Kronik: Handicappedes muligheder i samfundet
Kronik til Social Forskning nr. 2, 2008
Handicappedes muligheder i samfundet
Af Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer
Er det for meget at ønske, at mennesker med handicap har samme muligheder som alle andre i samfundet? Nej, vel. På papiret er der da også enighed. Alle skal behandles lige. Allerede i 1993 slog en folketingsbeslutning (B43) endelig fast, at det må sikres, at mennesker med handicap på alle samfundsområder ligebehandles med andre borgere. Folketinget henstillede til myndigheder og virksomheder at efterleve princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Så langt så godt.
På sidelinjen
Men hvad vil det egentlig sige at have lige muligheder, og hvordan er det at leve med et handicap? Og hvad kræver det af ændrede muligheder og holdninger? Lad mig give et par eksempler. Et ungt menneske med Down syndrom, der arbejder i Bilka, har ikke noget arbejde, når pædagogen er syg eller går hjem. Bilka efterspørger ellers arbejdskraften. Når far og søn skal til fodbold på Vejle Stadion, kan de ikke sidde sammen. For sønnen sidder i kørestol og er henvist til ét sted på stadion - for sig selv. Nye bøger forefindes i elektronisk form, men digitaliseres ikke automatisk, så de er tilgængelige for blinde. Blinde kan først læse dem, når de er umoderne. Nye danske film kan ikke ses i biografen af mennesker med hørehandicap, for de bliver hverken tekstet eller tolket. Diskussioner om åbningstider i daginstitutioner omfatter ikke de særlige dagtilbud for børn med handicap. Her er åbningstiderne betydelig kortere, end i de almindelige dagtilbud. Unge med udviklingshæmning i botilbud kan kun komme på diskotek, når alle ti beboere går med, for ellers hænger det ikke sammen med pædagogernes vagtplaner.
Jeg appellerer ikke efter medlidenhed. Pointen er ikke, at det er synd for mennesker med handicap. Vi er ikke ofre, men selvstændige individer med samme ret til at blive betragtet som fuldgyldige medlemmer af det danske samfund som alle andre. Man kan forvente noget af os og stille krav til os, og vi kan bidrage til samfundet ud fra vores forskellige forudsætninger.
Men prøv alligevel at forestille jer, hvordan det er at blive sat på sidelinjen til fodbold, ikke at kunne følge med i den nyeste litteratur og være totalt afhængig af professionelles arbejdstider for at kunne deltage i det almindelige samfundsliv! Hvor gode er danskerne egentlig til at leve op til princippet om lige muligheder? Er det for meget at ønske, at mennesker med handicap har samme rettigheder og muligheder og kan leve et helt almindeligt liv?
At høre til i en social sammenhæng og have indflydelse på sin tilværelse inden for de sociale rammer er helt fundamentalt for det aktive medborgerskab og for livskvaliteten i øvrigt. Medborgerperspektivet handler om at sætte den enkelte borger med handicap i stand til at beslutte og leve sit eget liv.
Unge med handicap vil lyttes til, tages med på råd og lære noget
DH har netop afsluttet et projekt, hvor børn og unge med handicap har været inviteret til at sige deres mening. Om deres handicap, deres liv, håb og om godt og skidt i deres tilværelse. Sammenfattende oplever mange unge med handicap, at de ikke i tilstrækkelig grad er blevet hørt, lyttet til og taget med på råd i selv de mest indgribende og personlige beslutninger og foranstaltninger.
Denne adfærd, hvor deres ønsker, synspunkter og kompetencer ikke bruges, medfører gradvist og systematisk en tilvænning til den situation, at andre beslutter for dem - at deres egne meninger ikke tæller. De bliver ikke udfordret til at formulere egne holdninger og give deres mening til kende. Der er derfor risiko for, at de udvikler en passiv adfærd frem for et aktivt medborgerskab, hvor de selv er i stand til at sige til og fra. Der er risiko for, at børn og unge med handicap socialiseres til en passiv voksentilværelse, hvor selvbilledet rækker til at forestille sig et liv med sit handicap og på førtidspension. ”Jeg er blind og hedder Per” bliver identiteten.
