Share |
Forside | Dokumenter | Politikpapirer | Ligestillingspolitik i DSI

Ligestillingspolitik i DSI

 

Dok. nr. 3126/07

Således vedtaget på repræsentantskabsmødet den 28. april 2007.

Igennem mange år har man i Danmark arbejdet med begrebet ”lige muligheder” som et mål for ligestilling mellem kvinder og mænd. På papiret ser det meget godt ud, idet der ikke findes lovgivning eller formelle regelsæt (heller ikke i DSI), som forhindrer mænd og kvinder i at engagere sig i organisatorisk og politisk arbejde.

I virkelighedens verden viser det sig, at de lige muligheder ikke nødvendigvis er ensbetydende med lige resultater. Som det ser ud lige nu, er der ikke en ligelig repræsentation mellem kønnene i DSI. En talmæssig oversigt vil vise, at mænd samlet set opnår langt flere pladser end kvinder. Eksempelvis er der blandt formændene for de fem centrale udvalg pt. ingen kvinder. Tilgængeligheds- og hjælpemiddelpolitisk udvalg har to kvindelige medlemmer ud af syv. Mens der på visse emneområder er modsvarende vanskeligheder med at finde tilstrækkeligt mange mænd.

Kvinder med handicap kan - uden at dette har videnskabeligt belæg - antages at være udsat for et dobbelt pres. Dels varetager kvinder traditionelt flere opgaver i hjemmet end mænd, dels spiller afhængigheden af en ægtefælle/samlever uden et handicap en rolle. Det forekommer åbenbart, at kvinder med handicap oplever en større ulighed end mænd med handicap. DSI står derfor overfor en opgave i forhold til at få en nærmere forståelse for de barrierer, som forhindrer kvinder med handicap i at engagere sig i interessepolitisk arbejde.

En ligestillingspolitik i DSI må som udgangspunkt have en ligelig repræsentation af begge køn som målsætning. En ligestillingspolitik i DSI må derfor nødvendigvis forudsætte tiltag, som har til formål med tiden at udjævne den ulige kønsfordeling hvor den måtte eksistere overalt i organisationen.

Metoden til at nå målet er ”mainstreaming” - dvs. at køn skal tænkes ind i alt politisk og organisatorisk arbejde i DSI.

DSI har som politisk organisation en stor interesse i, at der er ligelig kønsmæssig fordeling i de forskellige stående udvalg og andre interne organer. Politik handler om at definere problemer. Kvinder og mænd har forskellige syn på virkeligheden - og har derfor også forskellige vinkler på, hvordan man definerer problemstillinger. Det er problematisk, hvis kun det ene køn har muligheden for at formulere definitionen på et problem - og efterfølgende også løsningen herpå.

Set i et handicappolitisk perspektiv er det vigtigt, at såvel kvinders som mænds handicappolitiske interesser er repræsenteret i de interne udvalg i organisationen, samt i de forskellige offentligt sammensatte udvalg, råd og nævn.

Også fra eksternt hold er der et pres for en ligestillingspolitik. DSI er i stadig større grad underlagt en forpligtigelse fra de offentlige myndigheder til at indstille det samme antal mænd og kvinder i forbindelse med udpegning af repræsentanter til offentligt sammensatte udvalg, råd og nævn. Det gælder på såvel nationalt, regionalt som lokalt niveau. Det er derfor vigtigt for DSI nu og i fremtiden at kunne indstille kvalificerede kandidater af begge køn.

Grundlaget for forpligtigelsen er Lov om ligestilling, der har til formål ”at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner”. (Se bilaget: Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd).

Den talmæssige underrepræsentation af kvinder gør det åbenbart vanskelige at finde egnede kandidater til eksterne repræsentationer på nationalt, regionalt og lokalt niveau, hvor DSI er forpligtet til at indstille kandidater af begge køn.

Af hensyn til såvel den interne som eksterne repræsentation, samt et generelt ønske om at styrke begge køns kvalifikationer og muligheder for at bidrage til udviklingen af handicaparbejdet, er der således behov for at fastlægge en politik og en handleplan for den kønsmæssige ligestilling i DSI.

