Dokument oprettet: 21. august 2007

Denne version: 27. august 2008
Sag 07/251 - Dok. 6544/07 /TKJ

Politikpapir omhandlende en rettighedsbaseret lovgivning, der bygger på et forbud mod diskrimination på grund af handicap

Kursskifte i de danske handicaporganisationer

På repræsentantskabsmødet i april 2006 besluttede handicaporganisationerne, at de vil arbejde for en rettighedsbaseret lovgivning. En rettighedsbaseret lovgivning betyder, at dansk lovgivning skal sikre grundlæggende rettigheder for borgere med handicap. Den rettighedsbaserede lovgivning skal bygge på et forbud mod diskrimination på grund af handicap indenfor alle samfundsområder.

DH meddelte regeringen sit kursskifte i foråret 2006. Regeringen reagerede positivt på dette ved at nedsætte et udvalg med det formål at undersøge behovet for at indføre et forbud mod diskrimination på grund af handicap i Danmark. Udvalget påbegyndte sit arbejde den 9. maj 2007. DH har to pladser i udvalget.

Terminologi

Nedenstående er en beskrivelse af, hvad der menes med de forskellige begreber, som anvendes, når vi taler rettigheder, ligebehandling og ikke-diskrimination.

Lige muligheder

Formålet med et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap er, at mennesker med handicap ikke udelukkes fra at deltage i samfundslivet - det være sig f.eks. uddannelse, beskæftigelse og politisk indflydelse. Det handler om fuldt ud at sikre mennesker med handicap de samme muligheder - eller rettere lige muligheder for samfundsdeltagelse som alle andre borgere. Ligebehandling, tilpasning af omgivelserne og individuel kompensation er bl.a. nødvendige betingelser for at opnå reel lighed i form af lige muligheder.

Ligebehandling

Ligebehandling er en aktiv handling på baggrund af en anerkendelse af, at alle mennesker er forskellige og derfor ikke bør behandles ens. Ligebehandling forudsætter derfor i praksis, at man behandles forskelligt - idet udgangspunktet skal være individets egne præmisser. Sagligt begrundet positiv forskelsbehandling er derfor nødvendigt i praksis for at sikre ligebehandling. Dette er målsætningen om ligebehandling

Direkte diskrimination

Ved diskrimination på grund af handicap forstås, at en person uden saglig grund behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation på grund af sit konkrete handicap eller forventninger/forestillinger om et fortidigt/fremtidigt handicap. Der er dermed tale om negativ, usaglig forskelsbehandling.

Indirekte diskrimination

Indirekte diskrimination finder sted, når en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis uden saglig grund stiller en person med handicap ringere end en anden i en tilsvarende situation på grund af sit handicap - medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Multipel diskrimination

Det er et faktum, at der findes personer med handicap blandt begge køn, inden for alle religioner, med alle etniske og seksuelle baggrunde. Diskrimination kan også ske med baggrund i flere forhold, og der er i så fald tale om multi-diskrimination, hvilket også skal være forbudt.

Diskrimination ved associering

Diskrimination på grund af handicap finder ikke kun sted i forhold til personer, som selv har en handicap. Pårørende, til personer med handicap, kan også blive udsat for diskrimination med baggrund i handicap. Dette er eksempelvis tilfældet, når forældre til et barn med handicap ikke møder den nødvendige vilje på arbejdspladsen med hensyn til den fleksibilitet, der kan være nødvendig, for at forældrene kan tage sig af barnet.

Instruktion til diskrimination

Det er tilfældet, når personer instrueres af andre til at diskriminere på grund af handicap - og dette skal naturligvis også være forbudt.

Chikane

Chikane dækker over en persons uønskede adfærd i relation til en anden persons handicap med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Den rettighedsbaserede tilgang

Den rettighedsbaserede tilgang til handicappolitikken tager udgangspunkt i, at alle mennesker har nogle grundlæggende rettigheder, som staten har en forpligtigelse til at sikre i forhold til såvel offentlige myndigheder som til private. Mennesker med handicap oplever desværre dagligt, at de ikke har mulighed for at nyde disse rettigheder på grund af negativ, usaglig forskelsbehandling eller barrierer i omgivelserne - det være sig såvel fysiske som holdningsmæssige.

Den rettighedsbaserede tilgang er et nyt redskab, som har til formål at skabe nye resultater på nye områder og bringe os nærmere det inkluderende samfund. Den rettighedsbaserede tilgang tager udgangspunkt i individuelle rettigheder og individets oplevelse af at blive diskrimineret. Dette skal dog ikke afholde handicaporganisationerne fra at tage principielle problemstillinger op og derved bidrage til at afskaffe diskrimination af personer, som ikke selv giver udtryk for, at de oplever, at de bliver diskrimineret.

Handicapbegrebet tilknyttes rettigheder

Den danske forståelse af handicapbegreb bygger på den sociale model og udspringer af principperne i FN's standardregler for ligebehandling af handicappede. En person kan have en funktionsnedsættelse (impairment), som i visse tilfælde bliver til et handicap (disability) i mødet med samfundsskabte barrierer i form af såvel fysiske barrierer som holdninger/fordomme. Den danske forståelse af handicapbegrebet er tæt forbundet til kompensationsbehovet. Fokus har i høj grad været på graden af psykisk/fysisk funktionsnedsættelse for derved at kunne bestemme kompensationsbehovet. Anvendelsen af handicapbegrebet kommer især til udtryk i undervisningslovgivningen, sociallovgivningen og arbejdsmarkedslovgivningen.

Domstolspraksis har vist, at en for snæver fokusering på kompensationsbehovet betyder, at personer med handicap ikke i tilstrækkeligt omfang er beskyttet mod diskrimination. Der er derfor behov for at udfolde indholdet af handicapbegrebet for derved at kunne foretage den nødvendige afgrænsning og sikre den rette beskyttelse af alle personer med et handicap.

Den rettighedsbaserede tilgang udfordrer handicapbegrebet, idet en rettighedsbaseret lovgivning forudsætter, at man forholdsvist præcist og snævert kan afgrænse, hvem der har adgang til de ”særlige rettigheder”. Dette ligger fint i tråd med konstateringen af et kompensationsbehov. Men beskyttelse mod diskrimination kræver også, at handicapbegrebet omfatter funktionsnedsættelser, der både er nuværende, historiske eller fremtidige - dvs. en forholdsvis bred tilgang, hvor der ikke nødvendigvis kan konstateres et nuværende kompensationsbehov. Der er dermed tale om to modsatrettede krav til begrebet.

I praksis viser det sig, at pårørende til personer med handicap også kan blive udsat for diskrimination på grundlag af det handicap deres familiemedlem har. Beskyttelsen mod diskrimination bør derfor også omfatte pårørende til mennesker med handicap. Ligeledes kan der være tilfælde, hvor rettigheder knyttet til handicap nødvendigvis må tildeles pårørende.

Tilknytning af rettigheder til handicapbegrebet samt beskyttelse mod diskrimination må ikke resultere i stigmatisering.

Danmark har underskrevet FN's handicapkonvention

Den 30. marts 2007 underskrev Danmark FN's handicapkonvention. Danmarks underskrivelse af handicapkonventionen er et vigtigt bidrag til DH' arbejde for at få indført en lovgivning, som generelt forbyder diskrimination af mennesker med handicap i Danmark.

Mennesker med handicap er allerede omfattet af de generelle menneskerettighedskonventioner omhandlende de såkaldte borgerlige/politiske, økonomiske/sociale/kulturelle rettigheder. Problemet har været, at disse rettigheder ikke i tilstrækkelig grad er blevet sikret i praksis overfor mennesker med handicap, hverken i Danmark eller i andre lande. Den nye handicapkonvention indeholder derfor ikke nye rettigheder, men er en beskrivelse af, hvordan de grundlæggende menneskerettigheder skal forstås og sikres, når det handler om mennesker med handicap.

Konventionen udgøres af et katalog over de almene og grundlæggende menneskerettigheder, som de skal forstås, når det handler om mennesker med handicap. Konventionens artikel 5 er særlig interessant, fordi den indeholder et generelt forbud mod diskrimination. Handicapkonventionen forpligter den danske stat til at sikre de grundlæggende rettigheder for mennesker med handicap og til at sikre beskyttelse imod diskrimination på grund af handicap. Det er den danske stat, som har det overordnede ansvar for at sikre, at alle administrative niveauer - herunder at private, kommuner og regioner også opfylder konventionens forpligtelser.

