Notat om tilgængelighed, kompensation og holdninger

Den 14. maj 2004

Denne udgave 14. juni 2004

J.nr. 4031.70 [01.FU.2] /HS

DSI's forretningsudvalg havde på sit møde den 29. marts en drøftelse af begrebet ”tilgængelighed”, herunder hvordan DSI arbejder med tilgængelighed, og hvordan begrebet skal opfattes.

Baggrunden for drøftelsen var at flere af forretningsudvalgets medlemmer havde en oplevelse af, at DSI's arbejde med tilgængelighed er for snævert i forhold til de behov medlemmerne af alle 32 handicaporganisationerne i DSI har. Der fokuseres meget på nedbrydelse af fysiske barrierer, men selv om disse fjernes, vil der stadig være grupper af personer med handicap, som vil have svært ved at færdes.

Drøftelsen viste, at der er et behov for at få beskrevet de centrale begreber, særligt tilgængelighed og kompensation, således at der kan opnås en fælles forståelse heraf, og dermed også for DSI's arbejde med disse.

Det overordnede mål for dansk handicappolitik er Lige muligheder for alle. Dette mål er bl.a. knæsat i Folketinget i 1993 i beslutningsforslag B 43 om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere, og bekræftet mange gange siden. Samtidig er det funderet i bl.a. FN's standardregler om Lige muligheder for handicappede.

For at nå dette mål, er der en lang række barrierer i samfundet, som skal fjernes. Det være sig lovmæssige, økonomiske, fysiske, videns og holdningsmæssige barrierer. Processen med at fjerne barriererne drives i vidt omfang frem af DSI og medlemsorganisationerne - i et mere eller mindre formaliseret samarbejde med myndighederne, medierne m.fl.

Det er helt overordnet DSI's holdning, at det højeste mål er, at få disse barrierer fjernet. F.eks. gennem øget tilgængelighed til såvel de fysiske omgivelser som til kommunikation og information. I de tilfælde, hvor barrierer af forskellige årsager ikke kan fjernes, må samfundet træde til med kompensationer for den enkelte person med handicap.

Strategier til realisering af Lige muligheder for alle er:

1. Forandring og nedbrydelse af de samfundsskabte barrierer, f.eks. via øget tilgængelighed til det fysiske miljø og kommunikation.

2. Kompensation til individuel overvindelse af de barrierer, som ikke kan elimineres på anden vis, f.eks. hjælpemidler, personlig assistance, økonomisk støtte mv.

3. Holdningsbearbejdning i forhold til befolkning, politikere, embedsfolk, personale og mennesker med handicap til øget forståelse af behov for personer med handicap.

Metoder til realisering af strategierne til realisering af Lige muligheder for alle er:

1. Sektoransvarlighed, hvor den relevante sektor har ansvaret for, at de rette indsatser udvikles og iværksættes.

2. Solidarisk skattebaseret finansiering af udgifter til udviklede og iværksatte indsatser.

3. Brugerinddragelse i udvikling og implementering af de rette indsatser, og brugermedbestemmelse af valg af indsatser i forhold til den enkelte.

I DCH's publikation ”Dansk Handicappolitik - lige muligheder gennem dialog” beskrives tilgængelighedsbegrebet således:

”Tilgængelighedsbegrebet er det overordnede nøglebegreb, der beskriver den mangeartede og komplekse proces, som handler om at tilpasse og tilrettelægge alle samfundsmæssige aktiviteter på en sådan måde, at de i udgangspunktet også inkluderer handicappede menneskers behov”.

Denne beskrivelse er et udtryk for, at tilgængelighed i dag ikke kun skal opfattes som fysisk tilgængelighed for alle til bygninger, befordringsmidler og det fysiske miljø generelt. Tilgængelighed omfatter f.eks. også adgang for alle til befordring, teknologi, information og kommunikation.

Således bliver øget tilgængelighed et udtryk for samfundets vilje - eller manglende vilje - til at sikre, at fokus flyttes fra den enkelte persons nedsatte muligheder, hvorved den enkeltes funktionsnedsættelser ikke vil blive opfattet som et individuelt problem - men derimod som samfundets problem.

