at lære livs- og socialt udviklende færdigheder for at lette deres fulde deltagelse i uddannelse og som medlemmer af samfundet på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger, herunder:
fremme indlæringen af punktskrift, alternative skriftformer, forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater samt orienterings- og mobilitetsfærdigheder og fremme støtte fra ligestillede og mentorer,
fremme indlæringen af tegnsprog samt fremme døvesamfundets sproglige identitet,
sikre, at undervisningen af blinde, døve eller døvblinde personer, i særdeleshed børn, gives på det sprog og de kommunikationsmåder og med de kommunikationsmidler, som er mest passende for den enkelte, og i omgivelser, der giver størst mulig boglig og social udvikling.
4. Som bidrag til at sikre virkeliggørelsen af denne ret skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger til at beskæftige lærere, herunder lærere med handicap, som har kompetence i tegnsprog og/eller punktskrift, og til at uddanne fagfolk og personale, som arbejder på alle niveauer i uddannelsessystemet. Denne uddannelse skal omfatte handicapbevidsthed og anvendelse af passende forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater samt undervisningsmetoder og -materialer til støtte for personer med handicap.
5. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser, erhvervsuddannelser, voksenundervisning og livslang læring uden diskrimination og på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne sikre, at der sørges for en rimelig tilpasning til personer med handicap.
Artikel 9 - Tilgængelighed
1. Med henblik på at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigt liv og deltage fuldt ud i alle livets forhold skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder, den information og kommunikation, herunder informations- og kommunikationsteknologi og -systemer, og de øvrige faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives offentligheden, både i byområder og i landdistrikter. Disse foranstaltninger, som omfatter identifikation og afskaffelse af hindringer og barrierer for tilgængelighed, gælder bl.a. for:
bygninger, veje, transportmuligheder og andre indendørs og udendørs faciliteter, herunder skoler, boliger, sygehuse og andre sundhedsfaciliteter og arbejdspladser,
informations- og kommunikationstjenester samt andre tjenester, herunder elektroniske tjenester og nødberedskab.
2. Deltagerstaterne skal ligeledes træffe passende foranstaltninger til:
at udvikle, udbrede kendskabet til og overvåge gennemførelsen af minimumsstandarder og vejledninger for tilgængeligheden af faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives til offentligheden,
at sikre, at private udbydere af faciliteter og tilbud, som er åbne for eller gives til offentligheden, tager hensyn til alle aspekter af tilgængelighed for personer med handicap,
at sørge for, at involverede aktører undervises i de problemer med tilgængelighed, som personer med handicap står over for,
at sørge for, at offentligt tilgængelige bygninger og andre faciliteter har skiltning med punktskrift og i letlæselige og letforståelige former,
at sørge for forskellige former for bistands- og formidlingspersoner, herunder hjælpere, oplæsere og professionelle tegnsprogstolke, for at lette tilgængeligheden til offentligt tilgængelige bygninger og andre faciliteter,
at fremme andre passende former for bistand og støtte til personer med handicap for at sikre, at de har adgang til information,
at fremme adgangen for personer med handicap til ny teknologi og nye systemer på informations- og kommunikationsområdet, herunder internettet,
at fremme udformning, udvikling, produktion og distribution af tilgængelig teknologi og tilgængelige systemer på informations- og kommunikationsområdet på et tidligt stadie, så denne form for teknologi og systemer bliver tilgængelige til den lavest mulige pris.
Artikel 19 - Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet
Deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:
at personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform,
at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet,
at samfundets tilbud og faciliteter til den almene befolkning er tilgængelige for personer med handicap på lige fod med andre og tager hensyn til deres behov.
6
