Politikpapir om Patientklagenævnet

Den 31. maj 2006

J.nr. 4351.284 [25.01] /TJE

Politikpapir om Patientklagenævnet

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn behandler klager over den faglige virksomhed, der udøves af forskellige persongrupper i sundhedsvæsnet. Nævnet er sammensat af dommere, fagpersoner og lægmandsrepræsentanter. DSI indstiller otte repræsentanter.

I dette notat anføres DSI's syn på PKN's udformning, arbejdsområder og kompetencer.

DSI er som udgangspunkt tilfreds med den struktur, som Patientklagenævnet har i dag, men for patienterne i det danske sundhedsvæsen er det nuværende patientklagesystem langt fra tilfredsstillende. Det er godt, at nævnet dækker hele landet, så der ikke sættes forskellige faglige standarder i de forskellige regioner. Der er ikke behov for et nyt diciplinærnævn, og slet ikke et nævn uden patientrepræsentation. Men der er afgjort plads til forbedringer i det eksisterende patientklagenævn.

I Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan man ikke klage over sundhedsvæsenet. Dette er meget vanskeligt at forstå for patienterne og utilfredsstillende for DSI. Men som reglerne er i dag, kan patientklagenævnet kun tage stilling til faglige fejl begået af enkeltpersoner med nærmere bestemte autorisationer eller uddannelser. Kan en bestemt sundhedsperson ikke tillægges ansvaret for en fejl, kan en patient ikke få medhold, selv om det er åbenlyst, at patienten har fået en dårlig behandling. Dette er uforståeligt, og føles uretfærdigt for den patient, der er interesseret i at få afgjort, hvorvidt behandlingen er foretaget efter en acceptabel standard.

Patientbehandling i dag foregår i samspil med mange aktører. Om en dårlig patientbehandling kan tilskrives bestemte personer eller ej, kan derfor skyldes tilfældigheder. Patientklagenævnet skal forsøge at placere et ansvar, men en patient må ikke opleve manglende forståelse for sin sag, alene fordi en skyldig person ikke kan udpeges. Når det er tydeligt, at behandlingen ikke har været god nok, må patienten kunne få ret i sin klage.

DSI mener, at fremtidens patientklagenævn må kunne tage stilling til, om patienten har fået en ordentlig behandling eller ej. Nævnet må således kunne sikre patienten en uvildig bedømmelse af den sundhedsydelse, han eller hun har modtaget.

Spørgsmålet om, hvorvidt den sundhedsydelse, patienten har modtaget, er af acceptabel standard, vil i mange tilfælde, men langt fra altid, være sammenfaldende med spørgsmålet om, hvorvidt de involverede sundhedspersoner har handlet acceptabelt. Derfor ville det ikke være hensigtsmæssigt at skille bedømmelsen af, hvad patienten har modtaget ,og hvad sundhedspersonen har ydet, helt ad.

Efter DSIs mening bør en patient have krav på, at patientklagenævnet bedømmer, om sundhedssystemet har ydet en acceptabel indsats for at behandle patienten. Selv om en patient f.eks. ikke bliver rask, skal der være ydet en rimelig indsats med det mål at give patienten en acceptabel behandling.

Der er et stort ønske hos patienterne om, at få konstateret, om der er begået en fejl, uanset hvem, der har begået den. Samtidig ønsker DSI dog at fastholde sundhedspersoners personlige ansvar for at handle med omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnets afgørelse bør derfor fremover bestå af to dele. Først skal det vurderes, om patienten har modtaget en acceptabel behandling, og derefter om der skal udtales kritik af enkelte sundhedspersoner.

I praksis udføres en stor del af arbejdet i det danske sundhedsvæsen selvstændigt af studerende, f.eks. læge- og sygeplejestuderende. Dem kan nævnet ikke kritisere, uanset hvad de laver. Nævnet må i disse sager nøjes med at bedømme, hvorvidt den læge/sygeplejerske, der har det overordnede ansvar for den studerende, har handlet uforsvarligt, hvilket ofte ikke er tilfældet.

