Politikpapir om revalidering

— Arkiveret under


DSI's politikpapir om revalidering

Indhold:

  • Hvad er revalidering?

  • Der er flere forskellige former for revalidering

  • Revalidering på så kort tid som muligt

  • Kassetænkning

  • Hvornår er en uddannelse realistisk?

  • Unge og revalidering

  • Kontanthjælp under forrevalidering er afhængig af ægtefællens indkomst og formue

  • Kontanthjælp under forrevalidering har konsekvenser for dækning af merudgifter til bolig

Hvad er revalidering?

Bestemmelserne om revalidering, herunder virksomhedsrevalidering, findes i Lov om aktiv socialpolitik §§46-69, om fleksjob §§70-74, skånejob til personer, der modtager socialpension §§75-77 og værktøj og arbejdsredskaber §78.

Kommunerne skal tilbyde revalidering til borgere, når andre erhvervsrettede aktiviteter efter lovgivningen ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende person kan forsørge sig selv og sin familie. Loven siger samtidig, at hjælpen/revalideringen skal bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes muligheder for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. Det kræves således ikke, at borgeren bliver fuld selvforsørgende.

Der er flere forskellige former for revalidering

Forrevalidering

Er en speciel støttende, erhvervsmodnende og/eller afklarende aktivitet der er nødvendig, før en egentlig realistisk erhvervsrettet revalideringsplan kan tilrettelægges. Under forrevalidering modtager revalidenden den hidtidig udbetalte ydelse, f.eks. sygedagpenge eller kontanthjælp.

Revalidering med erhvervsplan

Der skal under almindelig revalidering udarbejdes en erhvervsplan. Den skal udarbejdes i samarbejde med revalidenden og indeholde mål, rammer og indhold - og sigte mod placering på arbejdsmarkedet. Denne revalidering kan bestå af en eller flere af de følgende aktiviteter:

  1. arbejdsprøvning, herunder arbejdsprøvning som led i virksomhedsrevalidering i offentlig eller privat virksomhed,

  2. erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter, herunder aktiviteter som led i en virksomhedsrevalidering i offentlig eller privat virksomhed,

  3. hjælp til uddannelse og,

  4. hjælp til etablering af selvstændig virksomhed.

Kommunen giver revalidenden revalideringsydelse, når der er iværksat en revalidering, herunder virksomhedsrevalidering i overensstemmelse med en fastlagt erhvervsplan. Revalideringsydelsen kan udbetales i indtil fem år. Dog kan kommunen planlægge en revalidering, hvor revalidenden får revalideringsydelse i mere end 5 år, hvis revalidenden har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, og revalidendens personlige forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad taler for en længerevarende videregående uddannelse.

Revalidering på så kort tid som muligt

Det fremgår af Aktivloven, at "kommunen skal tilrettelægge en revalidering herunder en forrevalidering, således at den kan gennemføres på så kort tid som muligt, og således at revalidendens behov tilgodeses. Kommunen kan højest planlægge, at revalidenden får revalideringsydelse i 5 år….". Udtrykket "så kort tid som muligt" spiller i stigende grad ind på den revalidering, der iværksættes. Bestemmelsen er ny i lovgivningen, idet den tidligere stod i vejledningen, og ikke var særlig fremhævet. I såvel kommunerne som i de sociale nævn, er man opmærksom på bestemmelsen. Bestemmelsen er da også understreget i afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse.

Denne udvikling betyder, at det er blevet vanskeligere at få uddannelseshjælp til f.eks. "mellemlange" uddannelser, herunder lærlingeuddannelser, der jo traditionelt betegnes som korte uddannelser, selvom mange af dem er lige så lange eller længere end fx pædagog- og socialrådgiveruddannelsen.

