En dansker i FN’s handicapkomite
Danmark sætter sit præg på den internationale kamp for menneskerettigheder for personer med handicap. Formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, er blevet indvalgt i den FN-komité, der skal overvåge den globale implementering af FN’s handicapkonvention. Det er den højeste position, en dansk person med handicap har opnået.
Den 1. september blev Stig Langvad i New York valgt som medlem af FN’s Handicapkomité. Dermed har den danske handicapbevægelse indtaget rollen som garant for, at menneskerettigheder også i fuld udstrækning kommer til at gælde personer med handicap.
”Med handicapkonventionens vedtagelse i 2006 blev der sat en helt ny kurs for handicappolitikken. Det blev bekræftet, at personer med handicap i alle verdens lande ikke har opnået de samme rettigheder som andre”, siger Stig Langvad og fortsætter, ”med handicapkonventionen blev det tydeliggjort, hvad der skal til for at skabe den udvikling, der skal sikre lige muligheder for alle - med eller uden et handicap”.
Der var valg til tolv pladser - og i alt opstillede 23 kandidater.
89 lande - inklusiv Danmark - har ratificeret FN’s handicapkonvention. Her forpligter landene sig til at arbejde for rettigheder for personer med handicap på linje med rettigheder for andre borgere. ”Komitéen for rettigheder for personer med handicap” er nedsat for at følge dette arbejde i de enkelte lande. Komitéen består af 18 internationalt anerkendte og uafhængige handicapeksperter.
De lande, der har ratificeret FN’s handicapkonvention, forpligter sig til regelmæssigt at sende rapporter til handicapkomitéen. Her skal regeringerne redegøre for, hvor langt man er kommet med at etablere lige muligheder for personer med handicap. Første rapport skal sendes to år efter, at landet har vedtaget konventionen, og herefter hvert fjerde år. Danmark skal aflevere sin første rapport den 23. august 2011.
Som medlem af komitéen skal Stig Langvad bl.a. læse landenes rapporter og komme med forslag og generelle kommentarer til at styrke konventionens implementering i de enkelte lande. Komitéen kan sætte undersøgelser i gang, hvis medlemmerne får mistanke om alvorlige brud på rettigheder for personer med handicap. Endvidere skal han og de andre medlemmer af komitéen høre på og tage hånd om klager fra borgere i de lande, der har ratificeret den såkaldte tillægsprotokol, der netop åbner mulighed for, at borgerne kan anvende handicapkomitéen som klageinstans, såfremt alle nationale klagemuligheder er udtømte. Danmark har ikke tiltrådt tillægsprotokollen. Det enkelte medlem af komitéen kan ikke kommentere rapporter fra sit eget land. Komitéen mødes to gange årligt i Geneve.
Kontakt
For aftale om interview kontakt da: Stig Langvad, Formand for Danske Handicaporganisationer (DH). Telefon: +45 40 38 06 36. E-mail: sl@handicap.dk. Stig Langvad vender hjem fra USA den 5. september.
Kilder, som kan bidrage med yderligere perspektivering om konventionen, valget og Stig Langvad:
- Benedikte Kjær, Socialminister, sm@sm.dk eller 3392 9300
- Carsten Stauer, FN-ambassadør (tidligere Danida-chef), carsta@um.dk eller +01 212-308-7009
- Frans Mikael Jansen, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke fmj@ms.dk eller 7731 0000
- Morten Kjærum, udpeget af Danmark til tidligere FN-Komité (Tortur) morten.Kjaerum@fra.europa.eu eller +43 6642836123
- Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder, jch@humanrights.dk eller mobil 41 23 88 61 eller 32 69 88 61
