Børn og unge ser manglen på viden om handicap som den væsentligste barriere for forståelse og inklusion.

Fra DH-projekter er det erfaringen, at børn og unge med handicap oplever ikke at blive set, hørt eller forstået. De oplever, at andres viden om handicap er enten ikke-eksisterende eller sporadisk. De oplever, at den almindelige opfattelse er, at børn og unge ikke har handicap. Børn og unge med handicap kan ikke altid opfylde de samme forventninger som andre. Der kan opstå misforståelser med den konsekvens, at de bliver opfattet som ubehøvlede. F.eks. når man som følge af en synsnedsættelse ikke kan hjælpe andre med, hvad der står på buskøreplanen, eller når man som følge af nedsat hørelse ikke kan høre, hvad der bliver sagt til en i bussen.

Børnekonventionen og Handicapkonventionen giver rettigheder til børn og unge med handicap.

Børnekonventionens artikel 23 beskytter børn med handicap specifikt. Artiklen giver børn med handicap ret til ekstra beskyttelse. Men også Børnekonventionens øvrige artikler giver rettigheder til børn og unge med handicap. Der er tale om rettigheder på så væsentlige felter som uddannelse, fritid, familieliv, sundhed m.m. Ikke mindst retten til leg er vigtig.

For eksempel kan lovgivningen om hjemmetræning indebære risiko for, at barnet/den unge på grund af intensiv træning, behandling og undervisning afskæres fra fritid til fx leg på lige fod med andre børn. Konventionens beskyttelse af denne ret er derfor vigtig, også når det gælder i forhold til forældre, der yder en kæmpe indsats for barnets bedste.

Handicapkonventionen sikrer i stort omfang samme rettigheder som Børnekonventionen. Samtidig har Handicapkonventionen stærke formuleringer omkring tilgængelighed, som er væsentlige for mange handicappede børn, når deres ret til samvær med andre børn og unge på lige fod skal sikres.

DH arbejder i samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, for at konventionen bliver kendt og bruges af alle børn og unge, politikere, administratorer, sagsbehandlere, sundheds- og pædagogisk personale med kontakt med børn. DH arbejder også for, at FN's Børnekomité understøtter arbejdet for gode vilkår for børn og unge med handicap via konkrete påtaler til den danske regering i forbindelse med eksaminationen af Danmark i komitéen og via generelle diskussioner af forholdene for børn og unge med handicap.

Arbejdet for, at Danmark tilslutter sig tillægsprotokollen til Handicapkonventionen, er også et arbejde for, at børn og unge med handicaps rettigheder sikres mere effektivt, end det sker alene via underskrift/ratifikation af selve konventionen.

Handicaporganisationerne skal vide at bruge begge konventioner i arbejdet for at sikre børn og unge med handicap muligheden for at benytte deres rettigheder optimalt.

Børn og unge har ret til at blive hørt i sager, der vedrører egne forhold, i det omfang de er modne til det. Det er fastslået i Børnekonventionens artikel 12 og i Handicapkonventionens artikel 7 og artikel 4, stk. 3.

For børn og unge med handicap er det ofte sværere, end for andre børn, at benytte sig af retten til at blive hørt. Ikke fordi de ikke vil eller kan, men fordi de har behov for andre vilkår for at kunne benytte den rettighed.

Børn med handicap skal høres i hjemmet, i skolen, i socialforvaltningen, i sundhedssektoren, i fritiden og ikke mindst skal de have indflydelse i de handicaporganisationer, der skal stille krav om forbedrede vilkår for børn med handicap i hverdagen.

Det er ikke altid let og enkelt at høre børn og unge med vidtgående handicap, men det kan og skal gøres i det omfang, barnet ønsker og kan overskue det. Det kræver alternative metoder til kommunikation og til at hjælpe barnet og den unge med at afklare egne ønsker og behov.

I DH's arbejde med at inddrage børn og unge med handicap har vi fået indsigt i, hvad der ligger børn og unge med handicap på sinde. Men handicaporganisationerne kan ikke løfte den opgave alene. Også sociale-, pædagogiske-, sundheds-, kommunikationshjælpemiddel- og planlægnings- og forskningsinstitutioner skal forpligtes til at forske og vidensopsamle inden for feltet. Kommuner, regioner og statslige institutioner og myndigheder skal forpligtes til at benytte den viden og de metoder, der udvikles.

