Share |
Forside | Dokumenter | Politikpapirer | Politikpapir om parkering

Politikpapir om parkering


Dokument oprettet: 13. december 2006

Denne version: 11. december 2007
Sag 07/379 - Dok. 1424/07 CAG/kft

Nogle mennesker med handicap har særlige behov for parkering. Det gældende regelgrundlag må til enhver tid være udformet, så det tilgodeser disse behov. Det er et væsentligt mål for De Samvirkende Invalideorganisationer (fra 1.1.2008 Danske Handicaporganisationer).

Bilen er et vigtigt transportmiddel for mange personer med handicap, når de skal deltage i samfundsaktiviteter - herunder job og uddannelse - på lige fod med andre borgere. Bilen sikrer ganske enkelt frihed og mobilitet for denne gruppe.

Baggrund

Mindst mulig afstand

Det er vigtigt, at personer med handicap kan komme så tæt som muligt på deres mål og de samfundsaktiviteter, de skal deltage i. Det er derfor vigtigt, at der sikres mulighed for, at man, når man har en eller flere funktionsnedsættelser, kan parkere så tæt som overhovedet muligt på de bygninger og steder, man ønsker adgang til. Det vil selvsagt sige, så tæt på hovedindgangen som muligt. For denne gruppe gælder det, at deres funktionsnedsættelse gør det umuligt eller vanskeligt at bevæge sig over længere afstande.

Love og standarder

For at imødekomme dette behov, er der i bygningsreglementet krav om etablering af særlige parkeringspladser, der reserveres til mennesker med et handicap med det særlige parkeringskort. Der er endvidere fastsat regler om, at man skal etablere et tilstrækkeligt antal særlige parkeringspladser ved udlægning af parkeringsarealer. DS 3028 fastsætter standarder for antal af handicapparkeringspladser, og hvordan man skal indrette en parkeringsplads, der skal bruges af personer med nedsat funktionsevne. Det gælder såvel personbiler som kassebiler.

Parkeringskort

Opfylder man en række specifikke kriterier, kan personer med handicap visiteres til et europæisk parkeringskort, der giver ret til at benytte de særligt reserverede parkeringspladser. Dette kort giver også konkrete rettigheder i forbindelse med parkering på ”almindelige” parkeringspladser på offentlig vej. Retten til det særlige parkeringskort opnås tillige, hvis man er visiteret til den individuelle handicapkørsel, eller har fået/kan få støtte til køb af egen bil efter lov om social service.

DSI's mål

DSI har en række målsætninger og politiske ønsker, der skal sikre bedre muligheder for mennesker med handicap i forbindelse med parkering. Disse politiske målsætninger retter sig mod:

  • Særlige parkeringspladser, hvilket er pladser markeret med skiltning, der viser, at P-pladsen er en parkeringsplads, der kun benyttes af personer med et særligt parkeringskort. Disse pladser skal etableres i et tilstrækkeligt omfang og med en korrekt udformning.

  • Ensartede særlige parkeringskort udstedt til personer, der er visiteret til dette kort.

DSI's målsætninger er rettet mod minimumsrettigheder. Det vil sige, at eksempelvis en kommune kan tillade betalingsfri parkering generelt for personer med det særlige parkeringskort. Lige som serviceniveauet vil kunne øges på andre områder.

Statslige tiltag

  • For DSI er det vigtigt, at lovgivningen formuleres således, at der er et sæt landsdækkende klare og ensartede regler for etablering og brug af særlige parkeringspladser markeret til mennesker med handicap.

  • Der skal fastsættes ensartede regler, der regulerer det tidsrum, hvori en person med det særlige kort må benytte en almindelig parkeringsplads. Denne gruppe skal fortsat have mulighed for at benytte en ganske almindelig parkeringsplads i længere tid, end det er tilladt for andre borgere.

    Det er DSI's holdning, at den nuværende mulighed for at parkere i længere tid, herunder tidsubegrænset, skal fastholdes og gøres generelt gældende, også for pladser administreret og drevet af private P-selskaber.

  • Da bilen for de fleste personer med bevægehandicap er den absolut eneste mulighed for transport, er det tillige DSI's holdning, at såvel særligt reserverede, som alle andre P-pladser, skal være omfattet af ensartede og landsdækkende regler. Generelt set skal de særlige P-pladser være omfattet af betalingsfrihed. Kriteriet herfor er, at man har erhvervet det særlige parkeringskort. Dette skal også gælde for pladser administreret og drevet af private P-selskaber.