Udviklingen betyder også, at der ikke længere er den fornødne tålmodighed under forrevalideringsforløbene, hvor der ofte er behov for personlig vækst efter mange nederlag, før revalidenden er klar til den egentlige revalidering. Medvirkende hertil er den meget skrappe opfølgning fra kommunernes sygedagpengeafdelinger. Det ser ud til, at kommunerne går (for) meget op i, hvilket kasse, der skal finansiere indsatsen. (Se næste afsnit). Kommunerne har en økonomisk interesse i at gøre forrevalideringen så kort som mulig - og i stedet indlede en egentlig revalidering. Man forhaster derfor arbejdet med at skrive en erhvervsplan, således at den ofte ikke opfylder lovens krav om at være realistisk; indeholdende mål, rammer og beskrivelse af planens enkelte dele. For personer der er blevet handicappede i voksenalderen på grund af ulykke eller kronisk sygdom, er der også behov for god tid og ro til at komme igennem den personlige krise, som ofte følger af en sådan total omvæltning af livsvilkårene.

Af rapporten "Socialpolitikken og Arbejdsmarkedet" udgivet af Dansk Arbejdsgiverforening (2001) fremgår det, at revalidering og især længerevarende revalidering ofte er adgangsbillet til arbejdsmarkedet. Jo længere revalidering, jo større mulighed for beskæftigelse og for at fastholde beskæftigelsen. Det ser imidlertid ud til, at tendensen i revalideringsarbejdet går den modsatte vej. Det er samtidig paradoksalt, at antallet af personer på revalideringsydelse er faldet gennem de senere år. DSI mener derfor, at der i forbindelse med udviklingen af det rummelige arbejdsmarked må ske en styrkelse af især de længerevarende revalideringsforløb.

Kassetænkning

Revalidering er delt i to led, forrevalidering og revalidering med erhvervsplan. Økonomien er ligeledes todelt. Under forrevalidering udbetales den hidtidige ydelse, fx sygedagpenge eller kontanthjælp. Under revalidering med erhvervsplan udbetales enten 1) en ydelse svarende til dagpenge, 2) en ydelse, der svarer til mindsteløn på fagets område.

Økonomien i forrevalideringsperioden giver ofte anledning til problemer og griber forstyrrende ind i forløbet. Kommunerne ønsker dagpengene standset hurtigst muligt, idet de ofte har udbetalt dagpenge så længe, så de har overtaget hele udgiften. Hvis de overfører revalidenden til revalidering med erhvervsplan, får kommunen en del af revalideringsydelsen refunderet. Men det betyder, at der ikke bliver den nødvendige tid til vækst og udvikling i forrevalideringen.

En løsning på "den todelte økonomi" kunne være at forlænge revalideringsydelsen, så den kom til at omfatte hele revalideringsperioden - også forrevalideringen. Perioden skal så forlænges fra de nuværende 5 år. DSI er dog generelt imod en fast grænse på revalideringens længde. Revalideringens længde må afpasses revalidendens formåen under revalideringsforløbet.

Hvornår er en uddannelse realistisk?

Når man er revalidend skal man ikke kun opfylde uddannelsesinstitutionens krav for at blive optaget på en uddannelse. Man skal også kunne overbevise sin sagsbehandler i kommunen om, at det er realistisk, at man gennemfører uddannelsen, og at man på baggrund af sin uddannelse vil kunne få arbejde bagefter.

Afgørelsen fra Ankestyrelsen SM.0-16-99 understreger denne problemstilling. I afgørelsen fastslås, at uddannelsen som pædagog er uforenelig med en ryglidelse, da revalidenden fortsat vil have begrænsede muligheder for beskæftigelse efter endt uddannelse.

Men pædagogområdet har udviklet sig meget gennem de senere år, og mange stillinger kræver ikke fysisk medvirken. DSI mener derfor, at Den Sociale Ankestyrelse bør tage denne afgørelse op til revurdering, da afgørelsen kan komme til at betyde, at mange med fysiske begrænsninger ikke kan få den uddannelse, de ønsker, da de ikke kan beskæftiges inden for alle områder i det pågældende fag.

