DH's politikpapir om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse

Dokument oprettet 06.07.2009

Sag 09/311 - Dok. 2958/10 SIH/kft

DH's politikpapir om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse

(Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse kaldes også ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov)

I FN's Handicapkonvention er artikel 24, stk. 2. a, om ret til undervisning i ungdomsårene, og 2. e om effektive og individuelle støtteordninger, særligt relevante for målgruppen af unge, der har behov for et særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

FN's Handicapkonventions artikel 9 beskriver den tilgængelighed til undervisningens lokaliteter, materialer og pædagogik, som er en forudsætning for, at borgerne kan nyde rettighederne givet via konventionen. Artikel 2 handler om universelt design, der betyder, at materialer og bygninger skal være indrettet sådan, at alle kan benytte dem. Adskillige af deltagerne på STU har vidtgående og sammensatte handicap, og har dermed også behov for at få tilgodeset meget forskelligartede behov for tilgængelighed.

DH anser kun uddannelsen for at være fuldt tilgængelig, hvis der er befordring for de unge, der har behov for det, og tilstrækkelige og kvalificerede materialer, hjælpemidler og anden nødvendig kompensation til rådighed for eleverne.

I loven om STU hedder det, at der skal lægges betydelig vægt på den unges ressourcer og interesser. Det er afgørende, at de unge, der har de færreste ressourcer, der er vanskeligst at udnytte, får de bedste muligheder for at lære og udvikle sig. Derfor skal der udvikles metoder og redskaber som sikrer, at den unge får mulighed for at spille en helt afgørende rolle i planlægningen af det individuelle uddannelsesforløb. De unge, der profiterer heraf, skal have mulighed for at forberede sig f.eks. ved, at vejlederen har givet den unge nogle spørgsmål at tænke over, inden planlægningen påbegyndes.

Mange kommuner søger at presse unge ind på deres eget ungdomsuddannelsestilbud, der ikke nødvendigvis er tilpasset den enkeltes behov. Dermed giver udannelsen ikke det bedst mulige grundlag for størst mulig faglig og social udvikling, med henblik på inklusion i samfundet. Det er efter DH's opfattelse ikke i overensstemmelse med Handicapkonventionens artikel 3 om personlig autonomi og frihed til at træffe egne valg, samt artikel 24, stk. 1.b om, at personer med handicap udvikler deres personlighed, evner og kreativitet såvel som deres psykiske og fysiske formåen fuldt ud. Når kommunerne laver standardforløb tages der ikke højde for den enkeltes udviklingsmuligheder. For de unge under 18 år er det heller ikke i overensstemmelse med Børnekonventionens artikel 12.

Der skal ikke visiteres til uddannelsen. Når det er afklaret, at en person tilhører målgruppen for uddannelsen, så optages man. Planlægning af uddannelsesforløbet foregår mellem den unge, evt. forældrene og vejlederen.

Uddannelsen kan påbegyndes hele året, og da den udspringer af den enkelte unges interesser og ressourcer, er der almindeligvis kun ventetid for de unge, der oplagt vil profitere af at følges med andre unge i klasser, på hold el.lign.

Som med al uddannelse er det ønsket, at deltagerens kompetencer skal udvikles og styrkes. Der kan indgå praktik i uddannelsen. Praktikken skal tjene som en perspektivering og afprøvning af uddannelsesmålet. Derfor skal formålet med praktikken altid beskrives i uddannelsesplanen, og praktikken skal foregå over en begrænset periode. Praktikken er et godt redskab til at prøve af, hvilken retning den unge gerne vil have på sit fremtidige arbejdsliv, uanset om der er tale om beskæftigelse på støttede, beskyttede eller almindelige vilkår. Praktik kan ligeledes understøtte undervisningen og DH ser gerne, at der benyttes værkstedsbaseret undervisning/forlagt undervisning for dem, der har brug for det. Der skal være tydelig sammenhæng mellem praktik og undervisning, såfremt denne løsning benyttes, og sammenhængen skal klart fremgå af undervisningsplanen. Praktikken skal være med til at udvikle og åbne perspektiver, ikke til at fastlåse.

I den nuværende lovgivning er der mulighed for at holde pause, således at uddannelsen strækker sig over i alt 5 år. Nogle unge med meget vidtgående handicap kan ikke overkomme det minimumstimetal, der er fastsat i lovgivningen. DH arbejder for, at lovgivningen bliver så fleksibel som overhovedet mulig på dette punkt.

Kompetencepapiret skal afskaffes og erstattes med et bevis, der er udarbejdet efter en landsdækkende standard. Beviset skal beskrive, hvilke felter den unge har arbejdet med, og hvilke kompetencer den unge har opnået. Tager den unge dele af uddannelsen på en kompetence- eller adgangsgivende ungdomsuddannelse, så kan den unge gå til eksamen på den uddannelsesinstitution, og eksamensbevis herfra indgår som en del af beviset fra ungdomsuddannelsen.