For så vidt angår bygninger o.l., så er dansk byggeri lovreguleret i det såkaldte Bygningsreglement 1995. Her i er der også nogle krav om fysisk tilgængelighed (niveaufri adgang, handicapegnede toiletter, elevatorer mv.).

Dansk Standard har, bl.a. med DSI's medvirken, udarbejdet en standard, DS 3028, som opstiller langt mere detaljerede funktionskrav til bygninger, således at disse bliver tilgængelige for mennesker med handicap. DS 3028 tager udgangspunkt i det ovenfor nævnte tilgængelighedsbegreb.

Tilgængelighedskravene i DS 3028 bruges endvidere af den nye Turismemærkningsordning, som DSI har været med til at etablere i regi af Foreningen Tilgængelighed For Alle. DS 3028 bruges her som udgangspunkt, men ikke som facitliste, da ordningen især registrerer ældre byggeri. Mærkningsordningen synliggør tilgængelighedsniveauer overfor 7 overordnede handicapgrupper:

Kørestolsbrugere; Gang,- arm,- og håndhandicappede; Synshandicappede; Hørehandicappede; Personer med astma og allergi; Udviklingshandicappede og Personer med læsevanskeligheder.

DSI's tilgængelighedsarbejde er i dag tilrettelagt således, at DSI arbejder for at sikre tilgængeligheden for alle mennesker med handicap. Derfor opfatter DSI DS 3028 og andre standarder, der er blevet til i forståelse med alle medlemsorganisationerne, som det bedste udgangspunkt for tilgængelighedsarbejdet.

Når det gælder fuld tilgængelighed til kommunikation og information arbejder DSI på at udvikle eller implementere standarder, som skal sikre, at alle kan benytte nye teknologiske muligheder, f.eks. mobiltelefoner, software og internettet, og kan læse og forstå den givne information.

Målet med dette arbejde er i videst muligt omfang at sikre, at samfundet på alle områder indrettes således, at bygninger, udearealer, pladser, byrum, transportmidler, informationer og kommunikation, overalt i samfundet er tilgængelige for mennesker med handicap.

Der er dog visse begrænsninger for mulighederne for at opnå fuld tilgængelighed for alle., Store dele af samfundet er skabt før DS 3028 (og andre standarder) og lever derfor ikke op til dette niveau. Der er desuden ikke pligt til at følge standarderne, hvorfor fuld tilgængelighed desværre ikke realiseres, selv hvor det er muligt. Dertil kommer, at der er grupper af personer med handicap, som ikke kan sikres lige muligheder via tilgængelighedens vej. Det betyder, at samfundet i disse tilfælde må træde til med individuelt kompenserende foranstaltninger.

Kompensationsprincippet er et af de tre bærende principper i implementeringen af dansk handicappolitik (de to øvrige er sektoransvarlighedsprincippet og solidaritetsprincippet) . Det er også et grundprincip i dansk handicappolitik, at personer med handicap ikke selv skal dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne. Som udgangspunkt er kompensationen derfor gratis for den enkelte og ydes uden hensyntagen til egen og familiens indtægt og formue.

I DCH's publikation ”Dansk Handicappolitik - lige muligheder gennem dialog” beskrives kompensationsprincippet således:

”Kompensationsprincippet indebærer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsnedsættelse, en række ydelser og hjælpeforanstaltninger for derved at begrænse eller udligne konsekvenserne af funktionsnedsættelsen mest muligt. Kompensationen skal udbedre eller nivellere konsekvenserne af funktionsnedsættelsen med det formål at give handicappede et så lige udgangspunkt som overhovedet muligt.”

Kompensation kan være nødvendig som følge af samfundsmæssige barrierer, for eksempel på grund af manglende tilgængelighed, indtægt mv. Men uanset samfundets niveau for indretning og tilgængelighed kan mennesker med handicap have behov for forskellige former for ydelser og hjælpeforanstaltninger for at kompensere for den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. Det kan fx være kompenserende specialundervisning, personlig hjælp og assistance, socialpædagogisk bistand, ledsagelse, hjælpemidler, økonomiske tilskud, førtidspension m.v.

Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse. Udgangspunktet er, at alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundslivet. I den sammenhæng er det vigtigt, at kompensationen ikke alene retter sig mod det enkelte menneskes lige muligheder og funktioner i hjemmet, f.eks. badestol, hjemmehjælp mv., men at der stilles kompenserende ydelser til rådighed, så alle har lige muligheder for at færdes uden for hjemmet og deltage i samfundslivet i bred forstand. Det gælder i forhold til deltagelse i uddannelse, arbejde, fritid, kultur m.v.

At mennesker med handicap kan færdes i samfundet, er en vigtigt forudsætning for, at skabe lige muligheder for alle. Forudsætningen for at kunne færdes handler ikke kun om den fysiske tilgængelighed til bygninger, befordringsmidler og det fysiske miljø generelt. Det handler også om, at den relevante, individuelle kompensation skal stilles til rådighed for de mennesker med handicap, der ikke kan profitere af f.eks. fysisk tilgængelighed.

For eksempel mennesker med synshandicap, der kan være afhængig af personlig ledsagelse for at kunne færdes i samfundet, mennesker med hørehandicap, der kan være afhængig af tolkning for at kunne deltage i en social eller kulturel aktivitet, eller mennesker med hjerneskader, udviklingsforstyrrelser og sindslidelser, der kan være afhængig af personlig assistance for at kunne orientere sig uden for hjemmet og/eller begå sig socialt i samfundslivet.

Det er med andre ord vigtigt at være opmærksom på mangfoldigheden i behovene for kompensation.

Det er vigtigt, at der er fokus på, hvordan teknisk kompensation, f.eks. betjeningshjælpemidler, talesyntese mv., fungerer sammen med ”mainstream” produkter. Det er ikke alle ”mainstream” produkter, som kan bruges af alle uden kompenserende hjælpemidler. F.eks. kan en fuldt tilgængelig hjemmeside ikke læses af én med et synshandicap uden en kompenserende skærmlæser.

Som før nævnt prioriterer DSI - ud fra den opfattelse, at ingen er mere handicappet end omgivelserne gør én - tilgængelighedsarbejdet højt. Samfundet skal indrettes sådan, at dets funktioner og omgivelser er tilgængelige for alle, også personer med funktionsnedsættelser. Derved sikres det, at der ikke fokuseres på den enkelte, men at samfundet indrettes således, at det sikres, at alle kan deltage i dets aktiviteter. Imidlertid findes der handicapgrupper, hvis handicap ikke forandres synderligt af ændringer i omgivelserne. Og der gives tilfælde, hvor det er helt umuligt at sikre lige muligheder gennem tilgængelighedsfremmende tiltag. I disse tilfælde kan eksempelvis en personlig hjælper være nødvendig for at en person kan orientere sig eller kan komme frem. Der må samfundet træde til og kompensere den enkelte ud fra individuelle behov.

Populært sagt er kompensation en individorienteret ydelse, som er supplerende i forhold til tilgængelighed for alle - og tilsammen kan de føre til lige muligheder for alle. Over tid flytter grænserne for, hvad der er kompensation, og hvad der er tilgængelighed.

Det er særlig vigtigt at skabe forståelse for:

For at sikre mennesker med handicap lige muligheder, er der også behov for at fjerne de immaterielle barrierer, der findes i det omgivende samfund i form af manglende viden om og ”forkerte” holdninger til mennesker med handicap og deres særlige behov.

Manglede viden og indsigt om mennesker med handicap kan medføre mytedannelse, berøringsangst, frygt og negative holdninger. Alt sammen noget, som modvirker, at der skabes lige muligheder. Det være sig på arbejdsmarkedet, undervisningsområdet, sundhedsområdet, boligområdet o.s.v.

For at overvinde disse barrierer er det nødvendigt at handicaporganisationerne og andre kontinuerligt forsøger:

Denne holdningsbearbejdelse af befolkningen, politikere, ansatte, medier - og mennesker med handicap, er pågået gennem mange år, og der er heldigvis også sket store forandringer til det bedre. Men undersøgelser fra bl.a. Socialforskningsinstituttet viser, at der stadig er lang vej før også disse barrierer er fjernet.

6