DH finder det afgørende vigtigt, at børns og unges retsstilling er god. I dag forvaltes børns klageadgang af forældrene. Klageadgangen må udvides, således at alle klageorganer er i stand til at behandle sager direkte fra børn. Ombudsmandsinstitutionen skal opnormeres og have tilført viden og kompetence, således at børn og unge kan henvende sig med klager, og få afgørelse inden for en tidsfrist, der sikrer, at afgørelsen stadig er relevant for barnet eller den unge.

Desuden skal personale, der arbejder på institutioner og i forvaltninger, der er i berøring med børn og unge med handicap, have indsigt i de særlige forhold, der gør sig gældende, og være kvalificerede og normerede til at lytte til synspunkter, ønsker, beklagelser og klager fra børn og unge med handicap - hvad enten, der er tale om en klage eller beklagelse på gruppens eller en enkeltpersons vegne.

Kommunerne har det fulde ansvar for indsatsen i forhold til børn og unge. Det er i den kommunale børnepolitik, at konventionerne skal omsættes til konkret indsats. Børnekonventionen omhandler langt de fleste aspekter af børns og unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder. Så her er god inspiration at hente for kommunerne og andre, der beskæftiger sig med børn og unge.

Kommunerne er forpligtet til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik. Formålet er at opstille retningslinjer for, hvordan der lokalt kan opnås sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Den formulerede sammenhængende børnepolitik skal gælde alle børn og unge i kommunen. Det gør den ikke i tilstrækkelig grad i dag. For børn og unge med handicap er der i høj grad behov for, at der er sammenhæng mellem de almindelige og særlige tilbud. For eksempel er der to lovgivninger på dagtilbudsområdet. Én lovgivning for almindelige dagtilbud og én for særlige dagtilbud. Denne opsplitning fremmer ikke en helhedsorienteret tænkning. Børn og unge med handicap i dagtilbud skal have den nødvendige støtte, hvad enten de benytter et almindeligt eller særligt dagtilbud.

Men én lovgivning gør det ikke alene. Eksempelvis optræder folkeskoler og specialskoler som to adskilte skolesystemer på trods af, at lovgivningen er den samme.

Der er også behov for sammenhæng på andre niveauer, for eksempel mellem sundheds- og socialsektoren.

Endelig er der behov for at udvide forpligtelsen til at udarbejde handleplaner for børn og unge med handicap med krav om udarbejdelse af både konkrete og langsigtede handleplaner.

Børn og unge med handicap har ikke behov for at blive pakket ind i vat. De har behov for at blive hørt, at blive lyttet til og blive taget med på råd i beslutninger. Ikke mindst beslutninger, der vedrører deres eget liv. Hvis deres ønsker, synspunkter og kompetencer ikke bruges, sker der en systematisk tilvænning til den situation, at andre beslutter for dem, og at deres egne meninger ikke tæller. På den måde bliver de ikke udfordret til at formulere egne holdninger og give deres mening til kende.

Denne adfærd medfører risiko for, at børn og unge med handicap udvikler en passiv adfærd frem for et aktivt medborgerskab, hvor de selv er i stand til at sige til og fra. En risiko, der kan medføre, at børn og unge med handicap socialiseres til en passiv voksentilværelse, hvor selvbilledet rækker til at forestille sig et liv på førtidspension. At høre til i en sammenhæng og have indflydelse på sin tilværelse inden for de sociale rammer er helt fundamentalt for det aktive medborgerskab og livskvaliteten i øvrigt. Det handler om, at børn og unge med handicap bliver i stand til at blande sig og tage aktivt del i udformningen af sit eget liv.

Børn og unge med handicap skal have samme muligheder som voksne for at modtage en helhedsorienteret hjælp, der understøtter dem bedst muligt i deres udvikling og selvstændiggørelse. Det indebærer bl.a., at de skal have mulighed for at opnå personlig assistance til både skolegang, fritidsliv, træning og behandling samt spontane aktiviteter i én og samme ordning.

Samtidig er det vigtigt at slå fast, at børn og unge med handicap ikke skal bruge deres liv på at være sagsbehandlere. Myndigheden må påtage sig den fornødne koordinerende rolle.

Unge med handicap har ret til at frigøre sig fra forældre og pædagoger og til selvstændiggørelse på linje med andre unge. De skal have mulighed for at tage initiativ til større selvstændighed og prøve sig selv af. Det indebærer en ret til at eksperimentere og gøre ting, som de voksne ikke umiddelbart ønsker eller støtter de unge i at gøre. Unge med handicap skal have samme ret til at tage fejl og dumme sig, som andre unge, ligesom de skal have samme ret til at træffe valg og afstikke egen kurs på kortere og længere sigt.