Ungdommens Uddannelsesvejledning er en krumtap i tilrettelæggelsen af den enkeltes uddannelse. Vejlederen skal støtte den enkelte og koordinere de institutioner og initiativer, der er nødvendige, for at den unge får et godt uddannelsesforløb, hvor støtte, hjælpemidler m.m. er på plads, kvalificeret og i tide. Uddannelse til vejledere, undervisere og andre, der møder de unge på uddannelsen, er helt nødvendig. Personer, der møder de unge, skal have eller benytte viden om handicap, hjælpemidler, specialpædagogik m.m., sådan som det er beskrevet i Handicapkonventionens artikel 24, stk. 4. Desuden skal vejlederne have kompetencer i forhold til relevante kønsspecifikke problemstillinger.

Uddannelsen skal foregå i et ungdomsmiljø. Deltagerne på uddannelsen skal være præcis så meget sammen med andre unge på uddannelsen, som de kan. De unge, der har behov for et miljø med stor forudsigelighed, og ingen eller meget begrænset samvær med andre unge, skal have det. Hvis det, den unge magter er ganske få timers samvær med andre, så må uddannelsen tilrettelægges efter dette.

Mange af eleverne fylder 18 år under uddannelsen, eller er allerede 18 år, når de begynder. Der skal for unge på STU, ligesom for andre unge under uddannelse, være mulighed for at flytte hjemmefra. Den unge på STU skal have den tilstrækkelige støtte og et forsørgelsesgrundlag på et niveau, hvor den unge har ordentlig og værdig mulighed for en bolig indrettet efter den enkeltes behov.

Når kollegier renoveres, eller der bygges nyt, så skal alle fællesfaciliteter være fuldt tilgængelige, og værelserne være planlagt efter behovene hos unge, der har langvarige fysiske, psykiske, intellektuelle eller sensoriske funktionsnedsættelser.

Det er vigtigt, at kollegiekontorer og andre centrale indstillings- og henvisningsenheder har viden om tilgængelighed og andre forhold med relevans for personer med handicap i forhold til de kollegier, de henviser til. Der bør være et tæt samarbejde mellem kollegierne og henvisningsstederne, således at unge med handicap ikke henvises til kollegier, der er utilgængelige.

Ifølge lovgivningen er uddannelsen forankret i kommunerne. DH ønsker uddannelsen flyttet, således at den er selvejende i staten, ligesom andre ungdomsuddannelser. En sådan forankring vil sikre, at der er et større samarbejde og sammenhæng mellem STU og de adgangs- og kompetencegivende ungdomsuddannelser. Samtidig vil det bidrage til at sikre, at de adgangs- og kompetencegivende uddannelser ikke oplever den samme lette mulighed for at skubbe de elever, der opleves som mest problematiske og svagest, over i STU.

DH arbejder for, at den unge har mest mulig indflydelse på uddannelsens indhold. DH skal være repræsenteret i klageorganet, og en sag skal behandles hurtigt. Der skal indhentes selvstændigt synspunkt fra den unge, som klagen vedrører.

Artikel 24 - Uddannelse

1. Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse. Med henblik på at virkeliggøre denne ret uden diskrimination, og på grundlag af lige muligheder, skal deltagerstaterne sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring, der tager sigte på:

2. Ved virkeliggørelsen af denne rettighed skal deltagerstaterne sikre:

3. Deltagerstaterne skal gøre det muligt for personer med handicap at lære livs- og socialt udviklende færdigheder for at lette deres fulde deltagelse i uddannelse og som medlemmer af samfundet på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger, herunder:

4. Som bidrag til at sikre virkeliggørelsen af denne ret skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger til at beskæftige lærere, herunder lærere med handicap, som har kompetence i tegnsprog og/eller punktskrift, og til at uddanne fagfolk og personale, som arbejder på alle niveauer i uddannelsessystemet. Denne uddannelse skal omfatte handicapbevidsthed og anvendelse af passende forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater samt undervisningsmetoder og -materialer til støtte for personer med handicap.

5. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser, erhvervsuddannelser, voksenundervisning og livslang læring uden diskrimination og på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne sikre, at der sørges for en rimelig tilpasning til personer med handicap.

Artikel 9 - Tilgængelighed

1. Med henblik på at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigt liv og deltage fuldt ud i alle livets forhold, skal deltagerstaterne træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder, den information og kommunikation, herunder informations- og kommunikationsteknologi og -systemer, og de øvrige faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives offentligheden, både i byområder og i landdistrikter. Disse foranstaltninger, som omfatter identifikation og afskaffelse af hindringer og barrierer for tilgængelighed, gælder bl.a. for:

2. Deltagerstaterne skal ligeledes træffe passende foranstaltninger til:

Artikel 19 - Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet

Deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:

6