Politikpapir om sundhedspolitik i den nye struktur

Den 30. marts 2006

J.nr. 4351.201 [21.01] /TJE

Med vedtagelsen af den nye Sundhedslov får kommunerne en række nye opgaver på sundhedsområdet, ligesom der med oprettelsen af regionerne bliver en ny ”enhed” at forholde sig til. DSI vil med dette politikpapir sætte fokus på nogle af de vigtigste fokusområder i forhold til den nye struktur med nye aktører og med gamle aktører med nye opgaver.

De centrale opgaver for kommunerne på sundhedsområdet bliver den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, og indsatsen i forbindelse med genoptræning samt misbrugsområdet. Disse er alle områder, som er vigtige for DSI's medlemsorganisationer.

For DSI bliver det en vigtig opgave at overvåge, at kvalitetsniveauet af den service, som den enkelte kommune tilbyder, er i orden. Med mange forskellige kommuner, og deraf følgende forskellige serviceniveauer, er der åbnet op for store variationer i kvaliteten af sundhedsydelserne. Vi kan således risikere at få A- og B-kommuner, og dette vil være en farlig udvikling, som kan få stor, negativ betydning for DSI's medlemmer.

Det er ligeledes af afgørende betydning for DSI at få sikret den størst mulige borgerinddragelse i forhold til den nye struktur. Kommunerne og regionerne bør sikre at flest muligt beslutninger på sundhedsområdet tages med den størst mulige brugerinddragelse. Dette kan f.eks. inkludere sundhedsaftalerne, brugerrepræsentanter i diverse bestyrelser og en tæt inddragelse af de kommunale handicapråd i beslutninger på sundhedsområdet. DSI finder, at der på det regionale niveau bør oprettes sundhedsbrugerråd, for at sikre den størst mulige brugerinddragelse.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af sundhedsindsatsen skal kommuner og regioner indgå forpligtende sundhedsaftaler, hvori det konkrete indhold af sundhedsindsatsen skal fastlægges. Der er i Sundhedsloven lagt op til, at hver enkelt sundhedsaftale skal sendes til Sundhedsstyrelsen, som herefter skal vurdere den. For DSI er det afgørende, at Sundhedsstyrelsen kigger hver enkelt sundhedsaftale igennem, for at sikre kvaliteten i kommunens sundhedstilbud.

DSI vil følge disse sundhedsaftaler med stor interesse, idet man heri direkte vil kunne aflæse, hvilket ambitionsniveau, kommunerne har på sundhedsområdet. Det vil også være i sundhedsaftalerne at man vil kunne se, hvilke sundhedstilbud den enkelte kommune selv vil tilbyde, og hvilke man vil lægge ud til eksterne leverandører.

Det kan således godt bekymre DSI, hvis man fra kommunernes side hjemtager alle tilbud, uden skelen til bevarelsen af den allerede akkumulerede viden, ligesom det vil være uacceptabelt om de etablerede faglige miljøer bliver forringet ved en kommunal hjemtagning.

Der er i Sundhedsloven lagt op til, at kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende indsats, samt genoptræningsindsatsen kan foregå i lokale sundhedscentre. Dette er en ide, som de fleste kommuner har taget til sig, og der er således mange, og mange forskellige, sundhedscentre på vej.

For DSI vil det ikke være formålstjenligt at lægge sig fast på, præcist hvilke ydelser de enkelte sundhedscentre skal indeholde. Det må bero på en samlet vurdering af kommunens demografiske sammensætning og serviceniveau. Ligeledes kan den fysiske udformning også variere, man kan f.eks. forestille sig virtuelle eller mobile sundhedscentre, eller en helt traditionel centerform, hvor alle tilbud er samlet på ét sted. Det er dog afgørende at sundhedscentrene bliver fysisk tilgængelige for mennesker med handicap

For kvaliteten af sundhedscentrene vil det være afgørende, at der sker en høj grad af brugerinddragelse i udformningen af disse centre, f.eks. ved udpegning af brugerrepræsentanter til bestyrelser, oprettelse af brugerråd etc.

DSI vil overvåge og påvirke den sundhedspolitik, som den enkelte kommune fører, og råbe vagt i gevær, hvis kvaliteten af de tilbudte sundhedsydelser ikke er tilfredsstillende.

