Share |
Forside | Dokumenter | Politikpapirer | DH's informationspolitik

DH's informationspolitik


DH's informationspolitik

Indledning

DH har altid haft en informationspolitik. Men i mange år bestod den alene af en række uskrevne regler. Disse regler og normer er i dag skrevet sammen til dette notat, under hensyntagen til de krav om synlighed, som vi mener DH stilles over for i dag. Informa­tions­politikken blev tiltrådt af DH's forretningsudvalg den 5. oktober 1998.

Vi har brug for at være enige om mål og midler i DH's informationsarbejde. DH har i dag over tusinde tillidsfolk landet over, vi har organisationernes eksperter samlet i vore stående udvalg og vi har et engageret sekretariat. Man skal vide, hvad man kan forvente af DH's informationsindsats. Og hvad man selv kan bidrage med.

DH må kun beskæftige med det, som medlemsorganisationerne er fælles om. Det står i vores vedtægter. Men en af de uskrevne regler siger desuden, at vi ikke må stille vore medlemsorganisationer i skyggen. Vi må ikke virke som en konkurrerende organisation.

Det var ikke noget problem tidligere. Dengang, da det var nok for DH at være kendt på Christiansborg og i et par ministerier. DH's informationsindsats var en succes, hvis nogle få politikere og embedsmænd vidste, hvem vi var.

I dag ønsker vi indflydelse overalt i ministerier, amter og kommuner. De skal vide, hvem og hvad vi er - og få lyst til at samarbejde med os. Men samtidig skal vi i vores informationsarbejde respektere rollen som paraplyorganisation. DH's informationspolitik - lokalt og centralt - må være en balancegang.

DH's mål og visioner

DH's informationsindsats skal føre til, at vi opfylder organisationens formål og når handlingsplanens målsætninger. Vore mål og visioner, som de er udtrykt i vedtægter og hovedbestyrelsens debatter, kan kort beskrives således:

DH er et redskab, som landets handicaporganisationer anvender for at kunne fremme deres fælles mål. Vi ønsker politiske og samfundsmæssige forandringer til gavn for handicappe­des integration og selvbestemmelse.

DH vil forene kræfterne i dansk handicapbevægelse. DH skal skabe enighed - og fortælle omverden om vore fælles ønsker og visioner.

DH ønsker at fungere som talerør for den samlede handicapbevægelse. DH ønsker at blive opfattet som den naturlige samarbejdspartner for centrale og lokale myndigheder. Vi ønsker, at handicaporganisationerne i DH bliver anerkendt som væsentlige aktører i samfunds­debatten og samfundsudviklingen.

DH's mål er at søge indflydelse på alle planer - også lokalt.

Hvem kommunikerer vi med - og hvordan?

DH skal kommunikere med mange forskellige parter, der har forskellige forudsætninger for at lytte til os eller tale med os. Vi kan sjældent bruge samme midler og medier til dem alle.

Vi har en intern kommunikation, der dels er rettet mod de besluttende organer og sekretariatet - dels mod medlemsorganisationerne og DH's tillidsfolk. Grupper med ret forskellige forudsætninger og forventninger. Når vi kommunikerer med de interne interessenter er det for at:

  • kvalificere og inspirere tillidsfolk - på alle niveauer,

  • fremme fællesskabsfølelsen på tværs af handicap og organisationer,

  • synliggøre DH's idégrundlag og vision.

Den vigtigste eksterne kommunikation er rettet mod beslutningstagere/myndigheder og fagfolk, men også den brede offentlighed har brug for at kende og forstå handicappedes særlige situation og behov. Når vi kommunikerer eksternt er det for at:

  • tydeliggøre handicappolitiske principper,

  • bidrage med fakta, sikre fornyelse og fremkomme med løsninger,

  • synliggøre handicappede og pårørende som eksperter i eget liv, og

  • synliggøre DH som forhandlingspart centralt og lokalt - under hen­syntagen til princippet om ikke at blande sig i de enkelte organisa­tioners ansvarsområder.

Principperne i DH's informationsarbejde:

  • Let tilgængelig, aktuel information skal ud til dem, der har brug for det. Information, der ikke er brug for, skal undgås.

  • Den faglige viden, der er til stede i DH's sekretariat og udvalg, skal formidles videre.

  • DH's vedtagne politikker og holdninger skal formidles videre.

  • DH's publikationer skal være gratis for tillidsfolkene - men kan koste penge for andre.

  • DH skal levere rapporter med fakta til brug for beslutningstagere og fagfolk.

  • Formanden og medlemmerne af forretningsudvalget kan udtale sig på DH's vegne. Formændene for de stående udvalg kan udtale sig om sager inden for deres respektive ekspertise.

  • Direktøren varetager intern og ekstern information på vedtagne politikområder, herunder pressekontakt, med reference til formanden. På nye politikområder henvises til formand og forretningsudvalg.

  • Konsulenter fra sekretariatet kan levere baggrundsmateria­le til medierne og udtale sig om faktuelle forhold, men formidler derefter kontakt til ovenstående personkreds for politiske udtalelser.

Tilføjet af DH's forretningsudvalg den 1. juni 2004:

DH's sekretariat skal fortsat gøre sit yderste for at formidle kontakt mellem pressen og DH's ledelse, sådan som det er beskrevet i DH's informationspolitik. DH's forretningsudvalg konstaterer imidlertid, at:

  • Der kan opstå situationer, hvor journalister kræver at få formuleret DH's holdning til en given sag - og det ikke er praktisk muligt at skabe kontakt til tillidsfolk med ekspertise på området inden for den givne tidsfrist. Det må være muligt for fagkonsulenterne selv at håndtere disse situationer.

  • Når det sker, må konsulenterne i deres udtalelser holde sig til de i DH vedtagne politikker og principper. Konsulenterne må i deres udtalelser lægge vægt på, at de taler på vegne af brugerne, og at det er brugernes holdninger og erfaringer, de videregiver. Konsulenterne må efterfølgende informere DH's ledelse og informationsmedarbejder om pressekontakten.

Informationspolitikken blev oprindelig vedtaget af DH's forretningsudvalg den 5. oktober 1998. Revideret den 1. juni 2004. DH ændret til DH i januar 2008.

Handlinger tilknyttet webside
Søg