Konventionen indeholder ligeledes en frivillig tillægsprotokol omhandlende retten til at indsende klage over brud på konventionen til den internationale overvågningskomite, som etableres i forbindelse med konventionen. DH har anbefalet den danske regering også at underskrive tillægsprotokollen, men det er desværre ikke sket. Kigger man på tendensen i de nordiske lande, så har Sverige, Finland og Island pt. underskrevet tillægsprotokollen, mens Norge har valgt ikke at underskrive. De fleste af EU's medlemslande har valgt at underskrive den frivillige tillægsprotokol. Danmark er dermed et af de få europæiske lande, som blokerer for, at EU kan tilslutte sig den frivillige tillægsprotokol. Det forventes dog, at Danmark vil genoverveje sin situation og ændre sin beslutning om ikke at underskrive i forbindelse med arbejdet i ovennævnte udvalg.

Hvis Danmark skal kunne ratificere FN's handicapkonvention, vurderer Institut for Menneskerettigheder, at det vil være nødvendigt at indføre én lov med et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap i dansk lovgivning inden for alle samfundsområder. Den danske regering har en mere nuanceret opfattelse af dette, idet man ikke mener, at konventionen entydigt siger, at der skal lovgivning til, men at det også er muligt at anvende andre redskaber, der kan sikre borgere imod diskrimination på grund af handicap, f.eks. direkte i de enkelte love, via ændring af praksis og oplysningskampagner og anbefalinger.

Danmark forpligter sig med underskrivelsen af konventionen principielt ikke til at ratificere konventionen. Danmark lover derimod at undersøge mulighederne for at gennemføre en ratifikation. Traditionelt har Danmark oftest fulgt op på underskriften af internationale konventioner med en ratifikation. Alt tyder på, at det også vil blive tilfældet med denne konvention.

Internationale konventioners retsvirkning i Danmark

Internationale konventioner skal ratificeres før de kan få retslig virkning i Danmark - dvs. førend man kan støtte ret på dem ved det danske domstolssystem. Endelig ratifikation kræver, at der er et flertal i Folketinget for et forslag om ratifikation af konventionen. Beslutning om ratifikation er et signal til FN systemet om, at Danmark hermed har forpligtet sig til at overholde konventionen.

Forud for en ratifikation af handicapkonventionen gennemgår regeringen den eksisterende lovgivning med henblik på at fastslå, i hvor høj grad den lever op til konventionen. En naturlig konsekvens af denne proces er, at man foreslår at ændre lovgivning, som måtte være i modstrid med konventionens indhold og eventuelt foreslår ny lovgivning, hvor der måtte være lovgivningsmæssige ”huller”.

Efter at Danmark har ratificeret konventionen skal den gøres til en del af dansk lov. Det er der forskellige metoder til: 1. konstatering af normharmoni, 2. omskrivning og 3. inkorporering.

Konstatering af normharmoni

Ved konstatering af normharmoni sammenholder man handicapkonventionens indhold med gældende dansk ret. Vurderes der at være overensstemmelse herimellem, behøver Danmark ikke foretage sig noget, idet opfyldelsen af den forpligtelse, som følger af gennemførelsen er sket via konstatering af normharmoni.

Gennemførelse ved konstatering af normharmonisering medfører ingen ændringer af den til den tid gældende interne retstilstand, men selve retstilstanden ændres i den forstand, at der er opstået en forpligtelse af Danmark til at overholde normharmonien. Det vil sige at Folketinget ikke længere står frit med hensyn til ændringer i lovene eller andre interne retsforskrifter.

Gennemføres handicapkonventionen via konstatering af normharmoni, gøres den ikke til en integreret del af dansk ret. Dette betyder en risiko for begrænset synlighed i forhold til konventionens indhold. Dette kan være problematisk i forhold til at opnå den ønskede konkrete virkning overalt i det administrative system. Ligeledes ses det i praksis, at domstolene kan være tilbageholdende med at anvende internationale konventioner, som er gennemført ved konstatering af normharmoni, i retspraksis.

Omskrivning

Hvis der derimod ikke er overensstemmelse mellem konventionens indhold og dansk lovgivning, så er Danmark (Folketinget) nødt til at ændre gældende lov eller vedtage ny/ændret lovgivning for at kunne opfylde sin forpligtelse i henhold til konventionen.

Internationale konventioner gennemført i dansk ret ved omskrivning resulterer i, at de anvendes indirekte - fordi de indarbejdes i dansk lovgivning med danske begreber. Man benytter de principper, konventionen bygger på og de regler, som har til formål at gennemføre den ved at ændre den danske lovgivning.