Det forudsætter blandt andet, at der ydes tilstrækkelig personlig assistance til den unge. Undersøgelser viser imidlertid, at den eksisterende ledsageordning til unge stort set ikke anvendes. Kommunerne anvender tilsyneladende i stedet for aflastning til forældrene eller pædagogiske foranstaltninger. Men unge med handicap har behov for på lige fod med jævnaldrende unge at arrangere og deltage i arrangementer og hverdagsliv som fx tøjindkøb, fester, samvær, biograf- og caféture uden pædagogisk indblanding og uden fx forældre og søskendes tilstedeværelse. Også spontant.

I slutningen af folkeskolen skal alle børn vælge videre uddannelsesforløb. Det er afgørende, at unge har retten til at beslutte sin videre uddannelsesretning. Inden for hele viften af ungdomsuddannelsestilbud. Uddannelsesvejledere og uddannelsessteder må geares til at have den nødvendige viden og støttemuligheder. Unge med handicap skal støttes i at indgå i debatter og beslutningsprocesser på ungdomsuddannelserne.

Perioden, hvor unge løsriver sig, er af individuel varighed. Formelt opnår den unge en lang række rettigheder og forpligtelser ved det 18. år. Denne overgang medfører ofte problemer i den kommunale praksis, når den unge overgår fra en børne- og ungeforvaltning til en voksenforvaltning. Derfor er der behov for langt stærkere koordinering mellem de involverede forvaltninger og i god tid, før den unge fylder 18 år. Kravet må være, at den kommunale myndighed senest, når den unge fylder 16 år, tager initiativ til i samarbejde med den unge at udarbejde en handlingsplan, der omhandler overgangen til den juridiske voksenalder.

For unge med handicap er det ofte forbundet med så store praktiske og økonomiske vanskeligheder at flytte hjemmefra, at fraflytningen trækker ud i lang tid - for nogle i årevis. Den unges ønsker og planer om spørgsmålet skal behandles selvstændigt i handlingsplanen. Samtidig må kommuner, almennyttige boligselskaber og andre bygherrer forpligtes til at bygge varieret og tilgængeligt. Både når der er tale om ungdomsboliger, kollegiebyggeri, bofællesskaber m.m.

Når børn og unge med handicap anbringes sker det efter de samme regler, som når anbringelsen sker som følge af sociale problemer i familien. Det betyder bl.a., at det offentlige overtager forsørgelsen, hvilket vanskeliggør forældrenes muligheder for fortsat indflydelse på barnets liv. I praksis fortolkes reglerne sådan, at familierne ikke længere har behov for hjælp i hjemmet, da barnets behov dækkes andetsteds.

Konkret betyder en anbringelse, at familierne mister flere af de handicapkompenserende ydelser. For eksempel den bil, der er særligt indrettet til barnet, og som er en forudsætning for, at familien kan transportere barnet, tage på familiebesøg, ture og udflugter m.v. Men også forskellige former for hjælpemidler, merudgifter og boligindretning, som kan være en forudsætning for at bevare en god kontakt med barnet.

Ophold på døgninstitution betyder samtidig, at børnene og de unge mister de dag-, skole- og fritidstilbud, de havde inden flytningen. Nu skal disse behov dækkes af institutionen. Hele barnets liv skal med andre ord leves inden for institutionens rammer, og barnet deltager kun i meget ringe grad i tilbud i det omgivende samfund.

Konsekvensen er en totalinstitution, hvor alle behov dækkes, alle problemer løses, og hele barnets liv leves inden for institutionens fire vægge.

Der foregår forskning, arbejdes med projekter og udviklingsarbejder på mange områder med betydning for børn og unge med handicap på både nationalt og internationalt niveau. Projekt-, udviklings- og forskningsarbejder, der tydeliggør, at børn og unge med handicap i langt højere grad kunne leve et liv inkluderet og under samme betingelser eller betingelser svarende til deres jævnaldrende, end tilfældet er. Det kan f.eks. være i skolen, i daginstitutionen eller i forbindelse med fritidsaktiviteter. Desværre viser det sig særdeles vanskeligt at få forsknings- og projektresultater omsat til virkelighed. Fra et isoleret positivt forskningsresultat eller et projekt med god effekt er der lang vej til, at metoder og synsvinkler anvendes i hverdagen i skole- og fritidsaktiviteter, i udviklingen af hjælpemidler, i ny- og ombygning, anlæg af legepladser m.m.

--- --- ---

Dokument oprettet 23. januar 2009
Seneste redigering 26. marts 2009
Vedtaget af DH's forretnigsudvalg 18. maj 2009

Sag 08/127 - Dok. 904/09 SIH/KP/kft