Udlicitering 10 juni 2003

Den 11. februar 2003

Den 10. juni 2003

J.nr. 4081.9 [04.ALM] /CG/lfn

Redigeret juni 2003 efter høring i DSI's medlemsorganisationer

De senere år har nytænkning og omorganisering af den offentlige sektor været højt på dagsordenen hos skiftende regeringer. Det skyldes i høj grad det servicepres bl.a. kommunerne, ifølge deres egne udsagn, har oplevet og som de forudser bliver større de kommende år. Det er vurderingen, at der bliver færre personer til og derfor også ringere muligheder for at finansiere velfærdssamfundet, men samtidig flere personer, der må forventes at få brug for de offentlige ydelser. Desuden stilles der større forventninger til kvaliteten af og mængden af ydelser, som samfundet skal levere.

I dag eksisterer der et udbredt politisk ønske om, i endnu større omfang, at inddrage både private virksomheder og frivillige foreninger og organisationer i varetagelsen af de fælles opgaver i samfundet.

På denne baggrund har bl.a. udlicitering fået større og større plads i diskussionen om fortsat at kunne sikre velfærdssamfundet.

Det er med dette politikpapir ikke DSI's ønske, at forholde sig for eller imod udlicitering, men mere at forholde sig åbent til de forandringer, der sker i samfundsudviklingen. Derfor vil dette politikpapir fokusere på at fremhæve de problemfelter, DSI mener, det er vigtigt at være opmærksomme op og stille krav til, i forbindelse med en eventuel udlicitering af flere offentlige serviceydelser uanset sektor.

Udlicitering er oftest lig med, at en bestemt opgave, som hidtil har været løst af det offentlige, overlades til en mere eller mindre privat driftsherre for en, ved udbuddet, bestemt tidsbegrænset periode til en given pris.

Udlicitering er altså ikke privatisering i den forstand, at en opgave, som hidtil har været løst af det offentlige, fuldt ud overlades til de frie markedskræfter.

Ved udlicitering betaler det offentlige derfor en privat person eller et erhvervsdrivende selskab for at udføre opgaver, som det offentlige tidligere selv udførte.

Der indhentes tilbud på opgaven. Den, der byder lavest får normalt opgaven, hvis tilbuddet opfylder de vilkår, som den offentlige myndighed har stillet. Betalingen af de ydelser, der præsteres, betales af den offentlige myndighed, hvilket betyder at der fortsat er tale om en skattefinansieret ydelse. Det politiske ansvar for løsningen af opgaven og dens direkte myndighedsopgaver (visitation mv.) bibeholdes normalt hos den offentlige myndighed. Men driftsansvaret overgår i licitationsperioden til dem, der har vundet licitationen, og så længe vilkårene for licitationen overholdes, er klager til den offentlige myndighed nytteløse.

Det er udelukkende udlicitering i den ovennævnte form, som dette politikpapir forholder sig til. Problemstillingerne omkring privatisering og f.eks. selvejende institutioner, er lige så relevant som udlicitering, men er ikke beskrevet i dette politikpapir om end, DSI har de samme krav til privatisering og selvejende institutioner som til udlicitering.

Det er vigtigt at pointere, at ansvaret for opgaveløsningen og myndighedsudøvelsen ikke kan eller ej hellere bør udliciteres. Hertil kræves lovhjemmel, og en sådan findes kun på nogle få områder. Selvom der således normalt ikke er hjemmel til at udlicitere selve myndighedsudøvelsen, er det alligevel af stor vigtighed, at holde øje med at det ikke sker. Det vil f.eks. sige, at det vil være den offentlige myndighed, der har ansvaret for bl.a. visitation til ydelser. Ligesom den offentlige myndighed skal føre tilsyn for at sikre, at opgaven løses som aftalt. Den offentlige myndighed bør opsige kontrakten og flytte opgaven, hvis den udførende virksomhed ikke løser opgaven som aftalt.

Det er af stor vigtighed, at der forud for en udlicitering udarbejdes en nøjagtig og detaljeret beskrivelse af den opgave, der skal udliciteres inden en udlicitering iværksættes. Mangelfuld opgavebeskrivelse giver dårlige visitationsvilkår og er formentlig ofte en af hovedårsagerne til mislykkede førstegangslicitationer.

En nøjagtig og detaljeret opgavebeskrivelse viser også tydeligt, om den offentlige myndighed fejlagtigt udliciterer dele af ansvaret og myndighedsudøvelsen.

Licitationsudbyderen skal først beskrive den opgave, som de selv hidtil har udført i detaljer. Dernæst skal de vilkår og betingelser der skal gælde for opgaven, der skal udliciteres, specificeres. Herunder den standard der kræves mht. krav til materiel og personale f.eks. krav til normering, uddannelse, kvalifikationer m.v.

Det bør være helt naturligt at inddrage de organisationer, som repræsenterer modtagerne af ydelserne, via DSI, i udarbejdelsen af kravene til de udbydere, som skal byde på levering af ydelserne.

Desuden bør licitationerne være tidsbegrænsede, så det er muligt at tage aftalerne op til vurdering og eventuel justering.

Licitationerne bør endvidere gøres til genstand for tilfredshedsundersøgelser hos dem, som modtager ydelser fra den nye udbyder. For at kunne få et dækkende billede af brugernes tilfredshed bør der laves sammenlignelige tilfredshedsundersøgelser af flere omgange. Der bør laves en tilfredshedsundersøgelse inden opgaven udliciteres, da en sådan basisundersøgelse vil være nødvendig for at kunne bedømme om den service, den enkelte får efter udlicitering er blevet bedre, værre eller er den samme. Herudover bør der laves tilfredshedsundersøgelser midtvejs i licitationsperioden og umiddelbart inden afslutningen af licitationsperioden. Disse undersøgelser gør det muligt at vurdere, om virksomheden opfylder de krav, der er stillet og at stille krav til forbedringer og ændringer, der bør indarbejdes i de nye licitationskrav.