DSI forventer, at kommunernes sagsbehandlere i revalideringsarbejdet inddrager de relevante parter, og respekterer den enkeltes ønsker til revalidering, således at den enkelte får en realistisk og tidssvarende revalideringsplan.

Unge og revalidering

Unge med handicap der forlader skolen, skal som hovedregel klare sig for SU. De kan ikke få revalideringsydelse. I § 51.4 står: "En ung revalidend, der netop har forladt skolesystemet, og som kan klare sig med de normale støtteordninger til dækning af leveomkostninger, f.eks. fra Statens Uddannelsesstøtte, kan kun få revalideringsydelse, hvis den pågældende har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen eller af andre grunde har særligt begrænsede erhvervsmuligheder". Det er de færreste unge handicappede, der har sådanne "betydelige begrænsninger i arbejdsevnen".

Men unge handicappede har meget sjældent ressourcer til at tage erhvervsarbejde ved siden af deres studier - sådan som andre unge gør for at supplere deres indtægt. Desuden kan de unge også have svært ved at overskue og vurdere egne evner til at have et job ved siden af studierne, hvilket kan resultere i at studierne stoppes.

Desuden forholder det sig sådan, at unge handicappede under 25 år, der ikke har en færdig uddannelsesplan/erhvervsplan, bliver støttet med forrevalidering - dvs. kontanthjælp. Deres mulighed for at få lavet en uddannelsesplan/erhvervsplan er oftest dårligere end den er for voksne, der ofte har haft en tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, og derfor har nogle erfaringer at bygge videre på. Unge handicappede har ikke haft de samme muligheder som andre unge for at prøve sig selv af, så de færreste er klar til at gå direkte i gang med en fast uddannelsesplan. De har brug for at prøve sig selv af gennem et afklaringsforløb.

Disse unges forsørgelsesgrundlag er altså kontanthjælp efter ungereglerne - dvs. på niveau med SU. . De kan ikke få en bil som hjælpemiddel. De kan ikke få hjælp til en højere husleje, som kan være nødvendig pga. deres handicap. De bliver holdt på et forsørgelsesgrundlag, der ikke giver dem nogen mulighed for at etablere sig i egen bolig.

Forrevalidering på disse betingelser indeholder således mange "huller", som unge handicappede kan havne i, og dermed forstærkes risikoen for, at de undervejs mister kompetencer og motivation til at gennemføre et ellers godt uddannelsesforløb. DSI mener derfor, at disse specielle regler for unge er urimelige og vil arbejde for bedre muligheder i revalideringssystemet for unge med handicap.

Kontanthjælp under forrevalidering er afhængig af ægtefællens indkomst og formue

Hvis man får udbetalt kontanthjælp under forrevalidering, er den afhængig af ens ægtefælles indkomst samt egen eller ægtefælles formue, som f.eks. kunne være et ungt menneskes børneopsparing. Det kan for mange betyde, at de ikke kommer til at modtage nogen ydelse overhovedet, og dermed ingen selvstændig indkomst har.

DSI er principielt imod ægtefælleafhængighed ved udbetaling af forsørgelsesydelser og vil arbejde for, at det enkelte individ får mulighed for at forsørge sig selv.

Kontanthjælp under forrevalidering har konsekvenser for dækning af merudgifter til bolig

Efter aktivlovens § 64 kan kommunen give støtte til nødvendige merudgifter til bolig på baggrund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når revalidenden får halv revalideringsydelse efter § 52, stk. 2. Hvis man derimod er på forrevalidering og indkomsten er kontanthjælp, har man ikke mulighed for at få støtte til nødvendige merudgifter til bolig efter § 64.

DSI vil arbejde for, at også kontanthjælpsmodtagere under forrevalidering får mulighed for at få støtte til nødvendige merudgifter til bolig efter § 64.

Søg