Den første svære million til realiseringen af handicappedes drømmehus
Pressemeddelelse udsendt 28. maj 2009 af Bevica Fonden.
Bevica Fonden løste den kritiske hurdle for Danske Handicaporganisationer
En enkelt million er småpenge i det projekt til de næsten 270 mio. kr., som er prisen på ”verdens mest tilgængelige hus,” som Danske Handicaporganisationer (DH) drømmer om at bygge i Høje-Taastrup.
- Men den første million var den kritiske forudsætning for, at vi kunne bevare drømmen om at få alle de andre millioner. For hvis ikke vi kan få råd til at vise de store fonde, der har vist projektet meget stor interesse, resultatet af en konkret arkitektkonkurrence, ja, så er der principielt ingen grund til at fortsætte arbejdet, siger Stig Langvad, der er formand for DH. Og for få dage siden var det faktisk vores uløselige dilemma.
Adm. direktør Torben Svanberg, Bevica Fonden, er også en mand med et dilemma. Hvordan skal han få fortalt, at den fond, som gennem årene har hjulpet tusinder af bevægelseshæmmede danskere (Sahva-Fonden), har skiftet navn? Og at fondens betydelige midler og formål fortsætter med det helt nye navn Bevica Fonden (bevægelse, viden, care)?
Danske Handicaporganisationers dilemma blev løst, da Bevica Fondens direktør mødte op med checken på 1 mio. kr. ved DH's 75 års jubilæum. Til august inviterer DH til arkitektkonkurrence med den opgave at bygge et kontorhus, der skal være energirigtigt, have den højeste æstetiske værdi, samt være verdens mest tilgængelige hus for alle, uanset hvilket handicap, de har.
- Vi kommer til at bygge et hus, der bliver foregangsbyggeri på alle områder, siger Stig Langvad. Der findes intet andet hus i verden, hvor alle tænkelige handicap – og især hvad man kan gøre for at eliminere dem - er tænkt ind i byggeriet før de første streger til huset blev tegnet.
For Bevica Fonden, hvis midler stammer fra forvaltningen af en stor egenkapital samt arv og gaver, bliver huset en levendegørelse af formålsparagraffen: At man skal yde hjælp til at give mennesker med bevægelseshandicap en lettere tilværelse.
- Vi har egentlig fælles sag med de foreløbig knap 20 forskellige handicaporganisationer og deres medlemmer, som skal bruge og arbejde i ”verdens mest tilgængelige hus”. Handicaporganisationerne er der for at hjælpe personer med handicap lige som os, siger Torben Svanberg.
Stig Langvad mener, at Høje-Taastrup Kommune til august vil være klar med de lokalplaner, der skal bane vej for byggeriet på DH´s ønskegrund. Samtidig kan han i august invitere arkitekterne til konkurrence i samarbejde med bl.a. de kommende brugere og deres organisationer.
- Men dét, der har fået bolden til for alvor at begynde at rulle, er den første million til konkurrencen, siger Stig Langvad. Uden den ingen penge – og ikke noget byggeri!