Markant står de unges efterlysning af krav om læring. De giver klart og tydeligt udtryk for, at de gennem hele skoletiden har oplevet ikke at have ordentlige muligheder for at udnytte deres læringspotentiale. ”Vi vil have en skole, hvor vi lærer noget”. ”Vi vil ikke på tur, hver gang vejret er godt, og bage boller og drikke te når det regner”. ”Vi vil udfordres intellektuelt, vi vil se, hvor langt vi kan nå”. Én fik at vide, at han ikke kunne lære matematik. Så blev han stædig, knoklede og tog afgangsprøve. En anden har ikke haft engelsk. ”Det har vi ikke på en specialskole, så er du for dygtig,” lød forklaringen. Uanset om de har gået i normal- eller specialskole, efterlyser de flere krav. Læs mere om unge-projektet på www.handicap.dk/projekter
SFI's undersøgelse ”Flere kan komme i job”, omtalt andetsteds i dette blad, understreger, at der er et beskæftigelsespotentiale blandt mennesker med handicap. Mennesker med handicap er mindst lige så glade for at arbejde som personer uden handicap. Desværre efterspørger arbejdsmarkedet ikke i tilstrækkelig grad den arbejdskraft, som nogle mennesker med handicap repræsenterer. I februar 2008 var der fx registreret 8.621 ledige, der var visiteret til et fleksjob. En tredjedel har været ledige i mere end et år. Forhåbentlig betyder SFI's påvisning af ordningens succes, at der skabes mange flere fleksjob.
FN's handicapkonvention - Danmark afventende
Nu har vi så fået vores helt egen menneskerettighedskonvention. Var det virkelig nødvendigt at vedtage en handicapkonvention for at sikre, at menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap? Det korte svar er Ja. Synlige rettigheder er bedre end usynlige, og som illustreret har henstillinger og gode politiske viljer ikke ført til ligestilling af mennesker med handicap i Danmark.
Den 3. maj 2008 trådte FN´s handicapkonvention i kraft i de 20 lande, der har ratificeret konventionen. Her er borgere med handicap nu omfattet af menneskerettighederne - som andre borgere. Danmark lader fortsat vente på sig. Som Karen Jespersen siger i Jyllandsposten den 23. maj 2008: ”Men det er en gave, som det kræver omtanke at modtage. Når man pakker en gave op med en række forpligtelser, er det klogt at overveje og analysere konsekvenserne og rækkevidden af forpligtelserne”. Kan man overveje om menneskerettigheder skal gælde for os alle?
Konventionens danske ratificering betyder, at enhver form for diskrimination skal forbydes ved lov. I dag er det lovligt at bortvise en blind med førerhund fra en restaurant. Det er lovligt at diskriminere mennesker med handicap, som søger bolig. Og vi har set, hvordan en arrangementsarrangør kunne afvise en døv person med tegnsprogstolk til en forestilling, med henvisning til, at den døve person skulle betale for både sig selv og sin tegnsprogstolk, og med en afvisning af overhovedet at finde plads til tolken. Det er måske moralsk forkert at diskriminere, men det er ikke retsstridigt. Det bliver det, heldigvis.
Handicapkonventionen lægger grunden til et helt nyt handicappolitisk perspektiv, hvor rettigheder erstatter de gode viljer. Det vil kunne mærkes på mange områder, hvor vi halter bagud i dag. Der vil f.eks. blive stillet samme krav til alle dele af folkeskolen, også dem, der underviser børn med betydelige handicap. Danskere med handicap skal kunne deltage i f.eks. Folketingsvalg på egne betingelser og med selvvalgt assistance.
Der er brug for en fundamental forandring af tænkningen og holdningerne til, hvad det vil sige at give lige muligheder for mennesker med handicap. Mennesker med handicap skal ses som aktive engagerede mennesker med ressourcer, kompetencer og erfaringer, som samfundet har behov for. Hver enkelt har krav på og behov for at være respekteret som individ og for at blive set og hørt som det unikke og deltagende menneske, der er tale om. Først når vi formår det, kan vi for alvor tale om, at vi har et inkluderende samfund - i stedet for de parallelle kulturer, som Danmark har udviklet på flere områder indenfor handicapområdet.
Det kommer til at tage tid, men ligestilling er værd at vente på.