I det omfang eksisterende lovgivning ændres eller der vedtages ny lovgivning, skabes der synlighed omkring konventionens indhold. Dette er en fordel i forhold til at sikre en konkret effekt af konventionen. På samme måde som i forbindelse med konstatering af normharmoni er der en risiko for, at domstolene er tilbageholdende med at sidestille konventionen med almindelig dansk lovgivning. Det gør de blandt andet fordi, de forventer at den er korrekt indarbejdet i dansk lovgivning.

Inkorporering

Betegnelsen inkorporering betyder, at Folketinget vedtager en dansk lov, der fastsætter, at handicapkonventionen skal være en del af dansk lov. Inkorporering via lov sker ved, at der vedtages en lov, hvori der står, at FN's handicapkonvention gælder i Danmark, og ved at konventionens regler evt. også indføres i dansk lov.

Dette sker i praksis ved at der nedsættes et inkorporeringsudvalg, som gennemgår dansk lovgivning og omskriver lovgivningen i henhold til konventionen. Denne procedure er forskellig fra almindelig omskrivning, idet det ikke kun er konventionens principper og ord, som gøres til en del af dansk ret. Inkorporering betyder derfor, at fortolkning skal herefter ikke kun ske på baggrund af nationale fortolkningsprincipper men også på de folkeretlige (stater pålægges forpligtigelser). Ligeledes skal der i fortolkningen lægges vægt på international praksis.

Inkorporering af FN's handicapkonvention betyder, at konventionens retslige betydning sidestilles med den almindelige danske lovgivning - uanset om det står i dansk lovgivning eller ej. Konventionen får dermed en direkte retslig virkning og sidestilles med dansk lov.

Inkorporering er den metode, hvorpå handicapkonventionen vil opnå stærkest retslig virkning i Danmark. Inkorporering kan også hævdes at skabe øget opmærksomhed og større bevidsthed om konventionen.

Danmark har ikke tradition for at inkorporere internationale konventioner. Undtagelsen er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1992. Konstatering af normharmoni og omskrivning er de mest anvendte metoder i Danmark, når det drejer sig om internationale konventioner.

Set i et handicappolitisk perspektiv er det klart en fordel, at handicapkonventionen inkorporeres, da dette resulterer i den stærkeste retslige virkning. Selvom handicapkonventionen ikke inkorporeres, har den alligevel retslig betydning, når den er ratificeret. Gennemførsel af handicapkonventionen via konstatering af normharmoni eller omskrivning betyder stadigvæk, at danske borgere kan påberåbe sig den ved domstolene. Det er blot mere usikkert, i hvor høj grad domstolene umiddelbart og af sig selv vil tillægge konventionen den ønskede betydning. I tilfælde af en konflikt imellem en bestemmelse i en dansk lov og en ikke-inkorporeret tiltrådt konvention, vil domstolene som udgangspunkt skulle anvende konventionens regel - men det vil forudsætte, at der er nogen som kan se, at domstolene har anlagt et andet syn end det, der fremkommer af konventionens principper og ord.

DH vil arbejde for, at Danmark hurtigst muligt skal ratificere og gennemføre FN's handicapkonvention.

DH vil arbejde for, at FN's handicapkonvention skal gøres til en del af dansk ret via inkorporering - dels i form af en generel lov der forbyder diskrimination af personer med handicap og dels omskrivning af dansk lovgivning.

DH vil arbejde for, at Danmark snarest muligt underskriver og ratificerer den frivillige tillægsprotokol.

EU

EU har også underskrevet FN's handicapkonvention og forpligter sig på samme måde som Danmark til at gennemgå den eksisterende lovgivning. EU-Kommissionen vurderer, at handicapkonventionen ikke forpligter EU til at vedtage særlig lovgivning, som forbyder diskrimination på grund af handicap.

Amsterdamtraktatens artikel 13 giver EU mulighed for at vedtage lovgivning, som bekæmper diskrimination - herunder på baggrund af handicap. EU har vedtaget forskellige typer af rettighedsbaseret lovgivning, som skal beskytte mennesker med handicap mod diskrimination. Eksempler på dette findes på beskæftigelsesområdet og i forhold til flytransport samt tilgængelighed til bybusser.

EU har vedtaget generel lovgivning, som forbyder diskrimination på grund af køn og etnicitet. EU kunne også vedtage en lovgivning, som generelt forbyder diskrimination på grund af handicap. Udmeldingen fra EU-Kommissionen er, at der ikke vil blive vedtaget flere direktiver for enkelte grupper. Man vil i højere grad udarbejde lovgivning, der samlet set forbyder diskrimination af de grunde, som ikke er omfattet af eksisterende EU-lovgivning. Det drejer sig om handicap, alder, seksuel orientering og tro/religion. EU-Kommissionen vil iværksætte en undersøgelse af behovet for at indføre lovgivning, der modvirker diskrimination.

