Åbent brev til Lars Løkke Rasmussen om kommunalreformen
Hvidovre, den 6. oktober 2009
Sag 07/435 - Dok. 11061/09 /SL
Åbent brev til Lars Løkke Rasmussen
Kære Lars Løkke Rasmussen,
Fik du læst Politiken i søndags? Atter en gang var avisen præget af artikler, analyser m.v. om manglerne ved den kommunale indsats i forhold til de svageste borgere - bl.a. børn med handicap.
Kan du huske, hvad du sagde inden kommunalreformen? Reformen skulle øge den økonomiske stabilitet, den faglige kvalitet og ikke mindst retssikkerheden i forhold til samfundets svageste. Der skulle blive råd til mere og bedre social service. Det var dine budskaber - inden reformen.
Din regering, og Kommunernes Landsforening, synes at mene, at det stort set er gået som planlagt. Hvis noget er gået lidt skævt, så er det fordi, man er ved at sætte noget nyt i værk. Men lige om lidt, SÅ vil alle de svage borgere være sikret den individuelle støtte, de skal have - hurtigt, fagligt og lovligt.
Det svarer bare ikke til det billede, der tegner sig hos vores medlemmer - eller i medierne. Hvordan kan borgernes dagligdag opleves så forskelligt? Hvordan kan journalisterne blive ved at finde frem til disse eksempler fra det kommunale Danmark?
Handicaporganisationerne kan fortælle, at der er mange borgere med handicap og deres pårørende, der ikke oplever en kommunal indsats, der modsvarer deres behov. Og at kommunerne er utrolig opfindsomme, når det gælder om at vride lovgivning til kommunernes gunst, når de f.eks. ikke vil bevilge en nødvendig boligændring, en tabt arbejdsfortjeneste, specialundervisning, en kørestol, et høreapparat osv.
Kære Lars Løkke Rasmussen: Er det gået, som du - arkitekten bag kommunalreformen - havde forestillet dig?
Der er mange utrygge borgere, der venter på svaret og den ansvarlige handling.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer
