Undervisningsministeren spænder ben for elever med handicap
Pressemeddelelse i forbindelse med regeringens forslag til reform af folkeskolen.
Regeringens udspil ”Faglighed og frihed” lægger op til, at ressourcer fra specialundervisningen skal føres over i den almindelige skole. Regeringen foreslår i samme åndedrag, at kommunerne frit kan danne klasser og hold uden en fastsat klassekvotient. Samtidig er kommunerne allerede godt i gang med at spare på handicapområdet. Det gælder også undervisningen til børn med handicap. De vil være ekstra udsatte i store klasser eller på hyppigt skiftende hold.
”Danske Handicaporganisationer synes, at det er en god ide, at børn med handicap bliver i den almindelige skole. De skal ikke udskilles i specialskoler, hvis det ikke er nødvendigt. Derfor ønsker DH også, at der igangsættes en proces, hvor børn med handicap kan få kvalificeret undervisning i den almindelige skole. Men det må bygge på en langsigtet prioriteret plan, der sikrer tilstrækkelig viden og investeringer i renovering, så skolerne og undervisningen reelt er tilgængelige for børn med handicap. En plan som lægges i fællesskab med børnene, forældrene, lærerne og handicaporganisationerne”, udtaler Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer.
”Hvis skolerne i forvejen er trængt af besparelser fra kommunen og samtidig hæver klassekvotienterne, kommer ressourcerne fra specialundervisningen ikke længere børn med handicap til gode”, fortsætter han.
For yderligere oplysninger kontakt venligst;
Formand for DH Stig Langvad, tlf.: 40 38 06 36 eller mail: sl@handicap.dk eller
Uddannelsespolitisk konsulent Signe Højsteen, tlf.: 24 60 99 23 eller mail: sih@handicap.dk