Hvis EU vedtager antidiskriminationslovgivning, vil forbudet kun gælde indenfor de områder, hvor EU har lovgivningsmæssig kompetence over medlemslandene. Det drejer sig eksempelvis om transportområdet, varer og tjenesteydelser, arbejdsmarkedet og erhvervsuddannelse.

DH vil i samarbejde med EDF - den europæiske paraplyorganisation - arbejde for, at EU vedtager lovgivning, som forbyder diskrimination på grund af handicap.

DH vil i samarbejde med EDF arbejde for, at EU ratificerer FN's handicapkonvention.

DH vil i samarbejde med EDF arbejde for, at EU underskriver og ratificerer den frivillige tillægsprotokol.

DH's politik i forhold til en rettighedsbaseret lovgivning, der bygger på et forbud mod diskrimination på grund af handicap

Èn lov der forbyder diskrimination på grund af handicap

I dag er personer med handicap kun beskyttet mod diskrimination inden for og i forbindelse med arbejdsmarkedet. Lovgivningen, der regulerer dette forbud, er Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Denne lov er en udmøntning af et EU-direktiv (2000/78), som pålægger EU's medlemslande at vedtage lovgivning, der forbyder diskrimination på arbejdsmarkedet - ikke kun på grund af handicap, men også på grund af køn, etnicitet, tro/religion, alder og seksuel orientering.

Mennesker med handicap diskrimineres ikke kun på arbejdsmarkedet. Overalt i det danske samfund er der eksempler på, at mennesker med handicap udsættes for usaglig forskelsbehandling, eller at de møder samfundsskabte barrierer, som forhindrer dem at deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre. Der er derfor et stort behov for et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Et generelt forbud mod diskrimination skal - efter DH's vurdering - ikke kun gælde de rettigheder, som er nævnt i handicapkonventionen, men også i forhold til alle andre områder, idet det skal være et altomfattende forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Det skal ikke være lovligt at kunne diskriminere personer med handicap. Det skal heller ikke være lovligt at diskriminere mennesker på baggrund af deres pårørendes handicap.

DH mener, at der skal vedtages én lov, som generelt forbyder diskrimination på grund af handicap inden for alle samfundsområder - i såvel den offentlige som i den private sektor. Denne lov skal indeholde et krav om at lave konkrete handlingsplaner inden for de enkelte ministres ressortområde med en klar placering af ansvaret for udførelse af initiativer og opfølgning i forhold til realiserede mål.

DH mener, at forbudet mod diskrimination også skal omfatte instruktion til diskrimination.

DH mener, at forbudet mod diskrimination også skal omfatte chikane - såvel bevidst som ubevidst.

DH mener, at forbudet mod diskrimination også skal omfatte pårørende (diskrimination ved associering), som pga. deres familiemedlems handicap kan opleve at blevet diskrimineret.

Behov for følgelovgivning

For at sikre implementeringen af et generelt forbud mod diskrimination, er det nødvendigt at præcisere, hvad der forstås ved ikke-diskrimination af mennesker med handicap indenfor den enkelte sektor. Dette indebærer også en præcisering af, hvori forpligtelsen til universel design og tilpasning af omgivelserne består, samt en præcisering af forpligtelsen til tilvejebringelse af den nødvendige individuelle kompensation i form af bl.a. individuel tilpasning af omgivelserne, hjælpemidler og personlig assistance.

DH mener, at der i forlængelse af den overordnede lov skal vedtages følgelovgivning indenfor de enkelte sektorområder.

Positiv særbehandling skal fortsat være tilladt

Et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap er ikke et forbud imod positiv særbehandling. Positiv særbehandling er nødvendigt i visse tilfælde for at opnå, at mennesker med handicap får de samme muligheder, som alle andre, for fuldt ud at kunne deltage i samfundslivet i alle dets aspekter.

DH mener, at lovgivningen fortsat skal give mulighed for positiv særbehandling.

En forpligtelse til rimelig tilpasning af omgivelserne

Fraværet af diskrimination er ikke tilstrækkeligt til at skabe de samme muligheder for mennesker med handicap som for alle andre. Det er nødvendigt, at samfundet (bl.a. myndigheder, arbejdsgivere og udbydere af tjenesteydelser) pålægges en forpligtigelse til at tilpasse omgivelserne - det være sig i form af barrierenedbrydende aktiviteter og udbredelse af universelt design.

