Retssikkerhed på det sociale område februar 2003

Retssikkerhed handler både om, at borgerne får de ydelser, de har krav på efter lovgivningen, og om sagernes behandling. Retssikkerhed handler med andre ord både om, at

Mennesker med handicap er i større eller mindre grad afhængig af sociale ydelser livet igennem, og dermed også afhængig af, hvordan samarbejdet med kommuner og amtskommuner fungerer. Handicapkompensation omfatter ofte flere lovgivninger og involverer forskellige grene af den kommunale forvaltning. Sikring af retssikkerheden er derfor et vigtigt aspekt.

En lang række af de bestemmelser, hvorefter der ydes handicapkompensation, giver på mange punkter myndighederne mulighed for at udøve individuelle skøn, når der træffes afgørelse om tildeling af ydelser. Det medfører, at lovgivningen ikke entydigt og præcist beskriver borgerens ret og borgerens pligt.

Det betyder dog sjældent, at myndigheden har mulighed for at træffe et frit skøn, der er typisk tale om et bundet skøn. Man kan derfor sige, at skønsmæssige bestemmelser er retligt normerede. Myndigheden skal ved en skønsmæssig afgørelse f.eks. se på lovens formålsbestemmelser, den sammenhæng bestemmelsen indgår i, samt lovens forarbejder.

Myndigheden skal ligeledes træffe sin afgørelse efter et individuelt skøn og må ikke have faste regler i et skuffecirkulære for, hvem der kan få hvilke ydelser, idet man ikke må sætte ”skøn under regel”

Den skønsprægede lovgivning i sammenhæng med det kommunale selvstyre giver uacceptabelt store forskelle fra kommune til kommune på de afgørelser, der træffes.

Det betyder, at lovgivningens intentioner om f.eks. individuelle, fleksible og helhedsorienterede ydelser ikke når ud til alle borgere. Det er et stort retssikkerhedspolitisk problem. For eksempel yder nogle kommuner hjælp til forældre med handicap og de opgaver, der udspringer af forældrerollen, mens andre kommuner afslår denne hjælp.

Der har igennem de seneste år været et stigende antal retssager omkring tildeling af sociale ydelser, bl.a. begrundet i, at ankeinstansernes mulighed for at efterprøve skønsmæssige afgørelser har været anset for at være begrænset i forhold til domstolenes muligheder. Som et resultat heraf blev § 69 i lov om retssikkerhed ændret med virkning fra 1.7.2002.

Det betyder, at De Sociale Nævn og Ankestyrelsen kan efterprøve retslige spørgsmål, hvor der tidligere i § 69 stod, at det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommune, kun kan efterprøves i de sociale nævn og Ankestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder.

Formålet med ændringen har været, at give ankeinstanserne samme mulighed for at efterprøve skønsmæssige afgørelser som domstolene. Ændringen betyder dog samtidig, at ankeinstanserne fremover ikke kan ændre en afgørelse alene ud fra, at denne afgørelse findes åbenbart urimelig. Med andre ord: Følger en kommune eller en amtskommune de retlige regler for en skønsmæssig vurdering, kan ankeinstanserne ikke omgøre afgørelsen, selv om den kan forekomme urimelig ud fra et almenmenneskeligt synspunkt. Kommunerne har ret til, inden for lovens rammer, at fastsætte et serviceniveau, her også et lavt serviceniveau.

DSI vil nøje følge lovændringens konsekvenser.

Det er afgørende, hvordan "systemet" møder borgeren. Reglerne i retssikkerhedsloven skal ses i sammenhæng med reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det gælder fx reglerne om tavshedspligt, partshøring, aktindsigt, skriftlige begrundelser og notatpligt.

Forberedelse og opfølgning af møder

Møder mellem myndighed og borger bør forberedes med dagsorden, så borgeren på forhånd er orienteret om, hvad der skal tales om ved mødet. Der bør endvidere udleveres udskrift af referat fra mødet inden en nærmere fastsat frist. Det vil styrke borgerens brug af aktindsigt, synliggøre sagsbehandlingen og dermed beslutningsgrundlaget samt sikre borgerens egen forberedelse og mulighed for at inddrage en bisidder i sagen.

Aktindsigt og notatpligt

Notatpligten overholdes ikke konsekvent, idet faktuelle oplysninger ikke altid er noteret. Konsekvensen heraf er, at beslutningsgrundlaget ikke er tydeliggjort.

Med hensyn til reglerne om aktindsigt bør kommunerne være forpligtet til at være offensive og selvstændigt tage initiativer i forhold til at videregive informationer. I dag skal borgeren selv være aktiv for at få udleveret journal- og andet dokumentationsmateriale. Udlevering af journaler, referater af møder m.v. bør ske automatisk i stedet for, at borgeren "skal bede" om det. Journalen kan på den måde blive et redskab til at fremme samarbejdet mellem kommune og borger, ved f.eks. at tydeliggøre hvilke aftaler, der er truffet, og på hvilket grundlag. Ligesom borgeren kan se hvilke beskrivelser og vurderinger kommunen lægger til grund for sine afgørelser, og sikre at egne synspunkter tydeligt fremgår af journalen.

Medvirken

Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. En borger har ret til, at en anden person medvirker som støtte for borgeren, når forvaltningen behandler sagen. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed som en naturlig del af rådgivningen. DSI foreslår derfor en lovændring, så det af lovteksten fremgår, at borgeren har ret til en bisidder og/eller tolk.

I forhold til kommunikationssvage borgere, bør forvaltningen gøre sig klart, hvordan borgeren bedst muligt kan medvirke, eventuelt med støtte fra pårørende eller anden bisidder, der har bedre mulighed for at forstå borgeren.

Sagsbehandlingsfrister

Fastsættelse af sagsbehandlingsfrister bør på væsentlige områder fastsættes i loven med mulighed for at klage til de sociale nævn, såfremt fristerne ikke overholdes. Med de nuværende regler, hvor der ikke er sanktionsmuligheder overfor myndighederne, viser der sig i praksis stor forskel på sagsbehandlingstider de enkelte kommuner imellem samt på rådgivningens tilgængelighed.

En anden problemstilling er, fra hvilket tidspunkt sagsbehandlingstiden regnes. Der må stilles klare lovgivningsmæssige krav om, at sagsbehandlingstiden regnes fra det tidspunkt en borger fremsætter en ansøgning, og ikke fra det tidspunkt en ansøgning er færdigbehandlet til videresendelse til en anden visiterende myndighed.

Helhed i afgørelserne

På trods af retssikkerhedslovens bestemmelse om helhed i behandlingen af ansøgninger og spørgsmål om hjælp, fungerer systemet ikke tilfredsstillende på dette punkt. Alt for ofte afvises borgeren med en ansøgning, uden der nødvendigvis er sket vurderinger for at imødekomme behovet for hjælp på anden vis, via en anden lovgivning eller hos en helt anden myndighed. Borgeren er i udpræget grad sin egen koordinator. For mennesker med handicap kan det have betydelige konsekvenser, idet der ofte er mange forskellige lovområder og myndigheder involveret i den samlede hjælp og støtte. Mennesker med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne bør derfor have ret til en koordinator.

Det er afgørende, at retssikkerheden forbedres indenfor følgende områder:

Den 29. januar 2002 ,

ændret den 6. december 2002,

ændret den 7. februar 2003 (denne udgave)

J.nr. 3244.5 [04.SAP.05] /LFN

4

4

4