    Såfremt der ved andre P-pladser sker en eller anden form for betaling, hvortil der benyttes automater, skal disse være placeret og udformet, så de kan benyttes af mennesker med handicap. Dette skal klart og tydeligt fremgå og underbygges i bygningsreglementer og anden relevant lovgivning. Er automaterne ikke tilgængelige for mennesker med handicap, skal disse pladser være omfattet af betalingsfrihed.

  • Fastsættes der - i særlige tilfælde - en tidsbegrænsning på særlige parkeringspladser, skal den valgte tidsramme være forenelig med det formål, den pågældende plads er anlagt til. En sådan tidsbegrænsning må ikke alene tage udgangspunkt i en tidsmæssig vurdering.

  • Særlige parkeringspladser må ikke benyttes til andre midlertidige formål såsom oplag af eksempelvis sne, varer, byggematerialer m.v. Ved midlertidig nedlæggelse af sådanne pladser ved byggeri og anlægsarbejder m.v. skal alternative pladser med tilstrækkelig størrelse altid oprettes.

  • De kommunale parkeringsselskaber og politiet skal have en mulighed - allerhelst en pligt til - at pålægge ekstraordinært høje afgifter (eksempelvis dobbelt afgift) i forbindelse med overtrædelser af reglerne for særlige parkeringspladser.

  • Der skal fastsættes ensartede og fælles regler for, hvordan man på en tilstrækkelig vis oplyser om tidsbegrænsning, afgifter og andre parkeringsforhold for såvel almindelige som særlige parkeringspladser. Reglerne skal naturligvis også beskrive indholdet af sanktioner m.v. Disse informationer skal udformes og formuleres, så de er tilgængelige for alle, herunder mennesker med læsevanskeligheder.

  • Der skal fastsættes regler, der sikrer, at der etableres et tilstrækkeligt antal særlige parkeringspladser ved alle væsentlige bygninger, herunder ved offentlige tilgængelige bygninger og trafikknudepunkter. Dette skal gælde for alle offentlige tilgængelige pladser, både de, der administreres og drives af det offentlige, og de, der er omfattet af privat-retlige bestemmelser.

  • Der er behov for at få fastsat entydige minimumregler, der beskriver, hvordan man beregner, hvor mange særlige parkeringspladser, der skal etableres på et parkeringsareal. Ved fastsættelse af det rette antal skal anbefalingerne i ”DS 3028 - Tilgængelighed for alle” følges.

  • Der skal desuden fastsættes regler, der beskriver minimumskravene for den fysiske udformning af særlige parkeringspladser. Pladserne skal udformes efter de anbefalinger, der findes i Dansk Standard ”DS 3028 - Tilgængelighed for alle”.

    Hertil kommer, at adgangen til/fra parkeringspladserne skal være fysisk tilgængelig, bl.a. med et jævnt og niveaufrit terræn med korrekt udførte nedsænkede kantsten, jævn belægning m.v.

    Det er ligeledes væsentligt, at overdækkede pladser har tilstrækkeligt frirum over parkeringspladsen, så høje biler (minibusser, ”kassebiler” m.v.) også kan benytte dem. Dette gælder også i forbindelse med parkeringshuse m.m.

  • Alle særligt reserverede handicapparkeringspladser skal tydeligt markeres, gerne både med en vejtavle og på underlaget, der udformes og opsættes efter ensartede regler, der er beskrevet i Vejreglerne.

    Skiltet skal være forsynet med det internationale parkeringssymbol til markering af reserverede handicapparkeringspladser.

Kommunale tiltag

  • DSI skal arbejde for, at alle kommuner vedtager en parkeringspolitik, hvor oprettelse af særlige P-pladser indgår. Disse politikker skal fastsætte konkrete retningslinier for antallet og placeringen af disse særlige pladser. Denne politik skal tydeligt afspejle sig i kommune- og lokalplaner, der vedtages i de enkelte kommuner. DSI's afdelinger skal arbejde for, at de enkelte kommuner vedtager en sådan politik.

Det særlige kort

  • Det skal være muligt for institutioner med korttidsophold (højskoler, rehabiliteringscentre), som en specialordning at få de nødvendige kort i forhold til den enkelte institutions aktivitetsbehov.

  • Et voksende misbrug af de ”gamle” blå skilte, der ikke er udstedt til konkrete personer, understreger behovet for at skifte disse skilte ud med de nye personlige kort/skilte. DSI vil arbejde for, at udskiftning sker snarest.

4

Handlinger tilknyttet webside
Søg