En del af den rimelige tilpasning findes i form af krav i lovgivningen, som man er forpligtet til at overholde, når man eksempelvis bygger bygninger eller indkøber bybusser. Lovgivningen skal præcisere, hvad der forstås ved ”rimelig tilpasning”, og hvornår noget anses for at være en uforholdsmæssig byrde for ”pligtsubjektet” set i lyset af en rimelighedsbetragtning.

DH mener, at loven skal indeholde en forpligtelse af såvel offentlige myndigheder som private virksomheder og organisationer til rimelig tilpasning af omgivelserne i form af universelt design.

En forpligtelse til tilvejebringelse af nødvendig individuel kompensation

Som udgangspunkt har samfundet en forpligtelse til at sørge for at der sker en tilpasning af omgivelserne. Denne tilpasning skal ske bredt i form af barrierenedbrydende aktiviteter og udbredelsen af universelt design. I tilfælde af at det ikke er muligt at tilpasse omgivelserne i tilstrækkeligt omfang, er samfundet forpligtet til at tilvejebringe den nødvendige individuelle kompensation.

DH mener, at loven skal indeholde en forpligtelse af såvel offentlige myndigheder som private virksomheder og organisationer til tilvejebringelse af den nødvendige individuelle kompensation i form af individuel tilpasning af omgivelserne, hjælpemidler og personlig assistance. Det kan eksempelvis være tegnsprogstolkning, ledsageordningen, bøger på lydbånd eller braille i forbindelse med uddannelse.

Forpligtende handlingsplaner indenfor de enkelte sektorer

De ansvarlige offentlige myndigheder skal forpligtes til at udarbejde forpligtende handlingsplaner med et klart placeret ansvar i forhold til eliminering af samfundsskabte barrierer, som resulterer i diskrimination af mennesker med handicap. Handlingsplanerne skal rapporteres til Folketinget, som bør drøfte disse. Handlingsplanerne skal sikre en fortsat udvikling i retning af det inkluderende samfund.

DH mener, at loven skal følges op af forpligtende sektorbaserede handlingsplaner, som skal rapporteres til Folketinget.

Krav om delt bevisbyrde

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet pålægger parterne i en sag delt bevisbyrde. Dette betyder, at sagsøger/den der føler sig diskrimineret skal sandsynliggøre, at der er sket negativ/usaglig behandling, og at sagsøgte omvendt skal sandsynliggøre, at der ikke er foregået negativ/usaglig behandling på grund af handicap.

Dette krav er medvirkende til, at sagens omstændigheder bliver tilstrækkeligt belyst fra begge parters synsvinkel.

DH mener, at loven skal indeholde et krav om delt bevisbyrde.

DH har udarbejdet et høringssvar i forbindelse med regeringens forslag om oprettelse af et fælles klagenævn.

DH mener, at forbudet imod alle former for diskrimination på grund af handicap skal kunne håndhæves via et fælles administrativt klagenævn med relevant viden og et lægmandselement.

Partsrepræsentation skal være mulig

Det er ikke alle mennesker med handicap, som er i stand til selv at identificere, at deres rettigheder overtrædes, og at de derved bliver diskrimineret. Det er heller ikke alle mennesker med handicap, som selv har mulighed for at formulere en klage over et brud på deres rettigheder. DH mener derfor, at det er afgørende, at foreninger og organisationer kan være påtaleberettigede parter i sager om diskrimination og krænkelse af rettigheder.

DH mener, at der skal være mulighed for partsrepræsentation.

I sammenhæng med en antidiskriminationslovgivning skal der være et skærpet fokus på en bevidstgørelse af hvilke rettigheder, mennesker med handicap har, og hvordan man identificerer negativ/usaglig behandling.

DH mener derfor, at lovgivning, der forbyder diskrimination på grund af handicap, skal indeholde en særlig forpligtelse af de offentlige myndigheder. Dvs. tilpasning af omgivelserne i form af særlig tilrettelagt oplysning om individuelle rettigheder i forhold til personer, som kan have svært ved at identificere og benytte sig af egne rettigheder.

Effektiv beskyttelse mod diskrimination - om retlige og faktiske tiltag. IMR, udredning nr. 5, 2007

Hertil kommer EU-lovgivning som sikrer rettigheder for personer med handicap i forbindelse med flyrejser.

Myndigheden eller virksomheden.