DSI's politik

DSI har følgende principielle holdning til kønsmæssig ligestilling: Begge køn kan og bør bidrage til DSI's arbejde i alle faglige og politiske sammenhænge.

Derfor vil DSI i sammensætning af interne organer på centralt niveau - og ved udpegning af repræsentanter på internationalt, regionalt og lokalt niveau - indstille et lige antal mænd og kvinder, som så vidt muligt er fagligt ligestillede. Dette bør søges realiseret i alle organer i DSI, valgte som udpegede.

I de tilfælde, hvor DSI mener, at der er en særlig saglig og faglig grund for ikke at indstille et lige antal kvinder og mænd, skal indstillingen følges af en begrundelse for, hvorfor man ikke kan leve op til ligestillingskravet.

I de tilfælde, hvor DSI kan indstille et lige antal kvinder og mænd, men hvor den ene er mere kvalificeret end den anden, skal indstillingen følges af en saglig begrundelse for, hvorfor man hellere ser den ene kandidat valgt frem for den anden.

Princippet om kønsmæssig ligestilling skal tilsvarende søges realiseret ved ansættelser i DSI, således at begge køn er ligeligt repræsenteret blandt administrative medarbejdere, konsulenter og ledelse.

DSI skal i praksis arbejde aktivt for at rekruttere personer af begge køn til opgaver i og for DSI - også til de emnefelter, der traditionelt tiltrækker det ene køn snarere end det andet.

DSI skal afdække de barrierer, som forhindrer en ligelig repræsentation af kønnene. DSI skal efterfølgende aktivt handle for at nedbryde disse barrierer. Det kan eksempelvis være i form af tilbud om faglig opkvalificering og tilrettelæggelse af fleksible og rummelige arbejdsformer.

Princippet om kønsmæssig ligestilling indgår som præmis i DSI's løbende arbejde, dvs. en forpligtelse, der påhviler de personer og organer, der indgår ved udpegning af repræsentanter til interne organer og til eksterne repræsentationer. Hermed overlades implementering af ligestillingspolitikken til denne kreds af personer og organer. En evaluering af de opnåede mål (eller mangel på samme) må indgå i en politisk vurdering, f. eks. ved valg af forretningsudvalg.

Princippet om kønsmæssig ligestilling i DSI gælder også for arbejdet i DSI-afdelingerne og andet lokalt arbejde i DSI. Afdelingerne er pligtige at søge politikken overholdt på samme måde, som afdelingerne følger andre vedtagne DSI-politikker.

Afdelingerne er, ifølge den seneste ændring af Lov om ligestilling mellem kvinder og mænd, forpligtet til at foretage indstilling til kommunale råd og nævn efter samme krav, som gælder for DSI centralt (se § 10a i vedlagte bilag).

Projekt for kønsmæssig ligestilling i DSI

DSI vil undersøge mulighederne for gennem Ministeriet for ligestilling at opnå midler til at iværksætte et projekt, der kan understøtte arbejdet med at inddrage begge køn aktivt i det faglige og politiske arbejde i DSI. I forbindelse med EU's år for Lige Muligheder for alle (2007) er der afsat midler til projekter, der har til formål at fremme ligestilling. DSI vil ansøge om midler fra denne pulje.

Projektet skal basalt set fokusere på barrierer for ligelig repræsentation af begge køn, metoder til rekruttering og uddannelse af personer af begge køn, så der opnås en ligelig deltagelse på alle fagfelter i DSI; herunder at begge køn varetager funktioner på ledelsesniveau. Dette må i praksis indebære en inddragelse af medlemsorganisationerne, idet alle tillidshverv i DSI varetages af personer, der indstilles fra medlemsorganisationerne og afdelingerne. Indhold og aktiviteter i et sådant projekt er endnu ikke nærmere defineret. 

 

-- -- -- -- -- --

Bilag 1: Lov om ligestilling af kvinder og mænd

Handlinger tilknyttet webside
Søg