Share |
Forside | Dokumenter | Politikpapirer | Nye mål og midler i DSIs ulandsarbejde 2007

Nye mål og midler i DSIs ulandsarbejde 2007


Dokument oprettet: 25. september 2007

Sag 07/159 - Dok. 8714/07 /ABJ

Vision

DSI arbejder for en verden hvor mennesker med handicap har lige muligheder for og rettigheder til at udvikle og udfolde sig. DSIs udviklingsarbejde skal forbedre rettigheder og levevilkår for mennesker med handicap i de udviklingslande, hvor organisationen har valgt at arbejde.

DSI vil være en attraktiv samarbejdspartner - såvel for medlemsorganisationerne i Danmark til gavn for deres udviklingssamarbejde som for organisationer af personer med handicap i udviklingslandene. DSIs indsats skal derfor være kendetegnet ved tydelige handicappolitiske og faglige kompetencer, et bredt og relevant netværk i ind- og udland samt åbenhed og imødekommenhed overfor nye tiltag.

DSI vil som platform understøtte et tæt og reelt partnerskab mellem medlemsorganisationerne og deres partnere i Syd. DSI vil bistå med kapacitetsopbygning og rådgivning af medlemsorganisationerne og andre danske aktører med ønske om et bredt funderet engagement til fordel for mennesker med handicap i udviklingslandene.

DSI vil baserer sin politik og indsats på formål og indhold i FN handicapkonventionen fra 2006.

DSI vil særligt arbejde for inklusion af handicapaspektet i udviklingsbistanden og vil arbejde for at fremme intentionerne i FN's handicapkonvention artikel 32 om det internationale samarbejde til fordel for mennesker med handicap i udviklingslandene. Inklusion af handicapaspektet i dansk udviklingsbistand skal ske via sektoransvaret, som er et af dansk handicappolitiks hjørnesten. DSI vil arbejde for at der udarbejdes handlingsplaner / politikker med særligt fokus på en bred sektorbaseret inklusion af handicapaspektet i udviklingsbistanden.

Regioner og samarbejdslande

DSI har med gode resultater valgt at fokusere sin indsats på et begrænset antal samarbejdslande. DSI vil fastholde et geografisk fokus i sit fremtidige arbejde. Konkret vil der blive udarbejdet landestrategier for det fremtidige arbejde i prioritetslandene, og de vil blive opdateret løbende. Disse tjener til at skabe sammenhæng i indsatsen, fastlægge prioriterede samarbejdspartnere og indsatsområder bl.a. for at medlemsorganisationerne kan få et tydeligt billede af, hvor DSI har muligheder for at bistå med udviklingen af kontakter og netværk, projektforslag samt understøtte projektimplementering mv.

DSI vil i de kommende år bruge sit landekontor i Uganda som afsæt for et mere regionalt orienteret arbejde. Dette skal skabe større kontakt- og samarbejdsflader mellem nationale handicaporganisationer i Østafrika. Endvidere skal DSI indsamle informationer og opbygge kontaktnet for at kunne støtte medlemsorganisationer i det regionale samarbejde.

DSI vil i de kommende år også kunne varetage opgaver i nye i postkonflikt-områder i samarbejde med andre udviklingsorganisationer. I sådanne situationer vil der være et tydeligt fokus på nationalt rettighedsarbejde med en kortere tidshorisont, mens en mere langsigtet støtte til kapacitetsopbygning af handicaporganisationer almindeligvis ikke vil komme på tale.

I forbindelse med nye engagementer udenfor de prioriterede lande og regioner skal forventninger, ansvar og roller afklares internt i DSI og blandt samarbejdspartnere.

Temaer

DSI vil i de kommende år arbejde med forskellige temaer i sin udviklingsbistand. DSI vil i samarbejde med medlemsorganisationerne og partnere i Syd udvikle strategier på relevante temaområder.

DSI vil prioritere, hvilke temaer der skal have særligt fokus, herunder om der er behov for at inddrage nye temaer eller om der er fokusområder som ikke længere er aktuelle.

Fokusområderne er:

  • Menneskerettigheder

  • Organisationsudvikling

  • HIV/AIDS

  • Monitorering og evaluering (læring)

  • Fortsat kapacitetsopbygning af medlemsorganisationer og DSI

  • Kvinder med handicap

  • Børn og unge med handicap

  • Fortalervirksomhed

  • Inddragelse af nye medlemsorganisationer og ulandsaktivister i udviklingsarbejdet

  • Deltagelse af mennesker med handicap i beslutningsprocesser lokalt, nationalt og globalt

  • Udvikling af nye partnerskaber med danske udviklingsorganisationer, nordiske søsterorganisationer og partnere i Syd

  • Post-konfliktområder

Alliancer og Netværk

DSI ønsker i de kommende år at anvende sine omfattende erfaringer i samarbejde med andre organisationer i ind- og udland. Målsætningen er dels gennem et politisk samarbejde at opnå støtte til fremme af rettigheder og muligheder for mennesker med handicap, dels gennem mere operationelle indsatser at fremme en bred sektortilgang / mainstreaming af handicapaspektet blandt samarbejdspartnere. Kravene for samarbejde skal være, at projekterne med samarbejdspartnerne er i overensstemmelse med DSIs målsætninger, for eksempel på menneskerettighedsområdet, og kan tjene til at understøtte disse.

