Share |
Forside | Dokumenter | Politikpapirer | Valgkampen er forbi

Valgkampen er forbi


Valgkampen er forbi, nu er det tid til at trække i arbejdstøjet.

Og det er ikke et øjeblik for tidligt. Valgkampen har raseret længe - meget længere end de seneste officielle tre uger. Det har kunnet mærkes. Alt har stort set ligget stille, og handicappolitikken har stort set været usynlig. Det har den overraskende også været her i valgkampens slutspurt - og det kan undre.

For mindre end et år siden var billedet et andet: Der var stor fokus på udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde. På det tidspunkt lykkedes det kommunerne med KL i front at fastholde en dagsorden, hvor samfundets svageste grupper blev hængt ud som en udgiftstung byrde.

Mens der har været valgkamp har man ikke haft den store interesse for at diskutere handicappolitik og udgiftsstigninger på socialområdet. Det er tankevækkende, især når man ser, at KL i ly af valgkampens røgslør har offentliggjort notatet ”Myter og fakta om det specialiserede socialområde”. Et notat, som på fuldstændig ublu og udokumenteret vis igen fastholder en dagsorden, der går ud på at ramme de svageste.

Jeg vil ikke bruge spalteplads på at gå i kødet på KLs svage notat. Det vil jeg lade andre om. I stedet vil jeg appellere til det nye Folketing om at sætte fokus på handicappolitikken.

Vi står ved en korsvej, hvor vi på den ene side gennem de senere år har oplevet en lang række alvorlige forringelser for mennesker med handicaps levevilkår. På den anden side har vi opnået at få formuleret FNs handicapkonvention, som Danmark har underskrevet. En banebrydende konvention der sætter niveauet og retningslinjerne for en værdig handicappolitik.

Jeg appellerer til Folketinget: Lad ikke kommunerne og kommunernes økonomi diktere hvilken vej, vi skal gå. Der er brug for at få set grundigt på området. Der er brug for en saglig og grundig vurdering af, hvordan hele handicapområdet og dets økonomi skal strikkes sammen.

Det er uværdigt, at debatten skal baseres på enkeltsager, hvor dyre løsninger hives frem og bruges som eksempler, og hvor udokumenterede påstande får lov til at sætte dagsordenen. Det specialiserede socialområde er meget komplekst, det er svært at gøre op i sort og hvidt. Måske er det her, man skal finde årsagen til, at det har fyldt så lidt i valgkampen.

Men nu er valgkampen overstået, og det er tid til at trække i arbejdstøjet og sætte handling bag ordene. Der er nemlig en række store opgaver, der venter. En af de helt centrale er, at Danmark skal ratificere handicapkonventionens tillægsprotokol. På beskæftigelsesområdet skal der gøres op med de alvorlige forringelser, der er foreslået omkring førtidspension og fleksjob. Endelig håber jeg, at et af resultaterne af den kommende tids politiske drøftelser munder ud i en konkret handlingsplan på handicapområdet. En handlingsplan, der har fokus på alle nødvendige områder på dette område og kan sikre fuld og lige deltagelse i samfundslivet.

DH vil umiddelbart efter, at den nye regering er udpeget, banke på døren til i de relevante områders ministre for at sikre, at de bliver bekendt med handicapområdets udfordringer og bliver inspireret til modernisering i overensstemmelse med de reelle behov. Dette kan nemlig kun ske i dialog med handicaporganisationerne, der bestemt kan og vil være med til på ansvarlig vis at udvikle det danske velfærdssamfund.

Handlinger tilknyttet webside
Søg