Ved udlicitering skal der etableres et system, hvor modtagere af ydelser kan kommentere eller klage over de leverede ydelser.

Alle klager fra brugere skal løbende registreres, behandles og afgøres af et ”kommunalt” udvalg, hvor DSI bør være repræsenteret. Klagebehandlingen skal efterfølgende anvendes til løbende kontrol samt erfaringsopsamling og kvalitetsforbedring ved fornyet licitation.

Det må sikres, at de klagemyndigheder der findes inden for de forskellige sektorer, har samme kompetence til at gå ind på området, uanset om det er en privat leverandør eller kommunen, der leverer serviceydelsen. Det er altså vigtigt ved en udlicitering at få beskrevet, hvordan sammenhængen mellem hhv. offentlig og privat opgavevaretagelse i relation til de eksisterende klage- og tilsynsorganer skal fungere. Borgernes retsstilling skal være klart og entydigt beskrevet.

Der bør være helt klare regler for, at alle relevante henvendelser fra borgere - herunder klager - altid videresendes til den ordregivende myndighed. Det være sig både skriftlige og mundtlige klager.

Det bør endvidere være klart i udbudsmaterialet, hvorledes tvister mellem borgeren og serviceudbyderen håndteres, f.eks. hvilket organ der behandler og afgør tvister.

Det er helt afgørende, at den retssikkerhed den enkelte borger har i dag, ikke svækkes ved udlicitering. Derfor skal de lovregler og standarder, der gælder i enkelte sektorer også overholdes af private leverandører.

Det er vigtigt for den enkeltes retssikkerhed, at der ikke hersker tvivl om, hvem der har muligheden for, i alle sammenhænge, at kunne kontrollere de opgaver, som de forskellige parter varetager i forhold til borgeren. Borgerens retsstilling skal være klar og entydig beskrevet.

På den ene side må det sikres, at den private leverandørs adgang til at videregive fortrolige oplysninger om borgeren undergives de regler, der gælder i de enkelte sektorer om tavshedspligt.

På den anden side skal det være en pligt, at leverandøren videregiver alle relevante oplysninger til den offentlige myndighed.

Borgeren skal altid informeres om og give samtykke til udveksling af oplysninger, og hvorfor det finder sted.

Kvaliteten i den udliciterede ydelse må ikke falde ved udlicitering. Derfor må det bl.a. sikres, at den private virksomheds økonomiske interesser ikke kommer på tværs af borgerens tarv. Hvis borgeren har ret til en anden behandling/tilbud end den, virksomheden leverer, og virksomheden ikke opfylder dette, skal klageorganet pålægge virksomheden at opfylde borgerens krav. Der skal altså ved udlicitering sikres en feed back funktion, så det udliciterede område til stadighed fungerer lovligt og hensigtsmæssigt.

En meget vigtig funktion for offentlige myndigheder i arbejdet med mennesker, der har behov for offentlige serviceydelser, er helhedsbetragtning og koordination. Det enkelte menneske skal betragtes udfra et helhedssyn, hvilket kan være svært, når den udførende virksomhed er privat og ikke har en naturlig og direkte kontakt til de øvrige afdelinger, kontorer etc., der behandler dele af den enkelte borgers sag.

Med øget mulighed for at udlægge dele af de opgaver, der er omfattet af indsatsen i forhold til borgerens helhed, risikerer man, at den fornødne sammenhæng og kommunikation ikke i tilstrækkelig grad sikres. Derfor skal det ved udlicitering præciseres, hvordan man vil sikre helheden og sammenhængen i relation til borgeren i et system, hvor forskellige forpligtelser og konkrete opgaver varetages af flere parter. Herunder også hvordan man vil sikre, at borgeren løbende får justeret sit tilbud, hvis der er behov for det.

Den offentlige myndighed skal være opmærksom på, at udliciteringen ikke fører til privat monopol og derved en utilsigtet udvikling indenfor den type opgaver, der udliciteres.

Det må sikres, at virksomheden, som skal varetage opgaveløsningen, har en rekrutterings- og arbejdsmiljøpolitik, der sikrer de bedste medarbejdere med de nødvendige faglige kvalifikationer til opgaveløsningen.

Det er vigtigt, at borgeren informeres om udlicitering af opgaven på en sådan måde, at de ikke har grund til at føle usikkerhed på grund af udliciteringen.

Borgerens mulighed for at klage over opgaveløsningen mv. skal fremgå af informationsmaterialet.

Det er vigtigt, at informationen til borgeren både er klar og utvetydig.

Informationsmaterialet bør udarbejdes i dialog med brugerne repræsenteret bl.a. af DSI.

Det må sikres, at de relevante brugerorganisationer i DSI involveres lokalt og regionalt, når aftalevilkår og principper aftales mellem myndigheden og den private leverandør. Der skal altså ske en reel brugerinddragelse.

Handicaporganisationerne skal involveres i drøftelser og beslutninger, når udlicitering overvejes og etableres. Alene gennem en sådan brugerinddragelse sikres, at udliciteringen sker på korrekt grundlag, hvad angår kvalitet og samlede forventninger til ydelsen. Derfor må det sikres, at der stilles offentlige midler til rådighed til at kvalificere DSI's tillidsfolk lokalt og regionalt til denne opgave.

5

5

5