DSI vil samarbejde med andre danske udviklingsorganisationer i bl.a. NGO Forum og Tematisk Forum. Internationalt vil DSI prioritere kontakten til de nordiske handicaporganisationer, de europæiske handicaporganisationer blandt andet EDF og IDDC og samarbejdspartnere i relation til den afrikanske dekade for mennesker med handicap. og FN- og andre multilaterale organisationer er naturlige aktører i blandt andet postkonfliktområder.

Koblinger og sammenhænge mellem de nationale og internationale opgaver

DSI har en stærk og etableret position som en rettighedsbaseret dansk organisation med bred erfaring med organisering og fortalervirksomhed i forhold til danske interessenter. Det er DSIs ambition at skabe stærkere koblinger mellem dette arbejde og den ulandsorienterede indsats. Dette forudsætter, at DSI og medlemsorganisationerne er sig sine erfaringer og kompetencer bevidst og ser det danske og det internationale arbejde som to sider af sammen sag. Internt betyder dette at DSI og medlemsorganisationerne ønsker at dele såvel de positive resultater som mere vanskelige erfaringer med politik- og organisationsudvikling/-implementering med samarbejdspartnere i Syd, og at DSI forventer at de internationale samarbejdspartnere på tilsvarende vis deltager i en åben dialog.

Det danske og det internationale samarbejde er yderligere knyttet sammen i kraft af den fælles orientering mod internationale menneskerettighedskonventioner, guidelines og erklæringer om rettigheder og muligheder for personer med handicap.

Finansiering

DSI ønsker at sikre en stabil basisfinansiering til sit ulandsarbejde. Dette bør ske i form af en fortsat flerårig mini-programbevilling fra det danske udenrigsministerium. Mini-programbevillingen skal sikre midler til medlemsorganisationernes støtte til og samarbejde med søsterorganisationer i udviklingslandene. Bevillingen skal derudover sikre fastholdelse og udvikling af den faglige kapacitet på DSIs sekretariat.

DSI vil derudover løbende søge midler til enkeltbevillinger og forskellige konkrete puljer til støtte for såvel DSIs / sekretariatets som medlemsorganisationernes indsats. Prioritet vil blive givet til puljer, der tematisk afspejler de ovennævnte valgte indsatsområder. I forbindelse med alliancer med andre organisationer vil DSI også kunne søge midler eksternt til finansiering af sådanne opgaver.

DSI vil i de kommende år på selektiv basis støtte andre organisationers indsats med inklusion af handicap-relaterede emner i deres respektive arbejde. Det vil være en normal forudsætning, at sådanne opgaver fuldt og helt dækker de udgifter, der er forbundet hermed.

Samspillet med medlemsorganisationerne

DSI har gode erfaringer med at påtage sig en koordinerende, rådgivende og administrativ rolle i forhold til medlemsorganisationernes ulandsindsats, først og fremmest i relation til miniprogrambevillingen.

DSI skal bistå medlemsorganisationerne til at udvikle den fornødne kapacitet til at varetage miniprojekter. Tilsvarende skal det være tydeligt for medlemsorganisationerne, at DSI i forbindelse med f.eks. miniprogrammet har et fagligt og økonomisk ansvar overfor bevilgende myndigheder vedr. kvaliteten af indsatsen, monitorering, afrapportering osv. Det er et selvstændigt mål at bidrage til, at flest mulige af medlemsorganisationerne bliver aktive på dette område.

Såvel i forhold til programmets generelle retningslinier som i forhold til konkrete aftaler vedr. enkelte projekter skal arbejdsdeling og ansvar være tydelig.

DSIs rolle er således ikke kun begrænset til at videreformidle eksterne tilskud til medlemsorganisationernes projekter. DSI indgår også med faglig ekspertise i forhold til rådgivning og administration af projektaktiviteter for medlemsorganisationer, som har behov for denne støtte.

DSI stiller også sin ekspertise til rådighed i forhold til medlemsorganisationernes enkeltprojekter i de tilfælde, hvor der er behov for DSIs kompetencer - både i forhold til rådgivning og administration af projektaktiviteter.

Mennesker

DSIs ulandsarbejde involverer en bred kreds af aktører, bl.a.:

  • den politiske ledelse i DSI og i medlemsorganisationerne

  • ansatte i DSIs sekretariat

  • ansatte i medlemsorganisationerne

  • frivillige i medlemsorganisationerne

  • ansatte på DSIs landekontorer

  • udsendte udviklingsarbejdere

  • partnerorganisationer i Syd

  • Egmont Højskolen

Ulandsafdelingen i DSI har et ansvar for at engagere og knytte disse forskellige grupper sammen i det daglige arbejde med afsæt i vedtagne strategier og arbejdsplaner.

Såvel i DSI som i medlemsorganisationerne præges ulandsindsatsen af et særligt engagement, hvor enkeltpersoner og afgrænsede grupper udviser stor motivation, der skal påskønnes og kvalificeres for at organisationerne kan nå de opstillede målsætninger.

En netværkspræget, åben og fleksibel arbejdsform er den bedste ramme om indsatsen. Det forudsætter tydelige aftaler om arbejdsdeling, roller og ansvar. DSI vil i fornødent omfang hente ekspertise eksternt hos samarbejdspartnere og eksterne konsulenter.

-- -- -- --

Ovenstående notat er af forretningsudvalget blevet sendt til kommentering i medlemsorganisationerne, 24.9.2007.

5

Handlinger tilknyttet webside
Søg