Det er vigtigt for DSI, at de kommende sundhedscentre ikke bliver små ”mini-hospitaler”, hvor man fra kommunernes side vil forsøge at drive hospitalsvirksomhed. Behandling af patienter skal foregå på sygehuse, hvor man har den fornødne ekspertise og specialviden. Ligeledes er det vigtigt, at Sundhedscentrene ikke blot bliver bofællesskab for distriktets privatpraktiserende behandlere

Det skal sikres, at der, til de af kommunens sundhedstilbud, hvor det er nødvendigt, sker en visitering, således at alle, uanset formåen, bliver sikret en god behandling. Visiteringen bør ske som et led i sikringen af kvaliteten af sundhedstilbudene og skal ikke være en bureaukratisk hurdle for den enkelte borger. Visitation kan foretages af f.eks. læger, sociale myndigheder og hjemmepleje.

Der kommer hele tiden større og større fokus på begrebet ”rehabilitering”, og det er vigtigt for DSI, at dette kommer på dagsordenen i den nye struktur. Rehabilitering skal ses som en tværgående indsats, som har borgeren i centrum, og som tager udgangspunkt i dennes ønsker og behov. Definitionen af rehabilitering er som følger:

”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har, eller er i risiko for at få, betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats”.

For DSI er det afgørende, at kommunerne i den nye struktur får taget hul på at få implementeret en reel tværgående indsats. Der vil være flere fordele ved dette. Det vil være vigtigt for borgere, der har et rehabiliteringsbehov, at kunne komme tilbage som borger i samfundet og deltage på arbejdsmarkedet eller i en uddannelse, alt efter ønsker og behov. Også for kommunerne vil der ligge en gevinst, idet man ved en vellykket rehabilitering formentlig vil kunne høste en betragtelig økonomisk gevinst.

Da det er borgeren, som står i centrum af enhver rehabilitering, er det vigtigt, at strukturen omkring rehabiliteringsindsatsen tilrettelægges omkring den enkeltes ønsker og behov, og at borgeren således inddrages allerede fra starten af rehabiliteringsindsatsen. Den eneste gennemgående person i hele rehabiliteringsindsatsen er borgeren, hvorfor en stor grad af medindflydelse skal gives til denne.

I forbindelse med at kommunerne overtager ansvaret for genoptræningen, er det vigtigt for DSI at understrege, at den specialiserede genoptræning må og skal finde sted i hospitalsregi. Det er ligeledes vigtigt, at de praktiserende læger fortsat skal kunne henvise til specialiseret genoptræning på sygehus.

Specialiseret genoptræning defineres således:

Det er også i denne forbindelse vigtigt at nævne voksenspecialundervisningen under sygehusindlæggelse, som overgår fra undervisningssektoren til sundhedssektoren. DSI understreger vigtigheden af, at de to sektorer arbejder sammen, således at det sikres, at eventuelle gråzoner undgås og at gode, faglige miljøer ikke lider skade. Herunder er det vigtigt at sikre, at de samme undervisere kan fortsætte, således at en kontinuerlig indsats kan opnås.

DSI anser kvaliteten af sundhedsydelserne i den nye struktur for at være et af de vigtigste emner overhovedet. Med decentraliseringen af mange sundhedsydelser er det vigtigt at sikre, at den specialiserede viden og de nyeste forskningsresultater kommer patienterne til gode, også i de lokale sundhedstilbud.

Der skal sikres en lige linie fra de specialiserede sygehusafdelinger ud til de lokale sundhedstilbud, således at det sundhedsfaglige personale kan levere den bedst mulige ydelse til borgerne.

Kvalitet i sundhedsydelser er ikke blot kvalitet i behandling og i rehabilitering. Omfanget af kroniske sygdomme, funktionsnedsættelse m.v. øges. Stadig flere mennesker må leve med sygdomme, der ikke umiddelbart kan helbredes.

Oplæring er lige så vigtig som behandling. Derfor er det nødvendigt at udvikle et sundhedsvæsen, hvor læring og kommunikation er sat i højsædet. Livslang læring i samarbejde med behandlingsstedet og pårørende giver mestring af livet med kronisk sygdom. Dette er samtidig fornuftig sundhedsøkonomi.

DSI vil gerne understrege vigtigheden af, at der også i den nye struktur arbejdes med at øge patientsikkerheden. Således bør der i primærsektoren (praktiserende læger, tandlæger, hjemmeplejen, på institutioner og i sundhedscentrene) arbejdes med at indføre systemer til højnelse af patientsikkerheden.

Rehabiliteringsforum Danmark (2004): ”Rehabilitering i Danmark - Hvidbog om Rehabiliteringsbegrebet”. Marselisborgcentret, Århus.

Definition fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets arbejdsgruppe om genoptræning.

4