De må selv betale regningen

Af Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer og Susanne Andersen, formand for Tandlægeforeningen.

I en lille by i Danmark bor en ganske almindelig kvinde. Hun vil ikke have sit navn frem i avisen, så lad os kalde hende Merete. Hun lider af en sjælden kronisk hudsygdom, som medfører, at hun let får vabler. Det klarer hudlægen på det offentliges regning.

Merete er også nødt til at gå til tandlægen betydeligt oftere end de fleste. Hudsygdommen medfører nemlig, at emaljen på hendes tænder er misfarvet. Ind imellem krakelerer emaljen. Merete får også små sår og blærer, når hun børster tænder.

Bortset fra det almindelige tilskud fra regionen skal Merete skal selv betale for al behandlingen hos tandlægen. Det synes hun ikke er retfærdigt. Hun har jo altid gjort, hvad hun kunne for at holde tænderne rene.

Merete er én blandt tusindvis af danskere, der på grund af en kronisk sygdom eller et handicap uforskyldt har så stort et behov for tandbehandling, at de har svært ved at betale for den fagligt nødvendige og optimale behandling.

De mest udsatte befolkningsgrupper i denne sammenhæng er personer med sjældne medfødte sygdomme og handicap, personer med behov for erstatning af tandtab som følge af aggressiv paradentose, personer, der pga. medicin har nedsat spytproduktion, samt i et vist omfang personer med diabetes, epilepsi og parkinson.

Nogle må tage lån for at betale tandlægeregningen. Andre er af økonomiske grunde simpelt hen nødt til at afslå den behandling, de har behov for. Et behov der alene er opstået pga. deres sygdom eller et handicap -og ikke fordi de har sjusket med tandbørstningen.

I strid med FN
Når vi i Danmark har valgt at lade disse mennesker betale hele eller næsten hele tandlægeregningen selv, er Danmark i direkte strid med FN's handicapkonvention , der siger, at mennesker med handicap/kronisk sygdom har ret til den højest opnåelige sundhed, og at sundhedsydelser, som skyldes en kronisk sygdom eller et handicap, skal gives uden omkostninger for den enkelte eller til en overkommelig pris. Og her kan alle vel blive enige om, at en tandlægeregning på eksempelvis 73.000 kr. som følge af tandskader i forbindelse med et epileptisk krampeanfald ikke er en overkommelig pris.

Dansk handicappolitik har i mange år taget udgangspunkt i bl. a. det såkaldte kompensationsprincip, der siger, at ingen personer skal have merudgifter som følge af deres nedsatte funktionsevne. Dette gælder åbenbart ikke på tandplejeområdet, hvor samfundet i dag lader uheldige mennesker betale for behandlingen af de tandsygdomme, som alene skyldes deres handicap/ kroniske sygdom.

Som lovgivningen er i dag, er der ganske vist forskellige muligheder for at få tilskud til behandling hos tandlægen. Men det er et sikkerhedsnet med store huller, og der er flere og flere, der falder igennem.

Det er ikke rimeligt, at mennesker, der lider af medfødte sygdomme eller handicap, skal betale tusinder og atter tusinder af kroner for tandbehandling, som alene skyldes sygdommen eller et handicap. Det er mennesker, der i forvejen ofte har andet at slås med end en stor tandlægeregning.

Vi mener heller ikke, at det er nok at give tilskud til det, man i gamle dage kaldte gebis. Hvis de naturlige tænder ikke kan bevares, bør enhver kunne få erstatninger, der sidder fast.

Vi mener, at der skal indføres et øget offentligt tilskud til tandbehandling til særligt udsatte patientgrupper. Dette tilskud skal være bestemt af patientens diagnose, og det skal være uafhængigt af patientens alder og økonomiske forhold. Der skal også gives støtte til vedligeholdelse og udskiftning.

Man siger jo heller ikke til den patient, der skal have udskiftet et hofteimplantat, at man desværre ikke har råd til at operere hende, men at hun kan få en protese og en kørestol.