Ikke acceptabel behandling kan også skyldes andet ikke autoriseret personale, f.eks. en tekniker der indstiller et stråleapparat forkert eller en lægesekretær, der undlader at videresende en henvisning.

DSI mener, at nævnet bør kunne kritisere fejl begået af studerende, og andet ikke-autoriseret personale.

Fordi patientklagenævnets afgørelser i dag udelukkende går ud på at fastslå, om den indklagede sundhedsperson skal have en påtale, er fokus i hele sagsbehandlingen på sundhedspersonen og ikke på patienten. Derfor er det nuværende patientklagenævn ikke et egnet forum for patienter, der er utilfredse med den behandling, de har modtaget i sundhedsvæsenet, og af samme grund tages der udelukkende hensyn til sundhedspersonens retssikkerhed, mens klagerens retssikkerhed ikke tilgodeses. Det ses bl.a. i sager, hvor der ikke er enighed om fakta. På grund af det almindelige retsprincip om, at tvivl skal komme den indklagede til gode, vil det altid være sundhedspersonens forklaring, der lægges til grund. Det forstår klagerne ikke. Hvis nævnet kunne tage stilling til den leverede sundhedsydelse, ville der være større mulighed for også at varetage patientens retssikkerhed.

Afgørelser vedr. patientrettigheder som f.eks. information, samtykke og aktindsigt har en noget anden karakter end afgørelser om selve behandlingen, selv om specielt information og behandling kan være nært sammenknyttet. Begrænsningen af nævnets reaktionsmuligheder til kritik eller ikke kritik er særligt uhensigtsmæssig i disse sager, hvor nævnet burde have til opgave at skabe en praksis for den nærmere fortolkning af den relativt nye lovgivning om patientrettigheder.

Second opinion

Som det er i dag, kan man som nævnsmedlem bede om en second opinion. DSI mener ikke at den fagperson, som skal give second opinion skal oplyses om den første fagpersons afgørelse. En sådan oplysning kan give problemer i forhold til den interne loyalitet, der hersker i professionerne. Der er ligeledes et problem i forhold til sagens kontinuitet, idet en second opinion kan gå til et nyt nævn, eller gå til skriftlig votering. Dermed vil mange af de overvejelser, der indgik i den første vurdering, gå tabt.

Det er DSI's holdning, at udpegningen af patientklagenævnets lægmandsrepræsentanter i øjeblikket er uholdbar. Efter DSI's mening varetages patientinteresser bedst af mennesker med et personligt forhold til det at være patient i sundhedsvæsenet. Denne holdning er i overensstemmelse med WHOs principper, hvor man skelner mellem patienter på den ene side, og forbrugere på den anden side. For DSI er det vigtigt, at der indgår et medlem i nævnet, som vurderer sagerne med patientens øjne. Det er derfor ikke tilfredsstillende, at patienternes plads varetages af et organ, hvis repræsentanter består af professionelle sekretariatsmedarbejdere og andre borgere, som ikke har det fornødne indblik i det at være patient.

DSI mener, at de mange formandsafgørelser i patientklagenævnet udgør et retssikkerhedsmæssigt problem for klagerne. Det er ikke tilfredsstillende, at så mange sager afgøres, uden at have været vurderet af patienter. DSI's medlemmer af patientklagenævnet har hvert år haft lejlighed til at gennemgå et antal tilfældigt udvalgte formandsafgørelser. Vi har hvert år fundet, at der i alt for mange af disse afgørelser, ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til klagernes synspunkter.

Såfremt ordningen med formandsafgørelser opretholdes, ønsker DSI indført en procedure, hvor et af nævnets DSI-medlemmer gennemgår formandssagerne, inden de afgøres. Herunder anføres, hvilke sager der skal overføres til nævnsbehandling.

Når man som patient har indsendt en klage, modtager man fra sekretariatet en såkaldt antagelsesskrivelse, der præciserer klagepunkterne. En sådan præcisering kan være helt nødvendig, særlig hvor klageskrivelsen er lang og upræcis. Den summariske gengivelse af klagepunkterne i antagelsesskrivelsen må dog aldrig anvendes til at udelukke dele af klagerens ellers relevante synspunkter. Klagesagen må således altid behandles med udgangspunkt i selve klagen. Konflikter og uoverensstemmelser mellem klagen og antagelsesskrivelsen giver i praksis anledning til mange problemer.

En del klagere har svært ved at formulere deres klager på en måde, så de kan danne grundlag for en fornuftig sagsbehandling. Patientklagenævnets sekretariat har en vigtig rolle med at vejlede klagerne. Herudover bør sekretariatet oplyse klagerne om muligheden for at få hjælp på patientkontorerne, således at klagerne kan sikre sig, at sagen bliver beskrevet og oplyst i overensstemmelse med deres ønsker.

I det hele taget ser DSI gerne patientkontorernes rolle styrket i forbindelse med klageprocessen. Ofte er patientvejlederen patientens eneste advokat, og vejlederens rolle er derfor kritisk, især i de indledende faser af en sag. DSI mener , at informationen om muligheden for at få vejledning og hjælp bør styrkes. Det er sundhedssystemet, der skal sikre, at alle patienter får mulighed for at klage på bedste vis.

I de sager, hvor Patientklagenævnet har undladt at stilling til specifikke problemstillinger, mener DSI, at dette skal fremgå af selve afgørelsen. Dette giver klageren mulighed for at forstå afgørelsens rækkevidde; men det modsætter sekretariatet sig i dag. Et eksempel kunne være, at nævnet kun har taget stilling til den behandling, der er ydet af medicinsk afdelings egne læger, men ikke til, hvad der er sket ved tilsyn fra andre afdelinger.

DSI mener endvidere, at det er problematisk, at man ikke kan tage nye/ekstra ting med, som dukker op undervejs i en sag. Dette kunne være en opgave for patientkontoret, som kunne notere sig, at der er kommet nye ting til, som f.eks. kan give anledning til ny klage.

DSI mener, at den nuværende sekretariatsmodel bør erstattes med en bestyrelse som ledelse for sekretariatet. Bestyrelsen skulle bestå af repræsentanter valgt af og blandt nævnsmedlemmerne.

Det skal fremgå af nævnets forretningsorden, at man som nævnsmedlem kan forlange specifik dokumentation indhentet, også selvom det kun er et enkelt nævnsmedlem, der ønsker det.

Nævnet skal efter DSIs mening have lov til at kunne formulere sig frit og nuanceret i den enkelte sag. Nævnet skal kunne udtrykke sig sådan, at de, der læser afgørelsen, kan forstå, hvilken opfattelse nævnet har. Det giver de nuværende regler i forretningsordenen ikke mulighed for.

Når genoptræningsplaner ikke udarbejdes eller er mangelfulde, er der usikkerhed om patientens mulighed for at klage. DSI ønsker, at der etableres en klar klageadgang, så en klager kan få bedømt både det faglige indhold af planen, de formelle krav til planens udarbejdelse og planens gennemførelse.

DSI mener, at der er et særligt problem i sager, hvor en patient er utilfreds med et gebis (tandprotese), som er fremstillet af en tandtekniker. I disse sager drejer den grundlæggende konflikt sig typisk om betalingen. Hvis en patient/kunde har fået leveret en mangelfuld tandprotese, kan de kun få pengene tilbage, hvis patientklagenævnet fastslår, at der er grundlag for at kritisere tandteknikeren. Men da nævnet ved sine afgørelser i høj grad sigter mod at beskytte den indklagede tandteknikers retssikkerhed, er patienten/kunden i realiteten ringere stillet end ved andre forbrugerkøb. Populært sagt har kunden en bedre retsstilling, når hun har købt et par sko, end når hun har købt et gebis.

DSI mener, at man må finde en helt ny klageprocedure for disse sager. En sådan ny procedure behøver ikke nødvendigvis være i patientklagenævnets regi.

5